Island: På mountainbike i højlandet

En tur på cykel fra Reykjavik rundt om Islands næststørste gletsjer Hofsjökull giver mulighed for virkelig at opleve Islands vidunderlige og barske natur. Forfatteren og en kammerat tilbragte syv dage på mountainbike i det islandske højland. Mere end 500 anstrengende kilometer blev det til - mellem sneklædte bjerge og endeløse lavaørkener, iskolde smeltevandsstrømme og dampende kilder.

Vi landede med flyet tidligt om morgenen i Keflavik. Selv om kalenderen viste juli måned fortalte en kold brise, at vi var kommet langt mod nord. Efter et kort ophold i Reykjavik, hvor vi foretog den sidste proviantering og fik købt specialkort over højlandet, gik turen hurtigt ud af byen med retning mod den gyldne cirkel. Efter nogle timers kørsel på vores tungt pakkede cykler stod vi pludselig med udsigt over det sagnomspundne Thingvellir. Den dag i dag kan skellet mellem den europæiske og den amerikanske fastlandssokkel tydeligt ses som en imponerende og langstrakt forskydning i fjeldet. Efter et kort ophold fortsatte vi mod Geysir og fik den første forsmag på at cykle på højfjeldsvejene. Det kan bedst sammenlignes med at cykle i en strandkant fyldt med store huller, løst sand og store sten. Geysir-området kunne ses på lang afstand med de mange dampsøjler, der rundt omkring i landskabet stiger næsten lodret til vejrs. Vores første overnatning blev på en primitiv campingplads, hvor den geotermiske energi er blevet brugt til at lave flere udendørs bassiner med temperaturer fra 25 til 40 grader. Det var en sand nydelse, efter at have tilbagelagt de første 100 kilometer, at flyde rundt i det varme og svovlholdige vand.

Til Hveravellir og de varme kilder 
Næste dag skulle vi for alvor op i det golde og barske højland. De milevide sorte og brune lavamarker virker på afstand både imponerende og skræmmende. Først så vi dog gejseren springe i Geysir og kun seks kilometer længere fremme det imponerende Gullfoss.
Herfra gik turen videre ad Kjölurvejen, som er den ene af to færdselsårer gennem højlandet. I århundreder har islandske heste i sommermånederne benyttet disse veje til at forbinde den sydlige og nordlige del af Island. Vejen førte os hurtigt op i højlandet uden spor af grøn vegetation. Om aftenen nåede vi frem til Hvidsøen, hvor små isbjerge, kælvet fra Langjökull-gletsjeren, flyder rundt. Dette er det eneste sted på Island, hvor en gletsjer går helt ned til vandet og søsætter små isbjerge. Vi slog teltet op, mens solen kastede langstrakte skygger på bjergsiderne omkring.  
Kort efter start næste morgen stødte vi på dagens første forhindring. Vejen blev gennemskåret at en smeltevandsstrøm, og vi forberedte os på turens første af utallige overbæringer gennem det iskolde vand. Vi fik buksebenene smøget op og lærte hurtigt, hvor vigtigt det er at beholde skoene på for at have et godt fodfæste. Det skulle vise sig at være endnu vigtigere gennem de kraftigt brusende smeltevandstrømme tæt på Hofsjökull. Efter en hård dags kørsel i højlandet nåede vi frem til Hveravellir. Her ventede et velfortjent bad i et naturligt bassin midt mellem de mange sydende og dampende kilder.

Nord om Hofsjökull 
Da vi næste dag forlod Kjölurvejen for at krydse nord om Hofsjökull over til Sprengisandurvejen, var det med bange anelser. 60 kilometer havde vi planlagt at følge et gammelt hestespor markeret på kortet, før vi igen skulle få kontakt med Sprengisandurvejen sydpå. Snart efter vi forlod Kjölurvejen, mødte vi de første advarselsskilte, der fortalte om kviksand og farlige smeltevandsstrømme. Al færdsel er helt på eget ansvar. Før vi begav os ind i området, traf vi en gruppe på islandske heste, som havde tænkt sig at tilbagelægge samme vej. Af dem vi fik vi mange gode råd om området. Sporet var beregnet for islandske heste, og cykling i den bløde askeørken var kun muligt i meget begrænset omfang. Det blev en lang vandredag, hvor vi tilmed skulle igennem 15-20 iskolde smeltevandsstrømme. Meget sent på aftenen nåede vi frem til en hytte, hvor vores ridende islandske venner ventede. Her fik vi en herlig modtagelse og blev trakteret med resterne fra et bedre måltid. Islændingene var på en længere tur i højfjeldet og havde fået lagt forsyninger ud med 50-60 kilometers afstand. Der blev festet med øl, vin og sang. Man kan sagtens være højrøstet, når der ikke er anden bebyggelse i næsten 100 kilometers omkreds.
 
Et islandsk Versailles.
De næste dage fulgte vi Sprengisandurvejen sydpå gennem højlandet. Landskabet var goldt og vejret blæsende. Udstrakte askeørkener og lavamarker udgjorde naturscenerier, som vel egentlig kun kan opleves på Island. Pludselig midt ude i en stenørken var der -tilsyneladende helt umotiveret - placeret en tankstation. Islændingene har døbt den “Versailles”. Her foretog vi turens første indkøb af proviant og ikke mindst søde sager.
Næste morgen forlod vi “slottet” og kørte ned ad bakke ud af højlandet. Det gik hurtigt lige indtil vi nåede foden af vulkanen Hekla. Så brød den ene af cyklerne sammen med smadret baghjul. Vi måtte lade os transportere de sidste 100 kilometer tilbage til Reykjavik med en af de højlandsbusser, der to gange om ugen kører ad Sprengisandurvejen. Heldigvis skete uheldet på en af de dage, hvor bussen kørte. Sent om aftenen slog vi teltet op på en campingplads midt inde i Reykjavik. Efter hårde, men uforglemmelige dage i cykelsadlen blev den sidste tid i Island brugt til at lege helt almindelige turister i hovedstaden.

{mosmodule module=Island}