Udstyrstest

OSPREY EXOS PRO 55

Rummelig rygsæk til let grej

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 19. apr 2024
Læst af: 613
Karakter fra test

Osprey Exos Pro 55 er en rummelig rygsæk med en vægt på kun 942 gram, der er designet til de længere ture, hvor man pakker let.

Anmeldelsen

Jeg har brugt Osprey Exos Pro 55 på weekendture herhjemme, men mest over en længere periode i det grønlandske sommerfjeld. Rygsækken er primært designet til langdistancevandring og opbygget med et let, luftigt bæresystem, som sikrer afstand mellem et mesh-stykke, der har kontakt med ryggen, og selve rygsækken. Det spiller rigtig godt. Ryglængden er desuden justerbar i fem niveauer, samtidig med at den fås i to ryglængder, så du kan få den helt rigtige pasform. Hoftebæltet er let polstret, men omslutter hofterne godt og giver god støtte, hvis der ikke er for meget vægt i rygsækken. Efter min mening skal der maksimalt 8-10 kilo i rygsækken.

Untitled 1

Exos Pro 55 er lavet i en kombination af NanoFly 100D Nylon og 200D ripstop termoplastik; lette materialer med god styrke. Det er lykkedes mig at lave et lille hul i bunden af rygsækken, men det gode ripstopmateriale gør, at hullet ikke udvider sig.

Toplåget, der har en udvendig lomme, kan nemt klikkes af, og man kan i stedet bruge et ekstra låg, Flapjacket (og spare 80 gram). Flapjacket kan desværre ikke tages af, så det giver meget materiale med stropper osv., som kan skabe lidt forvirring, når man skal i hovedrummet gennem snelukningen og gerne vil benytte toplåget. Jeg ville ønske, at man kunne tage det lette låg af eller gemme det væk og på den måde aldrig have to låg samtidig.

Indvendigt er en lomme til vandreservoir. På fronten sidder en elastisk lomme til jakken eller lignende samt enkelte løkker til montering af udstyr. På hver side af rygsækken er en rummelig elastisk lomme med to indgange – en fra toppen og en fra siden – som gør det væsentligt nemmere at komme til lommen, mens man har rygsækken på. De store sidelommer kan virkelig indeholde noget grej. Rygsækken har en lomme med lynlås på det ene hoftebælte og en med mesh på det andet. Begge lommer fungerer rigtig godt.

Det eneste, som Exos Pro 55 mangler i forhold til de fleste andre rygsække, er stropper til Vandrestave. Regnslag medfølger ikke. Alt i alt er Osprey Exos 55 Pro en let, men meget rummelig, rygsæk, som passer godt til mange typer ture. Den er især oplagt, hvis du kan pakke let til langtur, til brug i varmere vejr eller på weekendture i Skandinavien.

Osprey

EXOS PRO 55
Pris: 2.099,-

Bedømmelsen

Osprey Exos Pro 55 er en let rygsæk og ideel til dem, der prioriterer den lette oppakning. Rygsækken har et luftigt, komfortabelt og let bæresystem samt rigtig gode muligheder for justering af pasformen. 

8/10: Produktet fortjener applaus
Ventileret ryg, god fordeling af vægt, yderst lav vægt, høj rivstyrke, rummelige elastiske lommer på front og sider, mulighed for at fjerne det ydre toplåg, lommer på hoftebæltet
Intet regnslag, ekstra låg kan ikke gemmes væk, bærekomforten er afhængig af at du ikke fylder for meget i rygsækken.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Osprey EXOS PRO 55
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Osprey EXOS PRO 55 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.