Med Tarzan på tur
Vi klæder om i et forladt busskur i en vejside, hvor et hjemmelavet sengeunderlag af gran og resterne fra et bål vidner om, at nogen har overnattet her. Regnen siler ned, og vinden er tiltagende. Vi hiver våddragter, hjelme, neoprenhandsker og -futter op af en sæk og breder det ud på jorden foran os. Vi udveksler skeptiske blikke, mens vi står med hver vores våddragt, der ligner noget, en 14-årig dreng knapt kan klemme sit korpus ned i.
Camilla er helt grå i ansigtet, og jeg må kvæle et højlydt grin, da den anden guide, Pedro, ind fra højre bliver involveret i Projekt Våddragt og snører hende ind som en vaskeægte juleskinke. Næste mission er Projekt Glidebane gennem tæt skov og kratbevoksning ned til floden. Pedro springer i forvejen og svinger sig problemfrit ned ad den mudrede sti. Hånd på gren, svinger rundt, lander på glat sten, salto… Eller salto er måske at overdrive. Men Pedro bevæger sig som Tarzan på speed, og vi skal give os selv en opkvikkende lussing for bare tilnærmelsesvist at kunne følge trop.
Efter ekspeditionen gennem terrænet når vi frem til floden, der kaster kolde vinde mod os, da vi træder i og genvinder fodfæstet. Vi er klar til eventyr. Det er et naturparadis uden sammenligning. Den snoede flod, lodrette klippesatser, frodige bregner og den tætte mosbevoksning kan hurtigt forveksles med et regnskovsområde i en fjern afkrog af verden.
Finurlige firspring og en forstuvet fod
Vi møder ingen andre mennesker på vores færd gennem kløften, og det giver øjeblikkeligt eventyr-barometeret endnu et nøk i vejret. Skiftevis vælter og vralter Camilla og jeg fra sten til sten, mens Pedro, stadig som en sand Tarzan, svinger sit muskuløse legeme fra lian til lian og lander let og elegant på den ene glatte sten efter den anden. Alt imens sluger jeg litervis af flodvand og forsøger at halse efter.
Vi svømmer gennem det isnende vand og bumler atter ind i Pedro, der fra en klippesats peger lodret nedad mod et brusende vandfald. Nu venter første rappelling-oplevelse ned gennem den 25 meter høje fos. Pulsen pumper derudad, mens jeg firer mig ud over klippeskrænten, hopper nedad fra sten til sten for til slut at kaste mig bagover i det isnende seks grader kolde flodvand.
Jeg føler mig vægtløs og flyder gennem den naturlige pool, der omkranser vandfaldet. Solen skinner smukt på de frodige klippeskrænter, og udover fuglekvidder og rindende kaskader er her bomstille. Og ingen tegn på civilisation. Det er eventyr, når det er allerbedst.
Vi hopper fra et plateau med frit fald på otte meter. Daniel råder os til at sigte i retning af ”the green area over there” for at lande i det dybeste punkt af den naturlige pool. Det kan han sagtens sige, når der ikke er andet end mos, bregner, træer og, ja, lutter grønne områder. Jeg møver mig frem. Firer mig ned med hjælp fra lavthængende grene. Tager et par svømmetag. Forsøger at gøre Tarzan kunsten efter. Men som vi alle ved: Karma is a bitch. Og hybris leder lige luks til nemesis.
På meget anti-Tarzan agtig facon lander jeg skævt på en sten og får et stød i min højre ankel, og jeg kan hurtigt mærke, at det bliver en spændende færd videre ned gennem kløften, hvis først foden bliver kold. Heldigvis lader hævelsen vente på sig, vi når retur til Funchal, og vi indleder nu næste, og meget vigtige restitutionsprojekt efter flere dage i adventure-mode – Projekt Madmekka.
