• Hjem
  • Artikler
  • Tæt på Krugers kæmper - Sydafrikansk safari til fods

Tæt på Krugers kæmper - Sydafrikansk safari til fods

I Kruger Nationalpark

Braaaak!
Lyden skærer gennem den tørre luft som et smæld fra en pisk. Jeg standser brat og kaster blikket ind mod skoven. Over vildnis og buskads får jeg øje på en trætop, der ryster som en kludedukke, før den brutalt bliver jævnet med jorden. Mit instinkt sender mig hurtigt et skridt baglæns, da jeg skimter en grå kæmpe. Med imponerende stødtænder pløjer den sig frem, og de tunge ben tramper træer ned som spinkle tændstikker, bare et stenkast fra stien vi står på. Sikke en magtdemonstration.

Flodhest_Kruger_Sydafrika_F.jpg
Skrevet af: Aleksander Gamme
Opdateret den 28. jun 2023
Læst af: 8025

Braaaak!
Lyden skærer gennem den tørre luft som et smæld fra en pisk. Jeg standser brat og kaster blikket ind mod skoven. Over vildnis og buskads får jeg øje på en trætop, der ryster som en kludedukke, før den brutalt bliver jævnet med jorden. Mit instinkt sender mig hurtigt et skridt baglæns, da jeg skimter en grå kæmpe. Med imponerende stødtænder pløjer den sig frem, og de tunge ben tramper træer ned som spinkle tændstikker, bare et stenkast fra stien vi står på. Sikke en magtdemonstration.

Jeg er på safari dybt inde i Sydafrikas bortgemte vildmark, Kruger Nationalpark i den nordøstlige del af landet. Syv blege skandinaver står som naglet til jorden og ser på hinanden med tallerkenstore øjne. Vi har nærkontakt med savannernes kæmpe, og uden noget cirkustelt i sigte er den enorme elefant et nervepirrende syn. Hvad nu?

Safari til fods gennem Kruger Nationalpark kræver en god portion mod, ydmyghed og tillid til guiden. Der er ikke mulighed for at trykke speederen i bund på den terrængående jeep, hvis en vrissen elefant skulle komme lidt for tæt på. Du er her på dyrenes præmisser, og lytter du ikke til din guides instruktioner, kan det godt blive farligt. Til gengæld er du sikret et intimt møde med naturen og de dyr, der har hjemme i den.

Ian, vores guide, stiller sig foran os. Han havde ret. Der var en tung hanelefant i nærheden. Et par minutter tidligere var vi standset op ved et traktorlæs frisk elefantafføring, og Ian kunne lugte, at kæmpen var brunstig. Og er der et dyr i den sydafrikanske vildmark, man skal lade være med at drille, så er det en forårskåd hanelefant uden dametække. Vi vover os ikke nærmere, kun ud til et mere åbent område for at få et bedre udsyn og en flugtvej. Elefanten vifter med ørerne og er åbenbart opmærksom på os. Den virker urolig og rastløs, tydeligvis gnaven over at blive iagttaget under frokosten. Det klumpede hoved gynger i takt med kæberne, mens grenene forsvinder en efter en ind under snabelen. I flere minutter holder vi vejret, mens Ian overvåger alt og alle med et koncentreret blik. Så trækker vi os stille væk og fortsætter videre til fods.

 

Intimt møde med naturen

Over store dele af det afrikanske kontinent tilbydes safarier, hvor store grupper turister bliver kørt på rullende tribuner ud i bushen for at betragte det eksotiske dyreliv. Men denne park tilbyder et langt mere intimt møde med naturen, nemlig safari til fods. Ingenting kan sammenlignes med at møde de majestætiske dyr på deres egne præmisser. Ansigt til ansigt med vildmarkens adel med lugte og lyde, som understreger synet. Du hører leoparden labbe vand i sig fra en pyt og står lige over for et prustende næsehorn, som ikke flytter blikket. Du er med et en del af naturen, ikke en tilskuer. Det er sådan noget, der får pulsen til at stige.

Et kort øjeblik mærker jeg stenøksen i hånden og forestiller mig den dramatiske hverdag for buskmændene, som har levet her i tusinder af år. Som risikerede liv og lemmer, hver gang de var på jagt. Tak, jeg nøjes med en hakkebøf fra frysedisken. Så er det langt mere betryggende at stå ved siden af Ian, som er godt udstyret med riffel, revolver og årelang erfaring blandt vilddyr. 
 
 
Ian har arbejdet som safariguide i en årrække. Han har aldrig været i tvivl om, hvad han ville være og mener, han blev født til at være ude i vildmarken. Vi har netop afsluttet morgenturen og snakker løs over frokosten.
Safari til fods er langt mere krævende og spændende for guiderne. Vi må bruge al vores erfaring, og de evner vi besidder, til at opspore, hvor dyrene kan være. Det er ikke som at være i en zoologisk have, hvor dyrene står på rad og række. Af og til kan vi gå i timer uden at se noget, men i dag var vi heldige, smiler han.

I løbet af tre tidlige morgentimer mødte vi både bøfler, impalaer, elefanter og næsehorn. Ian stirrer ud på de tørre sletter og trækker cowboyhatten længere ned i panden. Hver uge trasker han i timevis på jagt efter dem, som oftest med et kobbel nysgerrige turister på slæb.
Dyrene er individer og opfører sig forskelligt fra gang til gang. Det gør hverdagen fascinerende. Det er vigtigt at kunne opfatte og forstå signalerne, de giver os, og det er slet ikke hver gang, de sætter pris på at have os i nærheden. Det må vi respektere, fortæller han.
Det har ikke regnet for alvor her i 18 måneder. Vandpytterne tørrer ind, og vegetationen er sparsom.

giraf.jpgBorn to be wild

Ian har set det meste, savannerne kan byde på. Over kaffekoppen får jeg serveret fantastiske historier om gepardernes jagt på antilopen og om, hvordan løver samarbejder for at nedlægge bøfler og næsehorn. Ja, til og med elefanter. Jeg fortsætter med at spørge og grave og er nysgerrig efter, om han nogensinde har måttet bruge riflen.
Jo, en gang. Det var en journalist, som stillede for mange spørsmål, griner han, før han fortæller, hvordan tre løver omringede og snerrede af ham og en lille flok turister, et umiskendeligt signal om, at der er frisk kød på menuen. Et skræmmeskud fik imidlertid rovdyrene på andre tanker. Ian præciserer, at det aldrig var kritisk, og at han aldrig har bragt turister i fare. Jeg tror på ham. Ian er alt, hvad man kan forvente af en vildmarksmand. Høj, mørk og myndig og med en utrolig ekspertise i alt, hvad der befinder sig uden for verandaen. For at blive guide skal man først igennem tre års krævende uddannelse, hvor alt fra skydetræning til meteorologi og fordybelse i alle arternes instinkter og adfærd er på pensumlisten.

Kontrasternes land

Vi pakker rygsækken ved morgengry og sætter kursen sydover til Drakensberg, et bjergområde, som omkranser højslettelandet Lesotho. Jeg sidder og døser på forsædet, mens de triste billeder af fattige landsbyer farer forbi. Røgen stiger op fra et lille skur, hvor en mager ko ser ud til at stå fast i indgangsdøren. Nogle sten på taget sørger for, at blikpladerne ikke blæser væk, og i vejkanten leger drengene med hjemmelavet legetøj.

I bakkerne nærmere byen ligger store villaer med tennisbaner og svømmebassiner omringet af hvide mure prydet med pigtråd og understreger de grelle forskelle mellem fattigdom og luksus. Sydafrika er en kombination af et rigt industriland og et fattigt afrikansk uland. Her har nogle hvide enormt meget, mens flertallet af de farvede har alt for lidt.

Selv om de har vundet den politiske kamp om lige rettigheder og demokratiske valg, er det fortsat de hvide, som styrer en stor del af landets økonomi. Hver dag kæmpes en betydelig kamp på den politiske arena for at forbedre de farvedes muligheder. Mange mener, processen går for langsomt, men landet har alligevel gjort gigantiske fremskridt, siden apartheid og racelovene tyranniserede hverdagen for de sorte. Det er underligt at tænke på, at det kun er knap 15 år siden, hvide og farvede tog forskellige busser, ikke sad på samme bænke eller kunne bo i nærheden af hinanden.
Jeg vågner af mine tanker, da bilerne suser forbi på højre side. Venstrekørsel er som underlige glimt fra bagvendtland og minder om, at landet var en del af det britiske commonwealth frem til 1961.

I det fjerne kan jeg skimte kuperet terræn og gråbrune bjerge. Når det gælder bjerge, er jeg krævende. Ikke meget kan måle sig med gigantiske Jotunheimen og majestætiske Romsdalen hjemme i Norge. Kommer jeg til at gabe mig gennem de næste tre dage?

Eventyr i aftenmørket

Jeg får mig en herlig overraskelse og en lærestreg. Bjerge er ikke til for at blive sammenlignet, men for at blive nydt. Vi traver over grønne højsletter med et storslået panorama omkring os og over bjergpartier med canyon-agtigt terræn med stejle skrænter. Så ravruskende anderledes end norsk natur. Så varieret og sammensat som en hæder og hyldest til hele farvepaletten. De frodige græsbælter og det bugtende terræn mod den blå himmel i øst minder om en golfbane af gigantiske dimensioner, mens hele den vestlige horisont er fyldt med bjerge.
Efter en lang dag falmer lyset fra vest, og middagen indtages i aftenmørket omkring en paraffinlampe. Vores bjergguide fortæller eventyr, han ikke kan huske slutningen på, og soveposen skriger snart på selskab. Jeg kryber ind i teltet sammen med en af vores lokale bærere.

Where are you from? spørger han på gebrokkent engelsk.
Norway
Where is that?
A little north of the Northpole
goodnight then.
Goodnight!

sterkhorn.jpgTil tops på Sterkhorn

Næste dag er det blevet tid til den store styrkeprøve. Det knap 3000 meter høje bjerg Sterkhorn tårner sig op foran os. Vi starter heldigvis ikke fra bunden, men 1500 højdemeter kan også være en hård omgang. Benene bliver dog betydeligt lettere af, at man for hver meter, man kæmper sig opad, får det dobbelte igen i form af en majestætisk udsigt. Jeg går et stykke i forvejen, men sætter mig snart ned og venter på de andre. Langt dernede får jeg øje på nogle knappenålshoveder, som uendeligt langsomt snegler sig op ad den smalle sti. Den stigende forårssol afkøles af en let brise fra vest, mens jeg skuer ud over landskabet.

Knappenålshovederne kommer tættere på og viser sig at være mine turfæller. Vi lægger en kort pause ind, før vi tager fat på det sidste stykke op mod toppen. Benene føles noget tungere end normalt, og i næsten 3000 meters højde kan man også mærke rationeringen på luft. Ruten er varieret med indslag af let klatring, som får toppen til at føles ekstra fortjent. Efter fem timers fornøjelig motion står vi på toppen, velfornøjede og godt slidte med solbrændte nakker og saltsmag i munden.

 

Andre spændende artikler


Hiking

Hiking

På opdagelse i Afrikas største floddelta

På opdagelse i Afrikas største floddelta

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this