En erfaren pilgrimsvandrer

Hvis du kun måtte tage én vane fra pilgrimsvandring med hjem i dit hverdagsliv, hvilken skulle det så være?

”At slippe kontrollen og tro på, at alt ordner sig. Når vi vandrer, er jeg f.eks. aldrig i tvivl om, at vi nok skal finde et sted at sove. Vi har været på camino mange steder i Europa og samlet været afsted i mere end 400 dage og er aldrig endt under åben himmel, fordi vi ikke kunne finde tag over hovedet. Hvis det første sted går i vasken, dukker der altid en anden mulighed op.

Folk hjælper os altid videre. I Spanien kan der være fuldt optaget på et herberg, men så er der et andet sted i nærheden. I Frankrig, hvor man ofte sover hos familier, der har fire-fem senge til vandrere, spørger de om morgenen, hvor vi skal sove om aftenen. Når vi siger, at det ved vi ikke, så ringer de til den næste by og finder noget til os. Det er blevet en vane ikke at planlægge alt på forhånd, men at tage det dag for dag.”

 Camino Gran Canaria er en kæmpe naturoplevelse. En del af ruten følger vandrerute GR 131, som forbinder flere af De Kanariske øer. 

Hvis pilgrimsvandring ikke længere fandtes som begreb, hvad ville du så kalde det, du tager af sted på?

”Så ville jeg kalde det "all inclusive", men på en helt anden måde end de fleste tænker det. For os er en all inclusive-rejse fuld af åndelig næring og spiritualitet, som du får, når du vandrer langt. Kroppen er i bevægelse, hovedet finder ro, og der er et særligt fællesskab enten med andre pilgrimsvandrere eller folk langs ruten.

Det er samtidig en kulturel dannelsesrejse at vandre gennem Europa og opleve, hvordan den ene region er forskellig fra den anden. Opleve variationen på vores eget kontinent og føle sig taknemmelig over at bo her. Du kommer videre. Udvikler dig. Pilgrimsvandring er virkelig all-inclusive, men på en helt anden måde end, man normalt forstår begrebet, hvor du bor på et stort hotel, spiser og drikker måske lidt for meget, ikke rører dig ud af flækken og i virkeligheden ikke oplever noget nyt.”

I Syditalien går Via Francigena gennem Lazio-regionen med den ene middelalderby efter den anden og med vidunderlige udsigter over lavlandet De Pontiske Marker. 

Har du nogensinde overvejet at stoppe midt på en vandring – ikke af fysiske grunde, men fordi meningen forsvandt?

”Nej. Der har været kedelige strækninger, som vi har haft lyst til at springe over, men vi har ikke gjort det. Jeg har senere forstået, at de kedelige strækninger er en del af rejsen, og at en lang vandretur er en parallelvej til livet. I livet er der også nogle gange perioder, vi bare gerne vil have overstået.

Springer vi det kedelige over, giver vi dog ikke os selv lov til at opleve det, der kan opstå. Når øjnene begynder at kede sig i et ensformigt landskab, kan det være, at du pludselig møder et interessant menneske. Det handler om at acceptere, at tingene ikke altid er, som du havde forestillet dig. Vandrer jeg i en måned, må jeg acceptere, at landskaberne ikke hele tiden er lige smukke.

Til gengæld kan det sætte hjernen fri. Det er der, jeg pludselig får en god idé. Når vandringen er meditativ, og den eneste lyd kommer fra dine egne skridt, så bliver hovedet frit til at finde på noget selv. Det er jo ikke anderledes, end når et barn siger, at det keder sig, og du svarer: ’Okay, så værsgo at kede dig.’ Det er ofte her, fantasien blomstrer.”

Via Francigena starter i Rom og er mere end 900 km lang. På den sidste del af vejen i Apulien til det sydligste punkt på Italiens støvlehæl følger ruten Adriaterhavet og kommer til mange charmerende fiskerbyer. 

Er der et råd, du fulgte på dine første pilgrimsvandringer, som du i dag mener var forkert?

Nej, Jan og jeg tog i 2018 meget impulsivt af sted på vores første Camino, så vi nåede ikke at få nogle råd. Vi havde 10 måneders orlov og havde cyklet i Asien og Europa i ni måneder, men skulle hjem til en 80-års fødselsdag. Vi havde en måned tilbage, det var blevet efterår, og vi vidste ikke, hvor vi skulle tage hen.

Vi kom så i tanke om den klassiske camino i Spanien og købte sko, rygsække og flybilletter. Et par dage senere var vi af sted. Vi havde ikke nogen guidebog og vidste ikke andet, end hvor ruten startede, men vi mødte straks andre vandrere, som fortalte om et pilgrimskontor, hvor vi fik udleveret en liste over steder at sove. Vi havde ikke nogen app, men gik efter skiltene og fulgte blot de andre vandrere.

Gik dem foran os forkert, så gjorde vi det også. Vi behøvede ikke en masse planlægning eller noget bestemt tøj, og jeg synes, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at være pilgrimsvandrer på. Alle måder at vandre en camino på er den rigtige. Det er hele humlen i pilgrimsvandring. Man kan ikke leve på andres råd og vejledning, men må selv gå vejen.

Det handler ikke om at komme hurtigt frem, om hvorvidt man bærer sin rygsæk selv, eller om man springer et stykke over i en taxa. Folk må gøre det på den måde, som passer til dem. Når folk spørger mig til råds, siger jeg, at de skal prøve at lægge deres forventninger til side. Tag bare af sted og se, hvad der sker.”

Via Francigena følger romernes hærvej Via Appia Antica. Lidt under halvvejs på ruten skal man over Appenninerne. Her ligger Benevento og en af romernes mange triumfbuer.