Kongernes Dal og Hatshepsuts storslåede dødetempel er to af de mest berømte og mest besøgte attraktioner i Egypten. Men det betyder ikke, at du er tvunget til at følge i hælene på busfulde af turister. Faktisk får du den bedste oplevelse af dette fortryllende område ved at lægge turisthorderne bag dig og gå dine egne veje til dødetempel.
Kongernes Dal vågner langsomt til endnu en dag. Solen står endnu lavt på himlen og sender sine bløde stråler ind over det golde ørkenlandskabs lysebrune klipper. Ikke en vind rører sig, og luften er allerede varm og varsler om endnu en hed dag i Egyptens ørken.
I årtusinder lå disse lave bjerge øde hen. Landsbyboerne holdt sig tættere på Nilen og vidste bedre end at bevæge sig ind i denne øde, solsvedne verden. Men det har ændret sig, og selvom vi står ved indgangen til dalen, da den åbner, bliver insekternes højlydte summen overdøvet af fjerne menneskestemmer.
Mange menneskestemmer. De første turistbusser holder allerede parkeret på den store parkeringsplads, og forventningsfulde turister myldrer nu ind i den før så forbudte dal.
Over bjergene mod Nildalen
Fra Kongernes Dal fører en lille sti fra Seti den 1.’s grav op mod bjergkammen mod syd. Stien er blot et støvet spor i klipperne – næppe mere end 40 centimeter bred. Den første del af stigningen er relativ hård, fører stejlt opad, og middagssolen hamrer nådesløst ned over det tørre landskab med ufattelig styrke.
Der er ingen skygge at se, så vi tager en slurk vand og fortsætter storsvedende fremad. Inden længe har vi lagt Kongernes Dal og de øvrige turister bag os. Vi var nu helt alene på bjergstien.
Adskillige små stier forgrener sig ud fra vores. De løber på kryds og tværs hen over bjergene og bliver brugt af de lokale landsbyboere. Der er ingen skilte at se, så vi holder os til hovedstien, og det varer ikke længe, før vi bliver belønnet for vores anstrengelser.
Vi er kommet så højt op på bjergsiden, at Kongernes Dal ligger for vores fødder. Langt under os ser vi små skikkelser bevæge sig ind og ud af indgangene til gravene. Men først og fremmest kan vi se dalen i sine rette omgivelser.
Da vi i morges kørte op til Kongernes Dal, fik vi aldrig rigtig indtrykket af det landskab, den ligger i. Vi krydsede Nilen, kørte gennem grønne marker og var knap kommet ind i ørkenen, før bilen stoppede ved indgangen til dalen.
Men fra bjergsiden, hvor vi står, kan vi nu se Egyptens ørkenbjerge forsvinde i horisonten med Kongernes Dal i forgrunden. Det er først her, det for alvor står klart, hvorfor faraoerne i sin tid valgte dalen her som deres evige hvilested.
Også dengang var det her et landskab for de døde, og ingen levende ved sine fulde fem ville vove sig ind i disse ugæstfrie bjerge. Skulle nogen alligevel vove sig herind på jagt efter faraoernes skjulte skatte, ville de sandsynligvis selv finde døden i en af de utallige, steghede dale.
Kontrasten mellem de dødes verden og de levendes kan næsten ikke være større. Lige så tørt, øde og livløst månelandskabet på vores ene side er, lige så frodige og indbydende er Nildalens grønne marker på den anden.
How to resolve AdBlock issue? 
