Columbus fandt en ny verden. Spielberg fandt et landskab, der var hans
dinosaurer værdige. Haitianere ser et bedre liv.
Tusindvis af pukkelhvaler hvalfarter til farvandet hvert år og vindsportsudøvere lader de gode vindforhold trække dem her til. Men spørgsmålet er hvad man selv vil finde.
Den Dominikanske Republik er en farvelade af muligheder, og det er bare at gå i gang med at male papiret.
Den Dominikanske Republik (D.R) hører til De Store Antiller i Caribien og deler øen, Hispaniola med nabolandet, Haiti. D.R. er det mest forskelligartede land i det caribiske ørige, hvilket eksempelvis vil sige, at det kan bryste sig af verdens største højdeforskel indenfor det mindste område. På 30 km afstand kan der måles en forskel på 12.000m fra Caribiens højeste punkt, Pico Duarte til Milwaukeedybets bund.
Meteorologisk favner landet også bredt. Øen kan byde på dage med helt vindstille og silende regn til dage med høj sol og kraftige termiske vinde, flest af de sidste … Et temperamentsfuldt hav, som på korte afstande spænder fra tre meter høje surfbølger til de roligste, azurblå laguner med det fineste sand.
Disse basisingredienser i den dominikanske smeltedigel er med til at gøre republikken til et sted, man absolut bør tage til, hvis man søger lidt af det hele. Men kulturelt kan dominikanerne også være med, og det er særligt på grund af den første by i Den Ny Verden! Det er der kun en by, der kan prale af at være og det er den dominikanske hovedstad, Santo Domingo. Heldigvis har dominikanerne også været klar over den særstatus, så de har passet godt på deres arv. Hvilket for os betyder et møde med den verden, Columbus valgte at grundlægge.



