AK-tur 277x156

ak-magasin 277x156

ak-medlem 277x156

AK-ipad 277x156

Nepal: Trekking til foden af Mount Everest

Skrevet af: Redaktionen ., opdateret 30 december 2011, læsninger: 3208

Mt_Everest_Tore_Groenne.jpgTrekket til Mt. Everest Base Camp er et af Himalayas ypperste treks. Her mærker du den tynde luft, ser de enorme gletsjere og kan nyde den glødende solnedgang over Everest fra en vindblæst top, hvor bedeflagene blafrer. Og så er det ganske overkommeligt selv at begive sig af sted på.

HUSK du kan kommentere på artiklen og komme med tips eller spørgsmål til oplevelser nederst på siden.
LÆS OGSÅ Trekking i majestætiske MustangDøden på Makalu / Sherpaerne er kommet til penge
Den knastørre, tynde luft føles godt i lungerne. Her i 5000 meters højde indånder vi rigelige mængder af den, og udover skoenes kradsende lyd mod gruset under vores fødder hører vi kun vores tunge åndedræt. Der er ikke langt til Mt. Everest Base Camp.
På gletsjeren hviler enorme klippestykker på tårne af is, rindende vand risler fra et eller andet sted under vores fødder, og små søer af blågrønt gletsjervand dukker op. Enorme Nuptse med den lodrette klippevæg rejser sig flere kilometer over os, mens selve toppen af Everest ligger gemt bag mindre toppe.
Nuptse_Tore_Groenne.jpgJeg hører en lavine brage et eller andet sted deroppe og er glad for, at vi som trekkere kan komme helt tæt på uden at behøve at sætte livet på spil oppe i ismasserne.
Snart er vi fremme i Base Camp, der er fuldstændig mennesketom her i november. Vi finder blot et barskt område med store klippestykker og forunderlige isformationer med tykke, hurtigdryppende istapper. Khumbu-isfaldet vælter ned gennem slugten over os med isstykker på størrelse med højhuse. Det er den skræmmende vej, man skal, hvis man vil bestige verdens højeste bjerg.
Selvom vi ikke kan se toppen af Everest, er det en helt særlig fornemmelse at stå her, hvor fra så mange mennesker begiver sig mod verdens højeste punkt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der aldrig vendte tilbage her til.
Everest lige for snuden
Vi har ingen intentioner om at skulle højere mod toppen af Everest, men vi vil have det bedst mulige udsyn til bjerget efter at have vandret gennem frodige rododendron-skove, hyggelige landsbyer og eventyrlige bjergpas i over en uge.
Vi begiver os tilbage mod den lillebitte landsby, Gorak Shep, hvor vi har en seng ventende for natten i et te-hus, men inden vi når så langt, vender vi snuderne mod toppen af bjerget Kala Pattar. Det ligger umiddelbart over for Everest. Everest_Base_Camp_Tore_Groenne.jpgSkridtene er tunge på det stenede underlag, åndedragene bliver tungere og pauserne flere.
Da vi når toppen i 5550 meters høje, står solen lavt over Himalayas bjergtoppe. Blafrende bedeflag smælder i den isnende vind, da vi finder en smule læ bag en klippe, og foran os ligger Mt. Everst og Nuptse badet i fløjlsskæret fra den nedgående sol.
I dalene dybt under ligger skydækket tæt, men her højt i Himalaya dukker månen op på den frostklare himmel. Den hvide sne skifter langsomt farve fra hvid til glødende orange, og Everest, der synes så tæt på, at man næsten kan røre, funkler i dagens sidste sollys. Bjerget ser næsten fredfyldt ud.
Her i de usandsynligt smukke omgivelser føler jeg også freden sænke sig inden i og har ikke lyst til at løsrive mig. Men som stjernerne begynder at titte frem på aftenhimlen, er der ingen vej uden om. Vi må ned. Ned til en kop varm te, lune soveposer og dyb søvn.
Fantastiske sideture
Der er ingen grund til at ’nøjes’ med Everest Base Camp, hvis man altså har tid til mere. Fra Namche Bazaar går en anden sti mod spektakulære Gokyo, hvor man passerer noget nær fosforgrønne bjergsøer, inden man begiver sig op på Gokyo Ri (5357 m), hvor fra der er en enestående udsigt ned over søerne, ud over gletsjere og såmænd også til Everest. Har man mod på det, kan man fortsætte til Cho Oyu Base Camp – en spektakulær sti, der er som blæst for mennesker.
En anden afstikker på vej mod Everest Base Camp er Chukung Ri, der ligeledes byder på vilde bjergudsigter.
HVORNÅR? De bedste perioder at trekke til Everest er mellem marts til maj og oktober til november, hvor der falder mindst nedbør og udsigterne derfor er bedst.
Ama_Dabla_Tore_Groenne.jpgHVEM KAN? En trekkingtur til foden af Mt. Everest er overkommelig for de fleste, der er i nogenlunde form. Man behøver ikke medbringe meget til turen, da man kan overnatte inden for og finde mad hele vejen. Det eneste man har brug for ud over tøj er en god sovepose.
Det er også muligt at leje bærere, der tager sig af bagagen – på den måde giver man også noget tilbage til samfundet i form af beskæftigelse.
Man skal være opmærksom på, at det kan være en stor belastning for knæene – især hvis man går hele vejen ind fra Lukla, hvor der er mange højdemeter op og ned. Højden kan også volde problemer for nogen. Vær sikker på at akklimatisere ordentligt og kende symptomerne på højdesyge.
Op_og_ned_mod_Everest_Tore_Groenne.jpgTRANSPORT Der går daglige busser fra Kathmandu til Jiri, hvor vejen stopper, og stien ind mod de højeste bjerge i Himalaya starter. Går man til Everest Base Camp og tilbage til Jiri, skal man regne med at bruge omtrent en måned på turen. Den første del af turen til Lukla, hvor der er en diminutiv lufthavn, har man stierne meget for sig selv, men turen er også hård, da man konstant krydser bjergkæder. Har man tid, kan det anbefales stærkt at starte i Jiri.
Fra Kathmandu er der daglige fly til Lukla, for omtrent 550 kroner, hvor fra turen til base camp og tilbage tager to til tre uger afhængigt af form, og hvor godt man tilvænner sig den tynde luft.
OVERNATNING Der findes små, hyggelige tehuse langs stierne næsten hele vejen til Everest Base Camp – det sidste, der ligger i Gorak Shap, er blot et par timers gang derfra. Tehusene har værelser, der udlejes for en ganske lille sum – få kroner – per nat. For det meste regner udlejerne med, at man også spiser i deres tehus. Jo længere op imod Base Camp, man kommer, jo dyrere bliver maden.
DETALJERET TREKKINGOVERSIGT Læs meget mere om den specifikke rute med dag-til-dag-angivelser af stien, idéer til sideture og praktisk info på Nepals officielle turisthjemmeside.
Foto 1: Mt. Everest og Base Camp set fra Kala Pattar. Tore Grønne.
Foto 2: Bjerget Nuptse, der ligger lige ved siden af Mt. Everest. Tore Grønne.
Foto 3: På gletsjeren i Everest Base Camp. Tore Grønne.
Foto 4: Man passerer bjerget Ama Dablam på vej til Base Camp. Tore Grønne.
Foto 5: En af landsbyerne med tehuse op den stejle tur mod Lukla fra Jiri. Tore Grønne.


{mosmodule module=Nepal}