Tadsjikistan er 92% bjerge og 100% eventyr. Tadsjikistan er en isoleret og for de fleste ukendt del af Centralasien. Smukt, fjernt og med trekking- og naturoplevelser man ville ønske aldrig ville få en ende.  

Tadsjikistan ligger på den sydlige rute af Silkevejen. Landet lligger med Pamir-bjergene i krydset mellem de tre store bjergkæder – Hindu Kush, Tien Shan samt Karakorum. Tilsammen danner de en del af ’verdens tag’, og mange rejsende har allerede besøgt nabolandene Pakistan og Kina for at trekke – men endnu ganske få har besøgt Tadsjikistan.

Før uafhængigheden og løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 var Tadsjikistan et populært feriemål inden for sovjetstatens grænser. Efter løsrivelsen gik turismen nærmest i stå, og det er endnu ikke lykkedes at komme op på tidligere niveau. Så trods de fantastiske muligheder i bjergkæderne Pamir og Fann, er Tadsjikistan næsten ukendt for os i den vestlige verden. 
 
Kulturelt byder Tadsjikistan på flere spændene seværdigheder. Heriblandt de tadsjikiske budha-statuer, som er fra samme civilisation (Bamiyan), som dem Taliban sprængte bort for et par år siden, og de er nu verdens største. Centralasiens Pompeij er den antikke by Penjikent fra det 5. til 7. århundrede. Byen blev grundlagt af Sogdian-folket, som senere forsvandt sporløst – men deres sprog og kultur er stadig bevaret hos nogle stammer I Pamirbjergene.

Hovedstad i landet er Dushanbe – en landsby, som sovjettiden med beton og planlægning forvandlede til republikkens hovedstad. Dushanbe ligger ved floden Dushanbinka. Indbyggertal: 580.000. Ordet ’Dushanbe’ betyder Mandag, og formodes at være navngivet efter den dag, hvor der var marked i byen.

Få nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste updates med friske artikler og aktiviteter på opdagverden.dk