Forårs ski i Rondane

Skrevet af: Mads Pedersen, opdateret 02 marts 2012, læsninger: 728

shutterstock 1294513_Tylor_En langrendstur i de norske fjelde er oplagt i foråret, hvor hygge og afslappende ture kendetegner stemningen på løjperne. Om natten er det stadig koldt, og det sikrer et fint føre det meste af dagen, samtidig med at lyset er begyndt at vende tilbage. Det betyder lange dage med klart vejr.

Perfekt til en tur på ski. Nordmændene valfarter derfor selv ud i fjeldene for at opleve cremen af de norske naturoplevelser. Og der er nok af præparerede spor at vælge imellem.

For eksempel kan du kaste dig ud på en tur fra hytte til hytte i Rondane Nationalpark. Har du tre-fire dage vil en tur fra Høvringe over Smuksjøseter og Rondvassbu til Rondane Spa være en oplagt tur i marts og april, mens sneen stadig ligger på fjeldet. Kommer du senere hen mod St. Bededag og Kristi Himmelfartsferien, så risikerer du, at sneen er smeltet, og så er det vandrestøvlerne og ikke skiene, du skal bruge for at komme rundt på fjeldet.

Langs denne rute kan du opleve de dramatiske fjelde, der gør Norge så elsket blandt filuftsfolket, og du kan gøre det på en årstid, hvor vejret ofte tilbyder optimale forhold for en tur på langrendsski. Høje fjelde, klare bjergsøer og rå nordisk natur er kodeordene for turen, som kan foretages fra hytte til hytte, hvis du ikke har mod på at slæbe dit eget telt og kogegrej med på ryggen. Tager du af sted i en af ferierne, så er det dog nok en god idé at bestille en seng på forhånd, da det som sagt er en uhyre populær tid at tage ud i fjeldet på – og det er ikke uden grund.



shutterstock 1294521_Tylor_Ruten dag for dag

Dag 1: Fra Høvringen til Smuksjøseter
Denne første dag er kun på fem-seks kilometer, da de fleste ikke kommer af sted på skiene lige fra morgenstunden på førstedagen. Turen begynder ved skiskolen og går efter den blå rute til Smuksjøseter, hvor du kan indlogere dig i Fjeldhytten (www.smuksjoseter.no). Det koster cirka 500 kroner per person for et dobbeltværelse og 300 kroner, hvis du er medlem af DNT.

Dag 2: Fra Smuksjøseter til Rondvassbu
På dag to tilbagelægger du 16 kilometer. Efter fire-fem kilomter kommer du til Peer-Gynt-hytten, hvorfra du vælger sporet til venstre (mod vest), og den vej fører dig frem til Rondvassbu, hvor du ved den smukke sø finder en fjeldhytte (www.ut.no/hytte/rondvassbu). Du kan få en seng for omkring 100 kroner, hvis du er medlem af DNT, eller må du slippe i omegnen af 175 kroner.

Dag 3: Fra Rondvassbu til Rondane Spa
Sidste dag består af 12 kilometer mod sydvest til Rondane Spa (www.rondane.no, hytter 750 pr. døgn). På vejen vil du komme forbi nogle krydsende løjper, men du skal holde kursen mod vest. Her kan du tage en overnatning efter din skitur eller finde tilbage til Høvringen, hvis du har din bil stående der. Se ellers den alternative fjerde dag.

Dag 4 (alternativ): Fra Rondane Spa til Høvringen
Hvis du vil tage den på ski tilbage til Høvringen, skal du følge sporet, der går mod nord få hundrede meter øst for Rondane Spa. Den vej fører dig tilbage til Peer-Gynt-hytten og videre derfra tilbage til Høvringen. Det svarer til en tur på godt 16 kilometer.

Flere dage og længere ind
Har du flere dage til rådighed, og vil du gerne længere ind i fjeldet, så se turkortet på www.ut.no (kryds af i ”Hytter” og ”Vinterløyper”). Her kan du nemt finde en alternativ rute videre ind i fjeldet. For eksempel videre fra Rondvassbu til Bjørnhollia.

FAKTABOKS

Hvordan kommer jeg frem?
Høvringen ligger knap fem timers kørsel nord for Oslo. Find din rute på www.viamichelin.com. Skal du med offentlig transport, må du med toget fra Oslo til Otta (cirka 400 kroner, www.nsb.no), og herfra skal du videre med bus til Høvringen (knap 50 kroner, www.fjord1.no).

Hvad koster det?
Norge er for nyligt blevet kåret som verdens dyreste land, og det kan også mærkes ude i fjeldet. Der er dog penge at spare, hvis du melder dig ind i Den Norske Turistforening (www.turistforeningen.no). Det koster knap 500 kroner per voksne medlem, men der skal ikke mange overnatninger til, før de er tjent hjem igen. Medlemskabet kan desuden bruges til at få en nøgle til fjeldområdernes mange ubemandede hytter, som kan benyttes på både sommer- og vinterture.

Hvor overnatter jeg?
En tur på ski i det norske forår handler om hygge og afslapning. Derfor er overnatning i hytte et oplagt valg. Synes du, det er for kedeligt, så kan du også bare slynge teltet på ryggen og finde dine egne lejrpladser undervejs.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Du kan stå på ski på mange af de norske løjper fra december og frem til april. Det klare vejr og de lange lyse dage finder du dog kun ud på foråret.

Hvem kan klare turen?
Der er ikke mange kilometer på ski de enkelte dage på denne tur, så her kan de fleste være med. Ellers tag en enkelt dag eller to på skiskolen i Høvringen, hvis du er helt ny på langrendsski. Er du mere ambitiøs, kan du måske planlægge længere – eller flere – dagsmarcher og dermed nå længere ind i fjeldet.

Hvor bliver jeg klogere?
Du kan læse mere om mulighederne for vårvinterski på www.ut.no og www.rondane-dovrefjell.no.

Hvilke kort skal jeg bruge?
Løjperne er velmarkerede, men du bør altid medbringe kort på ture i fjeldet. Her kan du bruge ”Rondane Nord” og ”Rondane Sør”, der begge er i 1:50.000. Du kan også bruge ”Rondane” i 1:100.000. Kortene kan du købe i Nordisk Korthandel eller på www.scanmaps.dk. Husk at turistkontorer ofte har udmærkede og ikke mindst gratis kort, som de udleverer, hvis du har tid til at kigge forbi, inden du tager på tur.