Du er her:
  • ARTIKLER
  • Førstebestigninger i Kirgisistan

Førstebestigninger i Kirgisistan

Jomfruelige tinder

Kristoffer Szilas rejser med en gruppe klatrere til Kirgisistan for at prøve kræfter med bjerge, der aldrig tidligere er blevet besteget. Ekspeditionen er dog i fare for at slutte, inden den er begyndt, og senere er der laviner, isnende nætter og whiteouts. Men også succes.

Opslag_kirgisistan.jpg
Skrevet af: Kristoffer Szilas
Opdateret den 28. nov 2016

Kristoffer Szilas rejser med en gruppe klatrere til Kirgisistan for at prøve kræfter med bjerge, der aldrig tidligere er blevet besteget. Ekspeditionen er dog i fare for at slutte, inden den er begyndt, og senere er der laviner, isnende nætter og whiteouts. Men også succes.

Vi lander i Bishkek midt om natten og kører direkte af sted mod en gammel militærbase, hvorfra vi i morgen skal flyve til basecamp i helikopter.

Vi halvsover i den gamle, russiske maskine, der ligner en krydsning mellem en kampvogn og en skolebus, registrerer kun glimtvis det kirgisiske landskab og de hærgede landsbyer langs vejen, men bliver ved med at stoppe, da lastbilen bryder sammen og vores chauffør må ud i natten for at tætne slanger og genoplive motoren. 

Inden for er vi syv toptunede klatrere, en lokal kok, en køkkendreng samt mad og klatregrej til 17 dage i bjergene. Næste morgen ligger skyerne lavt, og selvom vi risikerer at skulle betale for en ekstra flyvning med helikopteren, hvis vi ikke kan lande inde ved vores base camp, giver vi det en chance.

Piloten holder sig tæt til dalene og undgår skyerne. Vi stresser lidt over at skulle finde den præcise position, vi har udset os til base camp. Samtidig skal vi finde et passende fladt og tørt sted til teltene, mens rotoren på den gamle militærhelikopter kører. Men anden gang vi lander, er vi tilfredse med stedet, og udstyret bliver læsset ud af helikopteren, der hurtigt forlader os igen.

Den dybe stilhed og det kæmpe panorama, vi nu befinder os i, er en kæmpe kontrast til den larmende og klaustrofobiske helikopter.

Selvom vi står 200 meter derfra, bliver vi dækket af sne fra trykbølgen, da islavinen hamrer ned på gletsjeren.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

A TeamEr det slut?
Vi er tre klatrehold, der hver især har sat sig for at bestige bjerge på over 5000 meter, der aldrig tidligere er blevet besteget. Faktisk har der kun tidligere været tre klatreekspeditioner i Djangart-regionen, og ingen af dem har sat fødderne i den østlige del, hvor vi nu befinder os. Jim Broomhead, min britiske klatremakker, og jeg planlægger at gå op ad Chulaktor-gletsjeren og forsøge et 5290 meter højt, navnløst bjerg.

Planen er at sætte ud allerede i morgen, og jeg dykker ind i messeteltet for at fiske et par gasdåser frem, så vi kan smelte sne i vores lejr på gletsjeren. Jeg kan ikke finde dem. Spørger efter bedste evne kokken, der ikke taler engelsk, om hun har set papkassen med gasdåserne. Det har hun ikke.

Ingen af de andre har set dem, og panikken begynder at brede sig. Uden gas er turen slut, før den er begyndt. Vi endevender lejren uden held. Nogen må have taget dåserne fra lastbilen, men heldigvis har vi lejet en satellittelefon, og vi bliver enige om at få helikopteren ud med nye gasdåser. Diskussionen om, hvem der skal betale for flyvningen, må vi tage senere.

Carsten forsøger at ringe til vores kontakt i hovedstaden, men signalet er for svagt. Han klatrer 200 meter op over lejren og prøver fra en bakketop, men kommer tilbage rystende på hovedet. Vi har betalt i dyre domme for en telefon, der ikke virker. Frustrationen bliver til arrighed.

Men kan vi mon klatre uden gasdåserne? På kortet finder vi nogle gletsjersøer, men vi vil stadig ikke have nok vand til at lave vores frysetørrede mad. Har vi kun energibarer og chokolade til rådighed, kan vi kun være halvt så lang tid på oppe på bjergene. Men det er bedre end ingenting.

SerakRussere ud af det blå
Vi vågner næste morgen til kraftig regn. Carsten og Sune beslutter sig for prøve at få et signal på satellittelefonen fra en lettere top i 3900 meters højde, mens Jim og jeg vandrer op til vores gletsjer for at se ruten an.

Da vi kommer tilbage et par timer senere, har de andre havde ikke haft held med telefonen, selvom de har været helt ude af dalen. Lidt deprimerede går vi til hver vores telt og læser, mens regnen fortsætter, og jeg falder i søvn.

Vågner til lyden af en dyb, russisk mandestemme, kigger ud og ser til stor overraskelse en familie på seks, der står og taler med kokken i den silende regn. Hvor i alverden er de kommet de fra?

Det viser sig, de har været seks dage undervejs, men har måttet vende om ved et snefyldt pas og er på vej tilbage ud af dalen. De er lige så forbavsede over at se vores lejr, som jeg er over at se dem. Uden de store forventninger spørger jeg dem, om vel ikke tilfældigvis har en satellittelefon.

”Selvfølgelig har vi det!”, lyder svaret.
Snart har Carsten hovedstaden i røret. Vi kan forvente gassen i morgen. Frustrationen er vendt til glæde, og vi inviterer den russiske familie på mad og te i køkkenteltet. Det er næsten ikke til at fatte, at de bare er dukket op med en satellit-telefon ud af den blå luft. I morgen kan vi klatre som planlægt. Men først fejrer vi, at lykken er vendt – på russisk manér med vodka.

BivuakTrykbølgen
De følgende dage går med at få transporteret udstyr og mad op på gletsjerne, ind til vi ønsker hinanden held og lykke og går mod hver vores bjerge. Bestigningerne kan begynde. Dag efter dag er vejret godt om morgenen, mens der typisk kommer et tordenvejr ind om eftermiddagen.

Middagsheden og den brændende sol gør gletsjeren blød, og vi synker af og til i til livet, selvom vi har trådt spor dagen forinden

. Én dag, hvor vi er oppe for at se på den rute, vi har tænkt os at klatre, kælver en hængende gletsjer på bjerget og skaber en kæmpe lavine, der går direkte ned over den klippevæg, vi ville have startet op ad. Selvom vi står 200 meter derfra, bliver vi dækket af sne fra trykbølgen, da islavinen hamrer ned på gletsjeren.

”Change of plans,” kommenterer Jim tørt.
Ikke desto mindre går vi i gang med klatringen dagen efter, men dog op et stykke ved siden af den hængende gletsjer, så vi ikke er udsat for faldende is. Vi klatrer et par reblængder med ren klippe, og derefter følger vi et system af couloirs, til vi er oppe over den hængende gletsjer.

Her venter et langt isfelt, og ved middagstid begynder et tordenvejr at bevæge sig ind mod os. Heldigvis finder vi et sted at grave os ind under en stor hængekavle, hvor vi kan bivuakere. Det bliver en lang nat uden søvn, da det stormer og fyger med sne, og de tynde sommersoveposer, vi har medbragt for at spare vægt, er ikke til megen nytte.

Vi står praktisk talt midt i en sky.

Bivuak2360 grader
”Extreme camping” joker Jim med et skævt smil næste morgen, hvor vejret er klaret op, og vi klatrer nogle flotte passager på is og klippe på den enorme, overhængende serak. Vi ved, den vil føre os til toppen, men er dog i tvivl, om vi skal gå til højre eller venstre om barrieren. Vi vælger det første.

Jim klatrer op ad en stejl rampe, der skærer gennem den overhængende isvæg, og mens han er i færd med at sætte en isskrue som sikring, braser hans trin sammen i den varme sne. Han styrter. Heldigvis falder han kun et par meter og lander i dyb, våd sne, falder ikke videre og belaster derfor ikke mit svage ankerpunkt.

Vi prøver nu at gå venstre om serakken, og efter en kort isvæg står vi pludselig på toppen. Det er fantastisk at stå her og vide, at ingen andre har været på dette bjerg før os. Man kan se 360 grader rundt og for én gangs skyld er der skyfri himmel.

Vi kigger mod øst til de bjerge, de andre drenge har som projekt og tænker, om de mon også er ved at været på toppen ét sted. Mod syd ligger sletterne i Kina, men hvad der for alvor fanger vores blik er områdets højeste bjerg mod vest.

Det 5318 meter høje bjerg har en perfekt form, og det ser ud til, at der er en mulig rute til toppen. Selvom vi ikke helt kan se den nedre halvdel af bjerget beslutter vi, at vi vil gå om til nabogletsjeren og forsøge en bestigning. Efter en lang nedstigning når vi vores telt på gletsjeren samme aften og sover tungt natten igennem.

Base campMod nye toppe
Næste morgen vandrer vi ned til base camp for at tørre vores ting, få os en hviledag og møde de andre. Simon og Carsten måtte vende om på deres bjerg, fordi deres rute viste sig at bestå af et lag af centimeter tynd is på klippe, men de kommer senere på toppen af et 4885 meter bjerg.

Jakob, Sune og Anders havde været mere heldige med deres rutevalg og kom på toppen af deres bjerg. Vi fejrer, at turen allerede har været en succes (på russisk manér) og planlægger de næste projekter.

Jim og jeg forsøger først bjerget, vi så fra toppen, men ruten viser sig at være umulig, og som en sidste mulighed vælger vi et 4950 meter højt bjerg ude i horisonten mod øst, som man kan se i solens sidste stråler hver aften fra base camp.

Trods whiteout klatrer vi den første svære passage på en blanding af klippe og is, som fører op til lettere isklatring på væggen. Efter nogle timer slutter isfeltet og vi kan følge en sneryg til toppen. Eller hvad? Vi er lidt i tvivl, om vi virkelig er på toppen, for vi står praktisk talt midt i en sky.

Det klarer dog nok op et kort øjeblik til, at vi kan se, at der ikke er noget højere punkt på snekammen, og vi lykønsker hinanden med endnu en førstebestigning.

Hvil AlexandraLavinen
Det har sneet konstant de sidste to dage, og der ligger meget sne på væggen, solen varmer på den vestvendte væg sætter små skred i gang. Vi har kun klatret et kort stykke ned, da en alt for velkendt, susende lyd kan høres over os.

”Avalanche!” råber Jim.
Jeg ser en stor, hvid masse komme i meget høj fart direkte mod os. Det eneste, jeg kan nå at gøre, er at læne mig ind over mine isøkser og håbe, at vi ikke bliver revet med.

Heldigvis bliver vi hængende og har da også sat tre isskruer imellem os, så vi fortsætter ned efter at have rystet den værste sne af tøjet. Adrenalinen har ikke nået at lægge sig, da et endnu større skred kommer væltende ned.

Jeg advarer Jim og lægger mig ind over øksen. Jim er nederst på rebet og kan ikke komme til skade, men hvis jeg er for langt over hans sidste isskrue, når en lavine kommer, risikerer jeg et alvorligt styrt.

Det tager hårdt på nerverne at bevæge sig igennem det udsatte stykke, men der er ikke så meget andet at gøre end at bevæge sig hurtigt og sørge for at have så mange sikringer i mellem os som muligt hele tiden.

Omsider kommer vi ned af isvæggen og ind under nogle stejle klipper, der giver beskyttelse mod lavinerne. Nu skal vi bare sikkert ned ad klipperne. Vi ender dog med at skulle fire os ned fra en suspekt blok, fordi klippen var lavet af kompakt marmor, der ikke kan sikres på nogen måde, men kan snart ånde lettede op.

Tilbage i base camp er resten af holdet samlet, bestigningerne bliver fejret, og vi beslutter at opkalde bjergene efter vores kærester og koner derhjemme som en lille gestus for deres tålmodighed overfor vores evindelige eskapader i bjergene.


Holdets førstebestigninger i Kirgisistan

  • Peak Alexandra (5290 m.) med ruten ’Bivouac - French for Mistake’ (D: 5.4, 70, 700m) klatret af Jim Broomhead og Kristoffer Szilas.
  • Peak Pernille (5190 m.) med ruten ’Waiting for the Tide’ (AD: 55, 700m) klatret af Sune Buur, Jakob Fisker og Anders Hedeager Pedersen.
  • Peak Lea (4950 m.) med ruten ’Mermaid’ (D: M4, 70, 500m) klatret af Jim Broomhead og Kristoffer Szilas.
  • Peak Kathryn (4885 m.) med ruten ’Russian Roulette’ (AD: 60, 700m) klatret af Carsten Cooper-Jensen og Simon Lund Jensen.

2Jim Broomhead paa Peak AleHvorfor Djangart?

Som så mange andre grænseområder mellem Kirgisistan og Kina, har dette tidligere militærområde været lukket for civile i hele sovjettiden, og potentialet for bjergbestigning i området blev først ’opdaget’ af en britisk ekspedition tilbage i 2004.

Vores ekspedition fik inspiration fra en russisk ekspedition, der i 2008 havde fotograferet mange af bjergene, men endnu ikke klatret toppene. Vi havde derfor adgang til en region, hvor alle bjerge var ubesteget.


Planlægning af en førstebestigning

Der fandtes et gammelt kort over området fra Sovjettiden, som mere eller mindre viste topografien korrekt. Sammen med billederne fra den russiske ekspedition fra 2008 var det derfor muligt at identificere bjergene og finde en egnet placering vores base camp. Næste skridt var så at vurdere potentielle ruter og risici på bjergene.


Udstyr

På en ekspedition som denne bruger man i udgangspunktet det samme udstyr som for eksempel i Alperne. Men fordi der ikke er nogen form for redningstjeneste i området, må man sikre sig, at man har, hvad man skal bruge i tilfælde af noget går galt.

På den anden side kan man ikke tage så meget udstyr med, at man klatrer for langsomt, så i sidste ende er det et spørgsmål om at vurdere, hvor stor en risiko man er villig til at tage i forhold til ens tidligere erfaringer

Andre spændende artikler


10 myter om Everest

10 myter om Everest

Introduktion til alpinklatring

Introduktion til alpinklatring

To danskere jagter samme rekord på Everest

To danskere jagter samme rekord på Everest

Log ind