4 ture til den forlængede weekend

Det er nu eller aldrig (ok, så i år i hvert fald). Skal du have de sidste sommerture med, så er det med at komme af sted. Her er fire ture, der hverken koster det store eller kræver lang tid, men garanterer at give dig et sidste skud sensommeroplevelser.

shutterstock_35410372_Eric-.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 17. maj 2021

Det er nu eller aldrig (ok, så i år i hvert fald). Skal du have de sidste sommerture med, så er det med at komme af sted. Her er fire ture, der hverken koster det store eller kræver lang tid, men garanterer at give dig et sidste skud sensommeroplevelser.


1. På stierne i Nordjylland

’Ny’ del af Hærvejen
I foråret 2014 åbnede den del af Hærvejen, der ligger nord for Viborg. Her er masser af strækninger, der er værd at bruge en weekend eller lidt længere på at vandre, og en skøn ting ved ruten er, at det er nemt at tilpasse sin tur.

Du kan altid gå tilbage på et senere tidspunkt og fortsætte hvor du slap. Et godt sted at starte er i Hirtshals. Vandrer man mod syd her fra, finder man noget af det fineste vestkyst, Danmark har at byde på.

Stien går ned langs kysten med klitterne tæt på, gennem fredede områder, plantager og små byer. I Tornby Klitplantage ser man sporene efter århundreders sandflugt. Her er vandreklitter, gran, fyr, dale og udsigtspunkter, og senere venter Tornby Bjerg, der skyder 84 meter i vejret.

Lønstrup er en lille, farverig by i en slugt og herefter venter Danmarks højeste vandreklit, Rubjerg Knude. Oppe fra den dramatiske knude er der langt ned til havets brusende bølger, og udsigten strækker sig vidt.

Udsigten må være noget af det mest dramatiske, Danmark har at byde på. Her finder man desuden en af mange kulturseværdigheder undervejs, nemlig det tilsandede fyrtårn. Andre seværdigheder spænder over alt fra gamle kirkegårde til klostre og historiske bispegårde.

Syd for Blokhus kommer man helt tæt på stranden ved Rødhus, der byder på klassisk, bred Vesterhavsstrand lige på den anden side af kystklitterne, stien går gennem. Et godt bud på en sensommerdukkert, hvis man er til den slags halvkolde gys.

Fortsætter man hele vejen til Løgstør, kommer man forbi det fine Svinkløv Badehotel, der opfylder alle forventninger om et klassisk, gammelt badehotel – et oplagt sted til en kop kaffe og et par kager. Hele turen fra Hirtshals til Løgstør er på godt 115 kilometer, men det er som sagt nemt at tilpasse turen til den tid, man har til rådighed.


ikon hængelås

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 111144677 Nani2. På vejene i Fjordnorge

Cykling ved Lysefjorden
Der er lige netop tid en tur til de sydnorske fjelde, inden sneen igen falder, vejene lukker, og det er med ski under fødderne, man bedst udforsker Norge. Vestnorge har masser af formidabel cykling, og med et billigt fly til Stavanger ligger en perfekt rundtur på en forlænget weekend og venter.

Tril mod syd til Ålgård og følg vej 45 mod øst. Snart cykler du på fine, smalle veje og kommer op i fjeldet med bare, rå, grå klipper og små bjergsøer. Det er en fornøjelse, så hurtigt lufthavnen, byen og de fleste mennesker ligger bag dig.

Fortsæt til Sinnes og Fidjeland, og spænd lårmusklerne, når vejen krøller op over fjeldet med alt, hvad der hører til af hårnålesving, inden en forrygende nedkørsel bringer dig ned til Lysebotn, hvor traditionelle norske træhuse ligger smukt i bunden af Lysefjorden.

Over byen rager klippesider højt mod himlen. Lysefjorden er særlig kendt for et af Norges mest berømte udsigtspunkter, Preikestolen, men vil du til tops på den, må du dog have tålmodighed, da adgangen til den ligger i den anden ende af fjorden. Det kræver en lille omvej på cyklen hen mod slutningen af ruten.

I stedet for at tage færgen med det samme du når Tau, kan du cykle 20 kilometer til Preikestolhytta og vandre de 2,8 kilometer op til det flade klippeplateau 604 meter over Lysefjordens vande. Inden du når så langt, venter en sejltur på Lysefjorden fra Lysebotn til Songesand.

Herefter venter endnu en slider op over fjeldet med små 1000 højdemeter, der skal forceres. En ad de mange vidunderlige ting ved at cykle mellem fjordene i Norge er dog, at man altid er garanteret lange nedkørsler efter de hårde opture. Det er selvfølgelig også tilfældet, inden man når Tau.

Undervejs er der rigeligt med tid til at opleve fjeldet med klipperne, den lave bevoksning, lyngen, søerne, den friske luft, den store himmel og alt det, der gør Norge så skøn.


shutterstock 19029775 my-su3. På vandet i Småland og Halland

Kano & kajak på Lagaleden
Svenskerne har styr på det der med ruter gennem naturen, og et par timer på den anden side af sundet, finder man Lagaleden – en af syv vandruter, der fører gennem Småland. Hvad enten du foretrækker at opleve søerne, øerne, floderne, skovene og dyrene fra en kano eller en kajak, er der rigeligt med muligheder for at lave en tur, der passer til den tid og de kræfter, du har til rådighed.

Lagaleden starter ved søen Bolmen i nord, der i sig selv har rigeligt at udforske. Her er lige så mange øer, som året har dage, og et utal af steder at gå på land og udforske. Bevæger man sig videre ud på Lagaleden venter en verden som skabt til at padle gennem. Søer snævrer ind og bliver til smalle fredelige floder.

Der er strømfyldte vandløb, og langs bredden ligger enge, hvor du kan være heldig at få øje på elg eller rådyr. Når solen forsvinder bag trækronerne, er der rigeligt med steder at overnatte. Ruten har nemlig 30 overnatningspladser specielt til padlefolket, med alt hvad der hører til af beskyttelse fra vinden, bålsteder, toiletter og skraldespande.

Foretrækker du ensomheden i naturen, er der selvfølgelig også uanede muligheder for at finde et stille sted på en ø, søbred eller i et skovbryn. Ruten slutter vest for Laholm, hvor der ikke er flere vandløb, og Kattegat byder velkommen.

Erfarne kanoroere kan tilbagelægge hele turen på tre dage, men har du mere tid til rådighed, kan du nemt bruge en uge på turen. Du kan også tage en bid af ruten. Området er som sagt som skabt til at udforske fra vandsiden, så du kan tilpasse turen til netop dine behov.


IMG 1253 MAN4. På åsen i Skåne

Vandring i Söderåsens nationalpark
Det tager ikke mere end en time at køre fra Malmö til Söderåsens nationalpark. Bevæger man sig herind, kan man få opfyldt drømmene om den svenske vildmark i et område med dybe skove og store udsigter i Nordeuropas største sammenhængende beskyttede løvskovsområde.

”Man skal ikke så langt væk fra Danmark, men det er meget anderledes. Det er det allerstørste i det. Der er nogle områder i nationalparken, der er meget mosbevoksede, som man ikke ser mange steder i Danmark.

Landskabet er meget kuperet, der er klipper, masser af små vandløb. Vandet pibler frem alle vegne. I nogle områder er det meget tæt, fugtig skov, der umiddelbart minder om urskov. Det giver en helt eventyrlig energi,” fortæller Johnny Glerup Jensen, der har vandret i området en håndfuld gange og skal tilbage igen i efteråret, hvor han leder en tur for Adventureklubben.

I området ligger der fine lejrpladser med shelters og flere af dem har vandpumper, hvor man pumper sit drikkevand direkte op fra undergrunden. Desuden er der en mulighed for at komme inden for i et hus, hvis vejret ter sig helt umuligt, og så er der aldrig langt ud af nationalparken igen, hvis det går helt galt. Er man ny på stierne, kan det være en ekstra sikkerhed. Og selvom man er en garvet vandrer, er der rigeligt at komme efter.

”Der er nogle høje punkter på åsen, hvor man blandt andet kommer op på Skånes højeste punkt. Der er helt utrolige udsigter ud over landskabet. Man føler, man er højt oppe, fordi man kigger dybt ned i dalen, og selvom det kun er et smut fra København, føler man, at det er langt hjemmefra. At man rigtig er på tur. Og så får man altså også lov til at gå ret mange højdemeter,” fortæller Johnny.

Han fremhæver Kobbarhatten som et fantastisk sted i nationalparken. Her går man ud på et stykke fladt klippe og kigger ned i dalen og langt ud over området.

”Man kan kalde det en meget, meget lille mini-Preikestolen. Når man kommer der i klart vejr, tænker man, at det altså er fedt. Der er bare superlækkert, og det er et af de steder, hvor man får et sug i maven og en rigtig aha-oplevelse,” siger Johnny.

Find din næste tur her


Priser fra 595,-
Fællesture
Vandretur i de fynske alper

Vandretur i de fynske alper

Ruteforslag
Klosterheden Plantage

Klosterheden Plantage

Ruteforslag
Mols Bjerge Stien

Mols Bjerge Stien

Andre spændende artikler


500 km på Hærvejen

500 km på Hærvejen

Ninja i naturen

Ninja i naturen

Camønoen

Camønoen

Log ind