Det var drikkeflasken, der var hans cv. Og autoritet. Han havde lige instrueret mig i, hvordan en klatrebremse skulle anvendes. Og så drak han en slurk af vandet fra sin flaske. Fra en gammel, ramponeret Sigg-flaske, hvor den røde, krakkelerede lak på den bulede aluminiumsbeholder fortalte sin helt egen historie. Nemlig historien om en guide, der havde tilbragt uger, måneder, år i naturen. Om en mand, der havde oplevet nok til at have min respekt, allerede inden han havde lært mig at klatre. Jeg måtte simpelthen have min egen Sigg. Sådan en som hans.
En ung mands drømme
Nu er der gået 20 år, og jeg tør godt sige, at min drikkeflaske har fået sin helt egen historie. Men det har også holdt hårdt. På de første klatreture var den jo helt ny. Præcis som mig. Ingen ridser, ingen buler, næsten pinlig. Jeg følte mig nødsaget til selv at give den et par slag mod klippen – og gjorde det. Så er det indrømmet.
Senere samme år trak jeg bundtet af sikringsudstyr hen over gruset på parkeringspladsen. Det er fedt nok at få nyt klatreudstyr. Men det er som om, en ung mands drømme om store bestigninger og eventyr i vildmarken ikke rigtigt kan flyve, når metallet bag på selen reflekterer solen med samme styrke som en greyhoundbus i Californien.
Senere købte jeg en isøkse magen til bjergguidens i Chamonix. Og et ur med højdemåler og barometer, som instruktørens fra det alpine kursus på Kebnekaise – i samme gule farve som hans.
I eget værksted
Og endnu senere blev jeg gammel nok til at være mig selv. Men det er heller ikke nemt. Så nu modificerer jeg på grejet. Det begyndte med isøksen i skruestikken. Der var tre punkter at forbedre med filen. Så klippede jeg låsemekanismen af snefanget på min rygsæk. Hvordan havde de forestillet sig, at nogen skulle betjene den slags nips på en kold bjergside? Mine skihandsker var produceret med ekstra stropper, som kunne hægte sig fast i træer og krat, så dem skar jeg også af.
Og skistavene, og teltet, og padlevesten, og lavinebipperen. De fik med nedstryger, saks, tang og multitool.
Og nu klikker jeg igen. Jeg zoomer og drømmer. For jeg leder efter en rygsæk, hvor jeg kan have alt mit bulede og modificerede grej, min drikkeflaske og alt det andet udstyr fra et lykkeligt friluftsliv med nylon og ripstop, tex og andre membraner, aluminium og titanium, G1000 og merino og signalfarver. Hvor less is more, og mere – en skønne dag – bliver mindre.
