Afsidesliggende eventyr-ø i Atlanterhavet

Som blommen i Madeira

Funchal er Madeiras kulinariske hjerte, hvor lokale madmarkeder, fiskeboder og såvel traditionelle som mere eksperimenterende restauranter ligger side om side ved den pulserende havnefront eller hengemt i små gyder i de smalle brostensbelagte bygader. Funchal er et spøjst sammensurium af strømninger fra de historiske epoker under både spansk, britisk og portugisisk dominans – og samtidig mærker jeg tydelige hints om et øsamfund, der har et fuldbyrdet ønske om blot at synliggøre selvstyre og madeiransk kulturarv.

Vi springer på hovedet i diverse madoplevelser og mæsker os i fiske- og skaldyrsspecialiteter – samt prego no bolo do caco, en traditionel steaksandwich, der smager tæskegodt med en passionsfrugt-poncha til. Især kan jeg anbefale at lægge vejen forbi den historiske markedshal, Mercado dos Lavradores, der med sine detaljerige mosaikker har ageret indkøbsmetropol for lokale madeiranere siden 1949 og indbyder med hele tre etager med farverige frugter, grøntsager og fisk. Det livlige fiskemarked er et besøg værd, hvor madeiranere med store armbevægelser og salgsgaverne i orden hver morgen langer sorte sabelfisk, havsnegle, ’lapas grelhades’, med det finurlige danske navn ’albueskæl’ samt tunfisk over disken.

Vi tester også Madeira-vinen – en særlig type hedvin, der især kommer til sin ret, når den serveres med de mange gode madeiranske desserter, hvor søde kager kombineres med friske frugter fra øen. Vi har det som blommen i Madeira og fornøjer os gang på gang over, at ingen på øen lader til at kende til den udsøgte chokolade-snack, som Madeira er synonym med derhjemme. 

Roadtrip og plan b

Efter livlige Funchal sætter vi atter kursen mod de rå bjergområder, hvor vi har planer om at trekke den ikoniske rute fra Pico Ariero til Pico Ruivo i 1.861 meters højde; det højeste punkt på Madeira. Vi kan dog hurtigt skyde en hvid plan efter den drøm, da ruten er lukket grundet stenskred og er indhyllet i tæt tåge, der blokerer for de ellers udsøgte udsigter over øen. Vi rejser uden for sæsonen, hvor vi møder ganske få andre vandrere på stierne, men derimod bøder vi for det med ustadigt vejr – man kan ikke få det hele, og der er altid et eventyr gemt i planer, der ændrer sig.

Det er en oplevelse at roadtrippe på de kringlede bjergveje på sydkysten, hvor ethvert bart felt på skråningerne er udnyttet enten til bebyggelse eller bananplantager. Madeira er hjemsted for hele 25 af verdens forskellige banansorter, der er en integreret del i den lokale madtradition og oftest tilsættes i alt fra marmelader som tilbehør til hovedretter og endda i de mere hippe øl. Nordkysten er mere barsk og afsondret, og det særlige nordklima giver helt særlige forudsætninger for at producere vin – særligt sorterne malvasia, negra og arragonés. På den nordlige del finder man tætte, frodige laurissilva-skove, der er endemiske og kun findes ganske få steder i verden. Der er enorme afstande mellem de små landsbyer, der ligger omkranset af skov, på toppen af klippeskrænter eller midt i dybe kløfter. Sjældent har jeg oplevet så finurlige og slående kontraster inden for et så snævert geografisk område, som Madeira udgør. Fra Funchal til nordkysten er på mange måder som at rejse tusindvis af lysår til en anden galakse.

3.000 km levada-vandledninger

Vi lægger en plan b og kører mod Rabaçal, der er et yndet område for levada-vandringer på Madeira. Der findes hele 3.000 km levadaer på øen, der traditionelt har sikret vandforsyning fra øens mange vandfald til de mere eller mindre isolerede bjerglandsbyer, før tunnellerne og vejnettet blev ordentligt udbygget. Langs med vandledningerne har man etableret stisystemer – levadaer – der fører nysgerrige vandrere gennem vandfald, endemisk laurissilva-skov og langs krogede højderygge til ikoniske udsigtsplateauer. Vi vandrer Levada do Alecrim, ’Rosmarin-levadaen’, mod Risco-vandfaldet og får undervejs på turen følgeskab af bjergguiden Tiago. Duften af rosmarin er så intens, at jeg næsten kan smage den på mine læber – deraf rutens navn. Mens vi vandrer gennem regnskovslignende terræn og føler os ganske langt væk fra civilisationen, giver Tiago os et spændende indblik i sine bevæggrunde for at vinke farvel til livet på det portugisiske fastland med henblik på at kickstarte en karriere som bjergguide på den lille Atlanterhavsø.

”Jeg elsker at besøge Lissabon, men det frodige landskab, roen og menneskene her trækker i mig,” beretter Tiago, der aldrig kunne forestille sig at bo noget andet sted i verden end på netop Madeira.

Selvom han efterhånden har vandret et hav af ruter på øen, er der altid nye, skjulte skatte at udforske. Hans fortællinger giver mig en øjeblikkelig lyst til at blive. Gå på opdagelse i de frodige eventyrskove. Suge roen og den særlige økultur til mig.

Og da Tiago anbefaler, at vi kan trekke videre med ham til hans favoritspot – et mere skjult udsigtspunkt, hvor to kaskader fra Risco-vandfaldet mødes, er vi hurtige til at slå til. Vi forsøger at holde balancen på de glatte sten, og efter en strabadserende færd gennem skoven åbner landskabet sig op, og vi belønnes med et dyp i en naturlig pool ved Dona Beja-søen. Jeg svømmer ind under den buldrende vandstråle. Gratis natur-massage når det er bedst. Vi nyder en bid mad på en klippesats, hvor vi kan høre en massiv buldren i det fjerne. Det lyder næsten som bragende tordenvejr, der er på vej ind over. Tiago smiler og vinker mig med. Vi scrambler den sidste sektion hen over de våde stenmassiver og bliver næsten blæst bagover af den våde vind, der rammer os i ansigterne. Nedenfor smælder Risco-vandfaldene sammen for øjnene af os. Tiago peger mod turistmasserne, der stimler sammen for foden af vandfaldet – og jeg smiler for mig selv over, at vores plan b endte med at føre et så vildt vandfaldseventyr med sig.

Ved verdens ende

Som en klokkeklar kontrast til de ikoniske levada-vandringer langs med frodige højderygge og vandfald, er den østligste spids Ponta de São Lourenço garant for en rå Vandretur i et månelignende landskab. Som en slange snor denne halvø sig i landskabet, hvor de røde farvespil i terrænet vidner om den vulkanske oprindelse, der præger dette område af Madeira. Ruten bugter sig langs med højderyggen, hvor havudsigterne til begge sider bidrager til en naturoplevelse i særklasse.

På Madeira adskiller man mellem levadaer og veredaer – levadaer, der løber langs med de etablerede vandledninger og modsat veredaer, hvor vandreruterne ikke er koblet til en vandforsyning. Vandreturen til Ponta de São Lourenço er en vereda. Her et bart og goldt, og bølgerne smælder nådesløst mod de lodrette klippeskrænter stejlt nedenfor den etablerede sti. Ekstremerne er mærkbare, og jeg føler mig som et meget lille menneske, mens jeg trekker på den smalle sti med det barske Atlanterhav i en 360 graders vinkel omkring mig. Solen dykker ned bag klippesiden, mens havmågerne galer, og endnu en smuk dag er på vej til at gå på hæld.