Bikepacking i Guineas højland

Lad os begynde denne del af eventyret ved grænsen til Guinea. I tre dage har vi cyklet på små, snørklede jordveje for at nå hertil. Nu er vi der, hvor vejen ender i floden. Her ligger to huse. Det ene er en militærpost. Det andet er beboelse og kiosk. Soldaterne er meget afslappede, som de sidder i skyggen under et stort træ med deres mobiltelefoner hængende i snore fra træets grene. Men de vil alligevel gerne se vores pas. Derefter kalder de på en mand, som kan sejle os over floden i sin piroque. Inden sejlturen vil vi gerne købe en kop kaffe og en bid brød. Vi triller over til kiosken.

En ældre kvinde kommer ud af huset. Det er meget varmt, så hun har rullet sin trøje op over maven og hendes bare bryster hænger ude i det fri. Hun laver en omelet og putter den i en baguette. Den ene soldat hjælper til og laver kaffen imens, Nescafé med kondenseret mælk. Det er sødt som bare pokker, men vi har vænnet os til det, og vi håber, at vores tænder ikke falder ud. Efter en kaffe og en sandwich er vi klar til at krydse floden og dermed grænsen til Guinea. 

Vi læsser cyklerne op i den lille  af træ, og kaptajnen lægger fra land. Her er helt stille, og vi hører kun årenes plask i vandet. Da båden anløber den anden bred fem minutter senere, er vi i Guinea. Nu skal vi blot cykle 10 kilometer til den nærmeste landsby for at få stemplet vores pas.