Herud over er der mulighed for trekking i meget forskellig natur. På sletter, i dybe skove og i tætte jungler. Og overraskende for de fleste er der her på ækvator bjerge høje nok til, at gletsjere smyger sig ned ad bjergsiderne.
Ud over den eminente natur, så er der nogle af de bedste muligheder i verden for at komme tæt på savannens vilde dyr: Giraffer strækker hals for at mæske sig med grønne blade, majestætiske elefanter slapper af for foden af sneklædte Mt. Kilimanjaro - Afrikas højeste bjerg - mens løver jagter bytte, og ørne svæver rundt på udkig efter bytte.



