Caroline vil være første danske kvinde på K2

Hvordan opstod drømmen om at bestige K2?
"Den opstod meget specifikt d. 3. august 2008, da der skete en voldsom ulykke på K2, som dræbte 11 ud af 25. Den nyhed nåede de danske medier, og jeg kan huske at se de her mennesker, der havde dedikeret deres liv til bjerget.

Jeg har altid selv være ret ekstremt, i alt jeg gik ind til, og jeg tror, at jeg kunne spejle mig meget i de her mennesker. Efterfølgende begyndte jeg at læse og lærer alt om K2 og blev fuldstændig draget af bjerget. Det er så råt og barsk. Jeg har siden dengang drømt om K2. Det føles som mit bjerg og en kæmpe del af mig er besættelsen af det bjerg.

Det var ikke fordi jeg med det samme drømte om toppen, men jeg drømte om at komme hen til det, men ens grænser rykker sig, og det blev ret hurtigt klart for mig, at toppen var målet.”

Hvad har du gjort for at blive klar til bestigningen?
”I min optik kræver 8.000-meter-bjerge fire led: Økonomi, evner, fysisk form og mental form – og det rigtige udstyr. I forhold til det økonomiske, har jeg knoklet med arbejde, fundraising og sponsorer og kommer stadig hjem med en gæld, men det er det hele værd.

I forhold til evner, så har drømmen om K2 været et livslangt projekt, og alle ekspeditioner, jeg har været på, har altid været med tanke på K2. Jeg besteg som sagt Manaslu på 8.163 meter i 2024 samt det meste af Manaslu i 2023, og i februar var jeg 15 dage nede ved min makker, Vinayak, i Nepal for at træne K2-specifikt. Vi trænede alle tænkelige scenarier, jeg kan komme ud for på K2 og generelt at blive fuldstændig selvstændig i bjergene.

Når det kommer til den fysiske form, så er det for mig nødvendigt at lave mere tung styrketræning end den klassiske bjergbestiger på grund af min hofte. Derfor dyrker jeg olympisk vægtløftning på ret højt niveau fire gange om ugen. Jeg laver også udholdenheds træning fem dage om ugen – alt fra at gå med en 20 kilo tung rygsæk på Copenhill til løbeture, intervaller på assault bike og lange hårde workout på en ro-/ski-/cykel- maskine.

Den mentale form er alfa og omega. Det er virkelig det, jeg prioriterer aller- allermest. Derfor går jeg til kropsterapi, hvor jeg får styr på nervesystemet, sørger for at have ro og siger nej til rigtig meget for tiden, fordi jeg skal ha ro og fokus til det vigtige.”

Hvad ser du mest frem til på ekspeditionen – og er der noget du frygter?
”Toppen er jo det oplagte svar, og det jo det, man kommer for. Jeg glæder mig egentlig til det hele, men må nok sige den famøse the bottleneck, som jeg har set og hørt om hele mit liv. Jeg glæder mig så meget til endelig at se og opleve den skræmmende is-serac i virkeligheden.

Jeg frygter den jo også lidt, men frygt er ikke helt et ord, jeg kan identificere mig med, fordi man ofte lader sig styrer af frygt. Så jeg decideret frygter nok ingenting, men jeg har enormt respekt for bjerget og alle de udfordringer, det kommer til at give mig.”