Ny dyreart opdaget på menukort

Skrevet af: Rasmus Bech, opdateret 20 februar 2012, læsninger: 328

Mekong Kjersti JoergensenForskere har identificeret mere end 200 nye arter i Sydøstasiens Mekong-region, der inkluderer områder i Thailand, Laos, Cambodja, Burma, Vietnam og Yunnan-provinsen i Kina, hedder det i en ny rapport fra WWF.

Her er blandt andet tale om planter, reptiler og fisk, men flere af dem er i fare for at uddø, og forskerne mener, at andre arter uddør netop nu, inden de overhovedet når at identificere dem. Over de seneste ti år har man nemlig opdaget mere end 1000 nye arter i området, og der er ikke noget, der tyder på, at man har afklaret alt endnu.

Mekong-regionen er et af verdens mest bio-diverse områder, der blandt andet er hjemsted for vilde tigere, elefanter og Mekong-delfinen, og i takt med at forskere kommer ind i områder, der ikke tidligere har været tilgængelige, opdager de arterne.

Det skriver BBC. Blandt de nyeste arter, der er blevet ’opdaget’, er en abe i Burma, der angiveligt skulle have en Elvis-frisure. Lokale fortæller, at de ser den sidde med hovedet mellem benene, når det regner, så der ikke løber vand op i dens næse, der vender opad.

En anden nyligt opdaget art er et firben, hvor der udelukkende er hunner, der reproducerer via kloning. Bizart nok blev den opdaget, da en forsker så den på et menukort på en vietnamesisk restaurant.