shutterstock_4558777---alpa.jpg Bolivia er det højstbeliggende og mest isolerede land i Sydamerika. Ser man på bruttonationalproduktet er Bolivia et af de fattigste lande i Verden, men ser man i stedet på de kulturelle rigdomme, de fantastiske udsigter og levn fra hedengangne civilisationer, er Bolivia et af de rigeste og mest spændende lande at besøge i Sydamerika.

Landet indeholder alt fra golde saltørkener, ufremkommelig regnskov og pampas til landsbyer på sivøer og højsletter med sneklædte bjergtoppe på over 6000 m. Udover dets varierende geografiske og klimatiske zoner rummer landet også den største oprindelige, traditionelle kultur i Sydamerika, idet over 50% af befolkningen er af ren indiansk afstamning.

Alt i alt giver Bolivia gode muligheder for at trekke, cykle, klatre, bjergbestige, fotografere, backpacke, besøge lokale indianere, opleve gamle kulturer, studere spansk eller tage på safari i regnskoven eller på pampas’en.

Bolivia har, lige siden den store venezuleanske befrier, Simón Bolívar, gjorde landet selvstændigt i 1825, haft en turbulent og eksplosiv historie. Selvom Bolivia med jævne mellemrum oplever uroligheder med vejspæringer og demonstrationer, primært i de største byer og på indfaldsvejene omkring La Paz, er landet et af Sydamerikas fredeligste og sikre lande at rejse i. Alligevel tilrådes turister at holde et vågent øje med medierne og så vidt muligt holde sig væk fra demonstrerende folkemængder.

 

Få nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste updates med friske artikler og aktiviteter på opdagverden.dk