Obama skal bringe turisterne til Kenya

Skrevet af: Redaktionen, opdateret 06 maj 2011, læsninger: 1208

Kenya_Dennis_DonohueDet kan godt være, det er en god idé at skynde sig til de kenyanske savanner, inden de bliver oversvømmet af amerikanske turister. I hvert fald håber Kenya, hvis store turistindustri led et gevaldigt knæk oven på urolighederne i januar 2008, at amerikanerne vil strømme til landet, efter Barack Obama er blevet valgt til præsident.


Obamas far stammer som bekendt fra en lille landsby, Kogelo, i det vestlige Kenya, og med den opmærksomhed, landet har fået, håber man, at turisterne vil begynde at vende tilbage til de langstrakte sandstrande og safariområder i absolut verdensklasse:

”Nu er Kenya i det internationale søgelys. Der vil ganske sikkert blive vist større interesse for Kenya. Vi kommer til at se på vores marketingsstrategi, så vi kommer til at fokusere mere på det amerikanske marked for at imødekomme den større interesse, der bliver vist i landet,” siger Jake Grieves-Cook, der er formand for Kenyas turistråd, til Reuters.

Så skynd dig at få indfriet safaridrømmene, mens du stadig kan beundre løverne, elefanterne, girafferne, bøflerne og alle de andre dyr i relativ fred.

Ved besøg til de større safariområder som for eksempel Masai Mara og området ved Mt. Kenya skulle der ikke være noget problem for rejsende. Hold dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside.



Find inspiration til safari i Kenya
Læs mere om trekking i Kenya
Læs flere rejsenyheder