Kristoffer Szilas rejser med en gruppe klatrere til Kirgisistan for at prøve kræfter med bjerge, der aldrig tidligere er blevet besteget. Ekspeditionen er dog i fare for at slutte, inden den er begyndt, og senere er der laviner, isnende nætter og whiteouts. Men også succes.
Vi lander i Bishkek midt om natten og kører direkte af sted mod en gammel militærbase, hvorfra vi i morgen skal flyve til basecamp i helikopter.
Vi halvsover i den gamle, russiske maskine, der ligner en krydsning mellem en kampvogn og en skolebus, registrerer kun glimtvis det kirgisiske landskab og de hærgede landsbyer langs vejen, men bliver ved med at stoppe, da lastbilen bryder sammen og vores chauffør må ud i natten for at tætne slanger og genoplive motoren.
Inden for er vi syv toptunede klatrere, en lokal kok, en køkkendreng samt mad og klatregrej til 17 dage i bjergene. Næste morgen ligger skyerne lavt, og selvom vi risikerer at skulle betale for en ekstra flyvning med helikopteren, hvis vi ikke kan lande inde ved vores base camp, giver vi det en chance.
Piloten holder sig tæt til dalene og undgår skyerne. Vi stresser lidt over at skulle finde den præcise position, vi har udset os til base camp. Samtidig skal vi finde et passende fladt og tørt sted til teltene, mens rotoren på den gamle militærhelikopter kører. Men anden gang vi lander, er vi tilfredse med stedet, og udstyret bliver læsset ud af helikopteren, der hurtigt forlader os igen.
Den dybe stilhed og det kæmpe panorama, vi nu befinder os i, er en kæmpe kontrast til den larmende og klaustrofobiske helikopter.
Selvom vi står 200 meter derfra, bliver vi dækket af sne fra trykbølgen, da islavinen hamrer ned på gletsjeren.
