Rejsemesse i Herning har fokus på udeliv

Skrevet af: Casper Devantier, opdateret 20 februar 2012, læsninger: 490

Godemessetilbud

Fra fredag den 24. til søndag den 26. februar slår Messecenter Herning dørene op til den årlige rejsemesse ’Ferie for Alle’. Udeliv-sektionen er det nyeste temaområde, og her bliver der fokus på aktive rejser, og man finder masser af udstyr, der passer til en lang række aktiviteter.

Ifølge Ferie for Alle er det her eventyreren, friluftsmennesket og naturentusiasten kan få gode tips og tricks til den næste tur ud i det fri, og derudover finder du masser af aktiviteter, som for eksempel stor teltudstilling, dykkerpool med gratis prøvedyk, kajakpool med prøveture osv. Der bliver også afholdt masser af foredrag og konkurrencer. Hver dag kan du også deltage i den store rejseauktion, hvor du kan byde på billige rejser.

Udlandet har vokseværk

Alle verdenshjørner er repræsenteret på rejsemessen og i år er der ekstra fokus på oversøiske rejser, der for første gang har fået deres egen temahal. Du kan for eksempel komme helt tæt på Cuba, der er med som ny destination på messen. Og drømmer du om en tur til USA, eller har du allerede booket, kan du faktisk få klaret din indrejsetilladelse til USA ved deres stand i Hal G.

Læs mere og køb billet på www.ferieforalle.dk