Alt det, vi ikke kan se
I det her magasin kan du komme med ud på fredsommelige vandrestier, på alverdens landeveje og de arktiske fjordvande. Komme med ud i verden på ture, hvor kroppen er motor gennem naturen.
Derud, hvor man hører fuglenes fløjt i de dybe skove. Vandets skvulp, når pagajen bryder havoverfladen. Dækkenes summen, når de ruller over grusvejen i et land langt borte.
Der er noget magisk ved at bevæge sig gennem verden ved egen kraft. Det er ren forkælelse af krop, sjæl og sanser ikke at sidde gemt bag en bilrude og fare forbi omgivelser og oplevelser, men tage sig tid til at komme frem. Langsomt.
Få det hele med. Men der ligger mere, end hvad øjnene kan se, ørene kan høre, og næsen kan dufte. Der ligger historier gemt i landskaberne. Kultur. Traditioner.
I det her magasin er vi for eksempel ude på stierne i Sveriges dybe skove, hvor der i dag er fred og ro, men hvor det engang summede af minedrift.
Nu er de gamle skakter dækket af klart vand, og toget på den nedlagte jernbane bumler ikke længere af sted med kobber. I stedet står det parkeret som en strandet hval fra en svunden tid, dekoreret med blomsterkummer og flag og indrettet som togcafé.
På de magiske vande i det sydlige Grønland, hvor kajakkerne glider lydløst forbi enorme isskosser, og indlandsisen ligger bag spidse fjelde, er der minder om dengang, Erik den Røde bosatte sig her.
Du kan ikke nødvendigvis se dem, men alene tanken giver en ekstra dimension til eventyret. Og så er det fascinerende at tænke på, at man kommer frem som grønlænderne har gjort i århundreder.
I historien om 100 års danske verdenscyklister hører vi om de farverige pionerer fra 1920’erne, der satte ud med soveposen på styret, en pistol i lommen og stort set ikke en rød reje i tegnedrengen.
Det mærker man ikke, når man sætter ud på cyklen i dag – men det gør noget at vide, hvad det er for en tradition, man skriver sig ind i. Og så er det slet og ret fascinerende, hvad de gamle eventyrere formåede på simple baldeknusere ude i en verden, hvor de ikke anede, hvad der lå forude. Det sætter oplevelserne i perspektiv.
Vi rejser med kroppen og sanserne – indånder luften og sluger udsigterne med øjnene. Men tager vi os tid til at gå dybere ned i alt det, man ikke altid kan se, bliver oplevelsen bare rigere.
Tore Grønne, chefredaktør
© 2020 Opdag Verden ApS
