Befolkning, kultur og religion i Spanien
opdateret 13 september 2008, læsninger: 10256
Der bor cirka 44 millioner mennesker i Spanien, hvoraf de 92 % er spaniere og 8 % udlændinge. Dog kan det være svært at betegne Spanien som et samlet hele, da landet består af 17 regioner der i stor udstrækning har selvstyre. I nogle regioner har befolkningen en udpræget selvstændighedsfølelse og her vil man formentlig møde en del, der snarere betragter sig selv som baskere (2 %), catalanere (16 %) eller galiciere (8 %).
Sprog
Officielt taler man i Spanien castiliansk, det vil sige spansk, men i forskellige regioner taler man også catalansk, baskisk, galicisk og valenciansk. Mellem de forskellige regioner er der ligeledes forskel på måden hvorpå castiliansk udtales. Nord på hører man ordene udtalt meget som de står skrevet, mens man i det sydlige Spanien, og specielt i Andalusien, hurtigt kan blive hægtet af, da ”s” ikke udtales, hvilket er meget lig den dialekt, man vil møde i de Sydamerikanske lande.
Religion
Spanierne er, som de fleste sydeuropæere, troende og statsreligionen er romersk-katolsk, som 90 % bekender sig til. Muslimer og protestanter udgør under 2 % af befolkningen.
I Spanien har hver by sin egen skytshelgen og det giver hvert år spanierne anledning til at fejre skytshelgens dag ”dia de la virgen de…”, hvor folk typisk går i procession til kirken bærende på statuer, ikoner eller billeder af byens skytshelgen. Hver skytshelgen har deres egen dag, så det er meget forskelligt fra by til by, hvornår den religiøse fest fejres. En god idé er når rejsen planlægges, at undersøge hvornår den lokale skytshelgen fejres.
Er man så heldig at være i Spanien i påsken, kan man opleve den helt store religiøse begivenhed Semana Santa, påskeugen. I Semana Santa oplever man næsten en hel uge med festivitas, hvor gaderne hver dag bliver tilløbsstykke for store menneskemængder der går i procession med statuer i fuld størrelse af bl.a. jomfru Maria. Semana Santa er noget for sig selv specielt i andalusiske byer, med Sevilla som garant for den ultimative oplevelse i påskeugen.
Regioner
Da Spanien dækker et stort geografisk område, og samtidig historisk har været udsat for forskellige kulturelle påvirkninger fra diverse erobrere igennem tiderne, vil man opleve at de enkelte regioner såvel naturmæssigt som kulturelt har hver sit særpræg at byde på. Udover de 17 regioner, som er opdelt i 50 provinser med hver deres hovedsæde, er der yderligere to spanske enklaver i Nordafrika; Ceuta og Mellila.
Galicia:
I Galicien, som ligger i det nordvestlige hjørne af Spanien med kysttrækning mod Atlanterhavet, må du være forberedt på at vejret ofte byder på regn. Det er i regionens smukke middelalderprægede hovedstad Santiago de Compostela du ender din pilgrimsfærd, hvis du har valgt at vandre ad Camino de Santiago. Calicien byder også på utallige strande, bugter, klipper samt fiskerlandsbyer og det er derfor ikke underligt, at regionen er kendt for sine mange udsøgte fiskeretter. www.turgalicia.es
Principado de Asturias:
Asturien er den østlige naboregion til Galicien. Regionen var den eneste region i Spanien der ikke nåede at blive besat af muslimerne, hvilket befolkningen meget stolte af. Asturien har også en vidunderlig kyststrækning, som det er værd at udforske. I det østlige hjørne af regionen at du finder naturperlen Parque Nacional de los Picos de Europa. I nationalparken støder du på et varieret landskab med skove, kløfter, søer og majestætiske bjerge, hvor det også er muligt at gå på opdagelse i grotter - Caving. www.infoasturias.com
Cantabria:
Det grønne Cantabria deler ikke kun de smukke sandstrande og fiskerlandsbyer langs kyststrækninger mod Biscayabugten med Asturias, men også Parque Nacional de los Picos de Europa og dets varierede landskab. Ved strandene indbyder bølgerne til surfing og er man i regionens hovedstad Santander omkring den 25. juli kan man i en uge fejre Semana Grande, byens store sommerfest, sammen med de lokale. www.turismoruralcantabria.com
País Vasco:
Baskerlandet er udover de grønne og bjergrige egne samt barske klipper ud til kysten kendt for sin udprægede nationalitetsfølelse og trang til løsrivelse fra Spanien. Gastronomisk set er det baskiske køkken anset for at være det fineste i Spanien med alt godt fra havet som den gennemgående ingrediens. I byen San Sebastián, som er den mest baskiske af alle baskiske byer, finder man da også Spaniens bedste tapas. Baskerlandet har flere særprægede sportsgrene med pelota vasca, en form for håndbold op af en mur, som en af de mere kendte. www.paisvascoturismo.net
Navarra:
Navarra er baskerland og hjemsted for byen Pamplona, hvor der hvert år først i juli fejres Fiesta de San Fermín. Det er under denne fest for skytshelgenen San Fermín, at der hver morgen bliver sluppet adskillelige tyre løs. Tyrene løber igennem de smalle gader side om side med flere hundrede mennesker, inden de når deres mål Plaza de Toros, som er byens tyrefægtningsarena, hvor de senere på dagen er hovedattraktionen. Regionen byder udover Pamplona på mange små charmerende byer med historie der daterer sig tilbage til romernes besættelse. Passet i Pyrenæerne ved byen Roncesvalles markerer starten på den spanske del af pilgrimsruten Camino de Santiago. www.turismoruralnavarra.com
La Rioja:
Siger man Rioja tænker man straks på vin. Det er da også vin som regionen er verdenskendt for. Vinene i La Rioja har været dyrket her siden romertiden og regionens vingårde, eller bodegas som de kaldes i Spanien, finder man langs floden Río Ebro, koncentreret om byen Haro. Er du til fods langs pilgrimsruten til Santiago de Compostela vil du komme igennem La Rioja, som også byder på fodspor af vores forgængere, dinosaurerne, der yndede at opholde sig her. www.lariojaturismo.com
Aragón:
Aragón er sparsom befolket, men rig på kultur og naturoplevelser. Regionen, med grænse til Frankrig i nord, byder på smukke naturoplevelser i nogle af de højeste og mest spektakulære dele af Pyrenæerne. Der er mere end 6000 kilometer afmærkede vandreruter, og fine muligheder for aktiviteter som klatring, caving, kano, rafting, mountain bike samt adskillige oplagte steder at stå på ski. Regionens naturperle er Parque Nacional de Ordesa y Monte Perdido, der er kendt for sine dybe kløfter, lodrette bjergsider samt krystalklare floder og frodige dale. I Aragón er der også rig mulighed for at se middelalder byer og -slotte samt seværdigheder i regionens stemningsfyldte hovedstad Zaragoza. www.staragon.com/dga/rutaturingles.htm
Catalunya:
Siger man Catalonien siger man også Barcelona og Costa Brava, men Catalonien er meget mere end strand, turister og stemningsfyldt storby. Catalonien er anderledes end resten af Spanien, hvilket kommer til udtryk i såvel mentalitet, sprog, gastronomi som bygninger der knytter sig til regionens unikke historie. I det nordlige Catalonien kan du i Pyrenæerne trekke i nationalparken, Parc Nacional d´Aigüestortes i de Estany de Sant Maurici, hvor bjergene er knap så høje som i Aragón, men ikke mindre betagende med sine sneklædte tinder og smukke søer.
Der er i regionen et væld af muligheder for en aktiv ferie, med såvel ridning, klatring, caving, trekking, ski og vandsport som nemt kan kombineres med kulturelle oplevelser af historisk og religiøs karakter, museer og spektakulære bygningsværker samt ikke mindst den lokale gastronomi. Det stemningsfyldte og intense Barcelona, som Gaudi har sat sit præg på, er bestemt også flere dages besøg værd. catalunyaturismo.com/
Castilla y León:
Regionen er primært kendetegnet ved sit langstrakte slettelandskab, mens der i yderkanten af regionen er mulighed for at se lidt mere bjergrige landskaber, bl.a. Picos de Europa i nord. Klimaet er præget af slettelandskabet, med meget varme sommermåneder og iskolde vintre.
Castilla y León er også kendt for sin vinproduktion, som er koncentreret langs folden Río Duero. Spredt ud i slettelandskabet er der flere spændende byer, som f.eks. Segovia med den romerske akvædukt, katedralen fra det 16. århundrede, samt den prægtige fæstning Alcázar og universitetsbyen Salamanca med det livlige natteliv og den flotte arkitektur, hvor det også er muligt at gå på sprogskole. www.turismocastillayleon.com
Extremadura:
Extremadura er en arealmæssig stor region, der grænser op til den sydlige del af Portugal. Regionen har en lav befolkningstæthed samt stor arbejdsløshed og er forholdsvis ukendt for den rejsende. Mange af de spanske Conqistadores fra det 16. århundrede, der tog ud for at erobre det amerikanske kontinent, som f.eks. Hernán Cortés og Francisco Pizzaro, havde sin oprindelse i regionen. Byen Trujillo var sidst nævntes hjemby og ligger ikke langt fra fuglereservatet Parque Natural Monfragüe, der huser 75% af Spaniens fredede fulgearter. www.turismoextremadura.com
Castilla – La Mancha:
Castilla – La Manchas er sletteland, det er et varmt og tørt område, hvor tiden står stille lige så langt øjet rækker. Regionen er bedst kendt fra historien om Don Quijote, som kæmpede med de flotte hvide vindmøller i byen Campo de la Criptana, fordi han troede de var fjenden. Regionens imponerende historiske hovedstad, Toledo, har i flere omgange været en af de vigtigste byer på den iberiske halvø. Både under herredømme af såvel romerne og muslimerne samt ikke mindste som Spaniens hovedstad under Carlos den 1. i 16. tallet. Toledo er uden sammenligning regionens største turistattraktion. www.castillalamancha.es/turismo/SP/Portada/
Comunidad Valenciana:
Regionen med den lange og populære middelhavs kyststrækning Costa Blanca er hjemsted for små 4 millioner indbyggere, som i turistsæsonen bliver mere end fordoblet, primært grundet de mange kilometer flotte sandstande. Hovedstaden Valencia er kendt for sit ekstraordinære natteliv, med festen Las Fallas de San José fra den 12.-19. marts, som højdepunktet. Her ser man de enorme skulpturer (fallas), der kan bliver op til 15 meter høje. Vil du opleve en helt anden verden skal den opleves inde i landet, hvor der er rige muligheder for at komme tæt på naturen til bens såvel som på cykel ad de markerede GR ruter. www.comunitatvalenciana.com/
Murcia:
Murcia, der ligger klemt inde af Communidad Valenciana i nord og Andalusien i syd er en af Spaniens mindst besøgte regioner, men har alligevel en del at byde på. Vest for hovedstaden Murcia finder man Parque Natural de Sierra Espuña, der dækker et område på 250 kvadrat kilometer med højland og limstensformationer, der giver enestående naturoplevelser for vandreren såvel som klatreren. I byen Lorca, som tidligere var grænseby mellem kristne og muslimer, kan man sammen med de lokale fejre Semana Santa og deltage i de spektakulære processioner. www.murcia-turismo.com/
Andalucia:
Den stemningsfyldte og livlige region i det sydlige Spanien, har alt hvad hjertet begærer for den rejsende. Her kan man få adskillelige uger til at gå med at udforske såvel naturen som kulturen. Er man til strand, surfing og andre vandaktiviteter byder regionen på mange hundrede kilometer kyst, lige fra den mere ukendte Costa de la Luz i vest til turistmagneten Costa del Sol i øst. Vil du vandre eller stå på ski, er der masser af muligheder i de sneklædte Sierra Nevada bjerge, som kun ligger ganske få timers kørsel fra kysten.
I Sierra Nevada finder man den Iberiske halvøs højeste bjerg Mulhacén, der for den trænede vandre kan bestiges på en lang dag. Rundt om i Andalusien er der flere interessante naturparker og -reservater, som med fordel kan opleves. Den Andalusiske stemning eller passion får man først helt ind i kroppen, når man har oplevet en aften med Paella og Flamingo eller festet sammen med de lokale hele påskeugen i en af de mange smukke byer som f.eks. Sevilla. Vil du snuse til det arabiske islæt af Andalusien er mulighederne uudtømmelige, det arabiske præg er overalt, men de hvidmalede landsbyer i Alpujarras og fæstningen Alhambra i Granada, er et must, hvis man er på de kanter. www.andalucia.com
Islas Baleares:
Balearerne består af de fire middelhavsøer, Mallorca, Menorca, Ibiza og den mindre Formentera, der ligger et par hundrede kilometer ud for Catalonien og Communidad Valencianas kyster. Øerne er primært kendt for sandstande og masser af turister, men byder udenfor turistområderne på små fiskerlandsbyer, oldtidsruiner, olivenlunde og masser af skøn natur for den aktive rejsende. Det er oplagt at prøve de fleste former for vandaktiviteter her på øerne, hvor specielt dykning på Mallorca, Ibiza og Menorca kan fremhæves. I Sierra de Tramuntana på Mallorca er der flere oplagte muligheder for cykling såvel som vandreture i de betagende bjerge, smukke dale og dybe kløfter. www.visitbalears.com/
Islas Canarias:
De Kanariske øer består af syv ører, hvoraf Gran Canaria, Tenerife og Lanzarote, er de mest kendte. Øgruppen ligger i Atlanterhavet ud for den nordafrikanske kyst i det sydlige Marokko og de fleste af øerne er med deres varme klima og smukke sandstrande yndede mål for masseturismen året rundt. På de enkelte øer er der mange muligheder for dem som vil opleve naturen udenfor turistområderne.
På Gran Canaria ved øens vulkanområder er såvel mountain biking som vandring populært, mens du på naboøen Tenerife kan bestige Spaniens højeste punkt, vulkanen Teide. På Lanzarote kan du prøve kræfter med en lang række sportsaktiviteter. De Kanariske øer indbyder i det hele taget til de fleste former for vandsport, som f.eks. snorkling, dykning, kajak og vandski. www.canary-guide.com/
Comunidad de Madrid:
Regionen omkranser Spaniens hovedstad Madrid, som vokser sig større og større og forvandler landsbyer til forstæder. I nord mod grænsen til Castilla y León huser regionen den lave bjergkæde Sierra de Guadarrama, hvor det er gode vandremuligheder samt i en god vinter muligt at stå på ski. Spaniens hovedstad Madrid har dét, en moderne metropol skal have, masser af gode muligheder for at spise og drikke, interessante museer, intime markedspladser samt et attraktivt natteliv, hvor der er gang i den til den tidlige morgen. www.esmadrid.com/
