Sarek, en mand og hans vildmark

Som en jungle

Sarek blev fredet som nationalpark allerede i 1909 og er dermed ikke blot en af Sveriges, men også en af Europas ældste nationalparker. Her ligger fem af Sveriges 13 toppe på over 2000 meter, og omtrent 200 tinder rager op i mere end 1800 meters højde. Parken har cirka 100 gletsjere. Den eneste måde rigtig at opleve parken på er til fods. Men det er ikke for begyndere, og det er ikke for de magelige.

”Sarek er fantastisk flot, frodig og våd som bare pokker, og det kan være enormt bøvlet at gå i terrænet, hvor der er masser af vand. Om sommeren kan det være som at gå i en jungle, hvis man begiver sig ud i ture gennem Rapadalen. Det er super fedt. Der er masser af blomsterarter og et rigt fugleliv. Artsrigdommen er enorm,” fortæller Klaas.

Han har været i Sarek alene, med kammerater, familie, som guide og endda på bryllupsrejse med sin hustru. Hans to børn har dog ikke været der endnu. De har været med på fjeldet fra de var helt små, men på vandreture fra hytte til hytte. Eller blot med stier.

Ikke i Sarek, hvor den eneste livline til omverdenen er én nødtelefon midt i parken. Herude er man på egen hånd. Området er ikke for begyndere, og forholdene kan skifte hurtigt. Vejret slå om. Sommersol kan blive til snestorme. Temperaturen kan dykke langt under 0 grader selv på en midsommernat.

”I Sarek kan man lige så godt regne med, at man har sol hver tredje dag og så ellers øsende regn. Så er der ikke noget at blive skuffet over. Det er vådt, og vejret veksler meget.

Jeg har været på ture, hvor det var hamrende varmt og så to-tre dage senere vågne til fem centimeter sne i dalen. Det er en præmis ved Sarek, og det er med til at gøre området så fascinerende,” fortæller Klaas.

Til tops

Der er dage og øjeblikke i løbet af årene, der skiller sig ud som helt specielle. Fire år efter Klaas første gang oplevede Sarek, tog han tilbage med to soldaterkammerater. De var unge og stærke. Selvfølgelig skulle de til tops.

De brugte et par dage på at gå ind midt i parken, og stod en dag op lidt efter midnat. Skyer havde dækket himlen et par dage, men nu skinnede solen over dem. Himlen var blå.

De pakkede reb, isøkser og klatreseler og satte ud fra lejren. Målet var toppen af Spika i det centrale Sarek-massiv, der har givet navn til området. Da de nåede den, var der udsigt 360 grader rundt. I det fjerne lå Kebnekaise. De kunne se toppene i det centrale massiv. Gletsjere. Langt under dem lå dalgangene.

”Den dag var vi undervejs i næsten 20 timer i skyfrit vejr. Vi rodede os ud i en mindre klog klatrerute på vej ned, og den var lidt mere dramatisk, end vi havde regnet med. Lidt ungdommeligt overmod. Men vi klarede den, og først da vi atter lå i teltet, blev det skyet. Det er et af mine store øjeblikke i Sarek,” fortæller Klaas.

Meget har ændret sig siden dengang i de unge år, hvor det betød meget at gå langt. At det var hårdt og udfordrende. Det er ikke længere så vigtigt.

”Det behøver ikke være hårdt længere, som det skulle være dengang. Det kan være hårdt, og det er nogle gange hårdt, men det er ikke noget, jeg opsøger længere. Jeg er blevet mere opmærksom på flere ting. At ligge i telt på fjeldet.

Flora og fauna er blevet mere vigtigt. Jeg tager bøger, kikkert og kamera med og jeg udforsker de snævre dale og høje pas. Jeg ser tingene med andre øjne nu, og enhver, der kommer derop, har sin helt egen oplevelse af Sarak,” fortæller Klaas.

Sareks mange ansigter

Ligesom øjnene, der ser, ændrer sig med årene, så ændrer Sarek sig også. Landskabet har mange ansigter, og man aldrig ved, hvad der venter.

”Fjeldet er fedt, uanset om det er en solskinsdag eller en regnvejrsdag. Vejret kan vise nogle andre sider af fjeldet. Dalene bliver oplyst ganske forskelligt, alt efter om der er høj sol, lavt hængende skyer eller nyfalden sne.

Det samme sted kan tage sig ud på mange forskellige måder, og man skal altid pakke tøj til alle fire årstider,” fortæller Klaas.

Han ved, hvordan en mild dag kan forvandle sig til en ubehagelig dag. Men han ved også, at to dage senere, når tøjet er tørt, og det er pragtfuldt solskinsvejr, så har det også været fedt at opleve Sarek fra den side.

Kontrasten bidrager til oplevelsen. Man skal være klar til snefald og nattefrost i juli. Til decideret stormvejr, hvor man ligger underdrejet i 24 timer og håber teltet bliver stående.
”Jeg elsker kontrasterne. Og de er en præmis ved Sarek.”

Forandring

Er man heldig, kan man opleve Sarek forandre sig for ens øjne. For det kan gå hurtigt. Klaas husker en Sarek-tur et år i juni. Sneen dækkede stadig dalstrøgene, og han gik i blød sne, slush-ice, til låret.

”Det var sindssygt hårdt. Vi stod på kanten af Rapadalen, og alt var brunt. Intet var sprunget ud endnu. Så gik vi gennem dalen i to en halv dag, hvor alt sprang ud. Der var høj sol, og det blev midsommer, mens vi gik. Alt blussede op. Alt blev lysegrønt. Da vi stod ved enden af dalen, vendte vi os om og kiggede tilbage på en dal, hvor alt stod i fuldt flor. Det var en helt fantastisk oplevelse,” fortæller Klaas.

I de senere år er Klaas primært draget til Sarek i september. Her kommer der meget få mennesker i nationalparken, og det er sjældent, han møder mere end otte til ti mennesker på en 10-dages tur. Nogle af dem ser han blot på afstand.

Myggene, der kan drive folk til vanvid i juli, er næsten væk, og der er ikke så vådt i dalene længere, så det er nemmere at komme rundt. Efteråret ligger på lur, og efter et par nætter med nattefrost skifter alt farve.

Grøn sommer bliver erstattet af efterårets farveeksplosion. Dalene farves i nuancer af rød, brun, orange og gult. Det tager blot en uges tid. Og rammer man rigtig, foregår forvandlingen for ens øjne. Som man vandrer af sted, åbenbarer Sarek endnu et af sine ansigter.