Fra kyst til kyst på Korsika

De glubske svin

Vi tanker vand fra en naturlig kilde, der risler ud af en mur nær en kridhvid Jomfru Maria-statue foran en stenkirke. Vandrer ind i skyggefuld skov og holder frokostpause med korsikansk pølse, brød og ost. I skoven ser vi spor efter vildsvinene, der strejfer vildt om i bjergene her og pløjer jorden op med deres tryner. De er ikke til at spøge med.

Allerede på køreturen fra lufthavnen i Ajaccio til Porto-Vecchio på østkysten hørte vi den grufulde historie om et ældre, fransk par, som luftede deres to hunde ved en bjergvej ikke langt herfra. Parret blev opsnuset, overfaldet og væltet omkuld af en flok vildsvin og var ikke i stand til at holde fast på deres hunde. De kunne blot se til, mens de glubske, gryntende svin åd deres chihuahua.

Deres anden hund, en Yorkshireterrier, slap væk sammen med det rystede par, hvis historie nu åbenbart bliver brugt til at give turister en lille skræk i livet og formane om, at man ikke skal komme for tæt på svinene. Snart skal vi finde ud af, at hunde ikke er det eneste, de gryntende svin kan finde på at æde – den vender vi tilbage til.

Hen på eftermiddagen når vi Cartalavonu. Her ligger et par bygninger i en lysning i skoven, og vi får en kold øl ved cafébordene udenfor. Senere venter en treretters menu indenfor, inden vi dejser om på en simpel sovesal. På hele turen kan vi overnatte indendørs på refugier i landsbyer, og med en del højdemeter, høj sol og høj varme er det lækkert at kunne vandre med en let Rygsæk og ikke skulle slæbe på alt teltgrejet.

En rebelsk ø

Stien er stenet, blomsterne lyserøde og træerne grønne, da vi næste morgen vandrer videre ind i bjergkæden. Udsigterne bliver hurtigt mere luftige, og snart står vi på en klippetop og skuer helt ned til sydspidsen af Korsika.

Vi kan tydeligt se Sardiniens bjergrige nordkyst poppe op fra det glimtende, blå hav, og det er ikke kun fysisk, at Korsika ligger tæt på det italienske. For mens Korsika danner sin egen region i Frankrig, var øen i næsten 500 år regeret af den uafhængige stat Republikken Genova, ind til befolkningen løsrev sig og i 1755 blev en uafhængig, italiensktalende stat.

Det blev dog kun til en parentes i historien, for allerede 13 år efter forærede Genova Korsika til den franske konge, Ludvig den 15., for at råde bod på ubetalte skatter. Det faldt ikke i god jord hos korsikanerne. De gjorde oprør, men det tog blot et år for det franske militær at slå det ned.

Øen har siden 1769 formelt været en del af Frankrig, men har dog aldrig mistet sin rebelske natur. Samtidig er de stærke historiske og kulturelle bånd til Italien stadig tydelige i dag. Korsika deler mange katolske traditioner med Italien, den arkitektoniske stil på kirker og fæstningsværker er inspireret af genovesisk stil, og maden har mange ligheder.

Det korsikanske sprog har også dybe rødder i italiensk. I tiden efter Anden Verdenskrig blev det dog ikke anset som særlig fint at tale korsikansk, da det var pøblens sprog, så færre og færre korsikanere lærte sproget. I dag er der dog en bevægelse blandt øens unge, der omfavner den oprindelige økultur og også har mere fokus på at lære sproget. Der bliver desuden igen undervist i korsikansk på skolerne

Fra udsigtspunktet med det spektakulære vue fortsætter vi gennem fredelige nåleskove. Kommer til frodige sektioner, hvor stien snor sig gennem hoftehøje bregner. Ser dovne firben dase på solvarme sten. Landskabet åbner sig, og vrede skyer samler sig om de takkede toppe i de endnu højere bjerge længere mod nord.

Vi vandrer dog i solen gennem en sovelandsby, hvor vi plukker kirsebær fra træerne. På ægte korsikansk stil forkæler vi igen os selv med lokal pølse, ost og brød på stien, drikker en kold cola på en cafe, dypper fødderne i en kølig rislende bæk og vandrer sidst på eftermiddagen ind i lille Levie med den fredelige hovedgade.

Sommersæsonen er endnu ikke sparket i gang, så her er bomstille, da vi efter tre forrygende retter mad – lækker græsk salat, svinekød med hvidløgskartofler og en frisk dessertcreme til sidst – på byens rene, pæne gite, trisser ud på en aftentur.

På en tilbagelænet cafe drikker vi en enkelt pastis. Vi er de eneste udlændinge, men et par lokale mænd spiller kort og skåler muntert. En kvinde kommer ind med en rygende varm pizza og byder venligt os og alle andre på cafeen et stykke.

Modstandsfolk og mafiametoder

Næste dag er bjergluften frisk, solen skinner, og på vej ud af Levie vandrer vi forbi byens kirke. Foran den står et mindesmærke med godt og vel hundrede navne mejslet ind i stenen – alle sammen sønner af byen, som mistede livet i Første Verdenskrig. De mange mænd, der aldrig kom tilbage, kan faktisk aflæses i landskaberne omkring os.

Vi vandrer gennem tæt skov på en sti flankeret af tunge, mosbeklædte stendiger, men hvor der nu er skov, var der engang marker. Efter den store krig var der dog ikke nok mænd til at så, passe og høste markerne, så langsomt tog naturen over. Faktisk voksede skoven sig så tæt på øens stejle bjergskråninger, at de korsikanske modstandsfolk under Anden Verdenskrig – ofte kaldet maquisards efter typen af skov, maki – skjulte sig her.

De organiserede guerillaangreb mod først italienske og senere tyske styrker fra deres skjul på skråningernes skove, hvor det som nævnt nu er vildsvinene, der regerer. Faktisk siges det siges, at når den korsikanske mafia vil få fjender til at forsvinde sporløst, behøver de blot kaste ligene ud i skovene. Vildsvinene klarer resten.

Lykkeligvis ånder der fred og ro, som vi bevæger os gennem landskaberne op mod de bastante stenruiner fra bronzealder-byen Cucuruzzu. Igen i dag er der umådeligt fredeligt på stierne. Ud over et belgisk par og to franske kvinder, vi har mødt et par gange, møder vi ingen andre vandrere. Også her, mens vi snuser rundt mellem de fine ruiner, er vi stort set alene.

Der er lidt mere liv i Quenza, som vi vandrer ind i ved frokosttid. Det, der optager os mest, er dog duften af frisk pizza og udsigten til formidabel bruschetta, og vi tager en pause i skyggen, fylder maverne og lader batterierne op til eftermiddagens etape. Den bringer os igen højt til vejrs på øen. Vi skuer tilbage mod de bjergkamme, vi de seneste dage har vandret over, og vi spotter landsbyerne forude på ruten i dalstrøgene under os. Dagen slutter i landsbyen Serra Di Scopamene. Et bad. Aftensmad. En pastis på den lokale café. Godnat.

Hvad mere kan man håbe på?

Vandredag fire. Det føles allerede som det mest naturlige i verden at stå op, spise morgenmad, pakke rygsækken og begive os ud under den lune forårssol i det skønne forårsvejr. Ud mellem de vilde, duftende blomster langs stien. Ud til den grønne flod i dalbunden, hvor vi daser et øjeblik, inden vi vandrer stejlt op ad en bjergside, hvor bregnerne af og til omslutter os fra top til tå.

Hen på eftermiddagen når vi Sainte-Lucie-de-Tallano, hvor snævre gyder løber labyrintisk mellem den gamle bys stenhuse med de røde tage. Den lille bys huse ligger tæt og intimt i en klynge på bjergsiden, der bugner af oliventræer. Sainte-Lucie-de-Tallano er da også berømt for den fortrinlige olivenolie; byen afholder endda sin helt egen olivenoliefestival, og ved siden af vores vandrehjem ligger en gammel olivenmølle, der dufter af en svunden tid. En ældre korsikansk herre med tonsvis af attitude viser rundt. Jeg fatter dog ikke meget af, hvad han siger.

Vi har allerede nået punktet, hvor den ene vandredag tager den anden, og snart er det vores sidste vandredag, som på mange måder også er den mest spektakulære. Vi vandrer igen op mellem frodige bregner og højt op på skråningerne i Alta Rocca. Under os ligger idylliske landsbyer, og snart kan vi skue det enorme, blå Middelhav mod vest.

Vi har vandret fem dage på tværs af Korsika på en rute, der har været vidunderlig fri for folk, man ofte render ind i på en vandrerute, der byder på så flot natur og så fine landsbyer at overnatte i. Vi har spist lækker mad på refugierne, smagt på pastis på hyggelige caféer, sniksnakket med lokale, svedt på lange opstigninger, kølet tæerne i forfriskende floder, sukket over spektakulære udsigter og har fået et indblik i livet på en ø, der er helt sin egen.

Hvad mere kan man håbe på, når man snører støvlerne, slynger rygsækken på og drager på vandretur?

Tak til Atout France og ATC Corsica – Korsikas Turistråd