FRA NYBEGYNDER TIL SOLO-VANDRER

Jeg meldte mig til en gruppetur på West Highland Way med bagagetransport, hvor vi skulle overnatte indendørs. Jeg købte to par vandrebukser, et par lange merinouldunderbukser, en fleece, en skaljakke og en 20-liters rygsæk. Jeg fik også fire par vandrestøvler med hjem fra en friluftsbutik, som jeg prøvede af derhjemme, inden jeg valgte dem, der virkede bedst. De andre leverede jeg tilbage.

Så tog jeg til Skotland, hvor vi vandrede 20 til 30 kilometer om dagen, og jeg elskede det. Jeg dyrkede elitesport i mange år og er vant til den her turnerings-boble, hvor man kun er sammen med hinanden. Alt, hvad der sker, er lige her og nu, og der er et meget stort nærvær.

Det var den samme følelse, jeg fik på vandreturen. Vi kom utrolig tæt på hinanden på kort tid, og folk ville hinanden, selvom vi var meget forskellige. Jeg havde været lidt bange, da jeg meldte mig på turen, for hvad hvis alle andre, der var med, kom som par eller allerede var venner. Alle bekymringer blev manet til jorden. Det var en fantastisk oplevelse at være af sted.

Herhjemme sad jeg så og drømte mig ud i verden. Tilbage til Skotland. Til Patagonien. Ud på vandrestierne. Jeg begyndte at følge youtubere og undersøge, hvordan man slår telte op. Hvordan man laver mad på tur. Det handlede meget om de praktiske ting. Jeg meldte mig så på et weekendkursus med Opdag Verden, og det gik det op for mig, at jeg ikke engang havde en ordentlig rygsæk. Eller et telt.

Jeg gik i Friluftsland og spurgte til de vildeste feinschmecker-telte, men den søde ekspedient fortalte mig, at jeg sagtens kunne nøjes med noget mindre, der heller ikke vejede særlig meget. Jeg undersøgte videre. Læste anmeldelser. Gik på Facebook og Youtube. Jeg havde syv rygsække med hjemme, inden jeg valgte en, der sad godt på min krop.

Og så tog jeg på et weekendkursus med en enkelt overnatning i Gribskov. Jeg var dødnervøs og usikker, men turlederen, Selina, tjekkede op på mig. Hjalp mig med at stramme teltet op. Roste mig. Kiggede på mit udstyr sammen med mig og viste mig sit. Jeg så, hvordan hun har sit udstyr fordelt i små drybags i forskellige farver, så kun altid nemt kan finde det, hun har brug for. Jeg så hendes ’shit kit’ og tænkte: ”Wow!” Det var så nyt for mig.

Faktisk var jeg nervøs næsten hele weekenden, fordi jeg havde en følelse af, at alle andre vidste, hvad de lavede – og det gjorde jeg ikke. Folk var dog virkelig søde. De var også langt foran mig på alle fronter, men de lod mig være nysgerrig – og var selv nysgerrige. Der var ingen, der syntes, at alle mine spørgsmål var dumme. Sidenhen har jeg fundet ud af, at det bedste, man kan gøre, er at spørge ind til andres grej. De bliver megaglade. Og så får man jo hele historien bag det. Det er det fede ved fællesture. Folk åbner fuldstændig op og er utroligt glade for at hjælpe og dele ud af erfaringer.

Min anden vandretur nogensinde gik til Jotunheimen. Det var en tur med Opdag Verden, og det var hardcore. Jeg glædede mig sindssygt meget til at komme af sted og brugte masser af tid på at planlægge. Formen var jeg ikke nervøs for, men jeg var bekymret for ikke at have det rigtige udstyr. Jeg har været i naturen mange gange, og det værste er at fryse eller være våd, hvis man ikke kan tørre sig eller få varmen igen. Jeg havde derfor rigtig meget vægt i rygsækken.

På Youtube havde jeg set, hvordan man vejer og pakker sin mad, og hvor meget man skal have med – og jeg havde meget mad med. Jeg planlagde alt meget minutiøst.

Turen var en grænseoverskridende oplevelse. Jeg var ikke bange for at krydse vandløbene i bjergene, men vi gik flere steder på store kampesten. Når jeg kiggede ned mellem dem, var der langt ned. Hvad hvis man skrider? Jeg er ikke den højeste person, og nogle steder skulle man tage meget lange skridt mellem stenene. Samtidig havde jeg 17 kilo i rygsækken. Jeg havde også to vandrestave, men jeg havde aldrig brugt vandrestave før.

Vi krydsede to-tre steder med kampesten den dag, og turlederen, Jonas, spurgte, om jeg var okay? Jeg begyndte at græde. Fortalte, at jeg var rigtig bange. Så kom den anden turleder, René, tilbage og tog min rygsæk for mig. Jonas sagde, at jeg bare skulle følge hans fødder, og at jeg skulle huske, at mine støvler ville sørge for, at jeg ikke gled. Jeg kom igennem, men sagde til Jonas, at jeg nok gerne ville hjem fra turen. Da jeg senere slog mit telt op i lejren, kom Jonas og René over og spurgte, om jeg ville hjem. Det ville jeg overhovedet ikke længere.

Jeg er bare en person, som skal forberede mig mentalt på ting, og når jeg kommer til noget uventet, som jeg ikke har kunnet forberede mig på mentalt, så har jeg svært ved det. På mine ture har jeg nu erfaret, at det ikke er altid, man kan forberede sig på det hele. Så må man bare være i nuet og komme igennem det. Man vokser sindssygt meget af sådan en oplevelse.

Turen til Jotunheimen viste mig også, at jeg kan stole på mine medmennesker. Jeg kan stole på, at andre i gruppen kan finde ud af tingene – og at de vil mig. Jeg kan være en del af fællesskabet og komme tilbage efter et lille nederlag. Det var vildt fedt at opleve. Jeg kom hjem fra den tur og ville bare af sted igen. Opleve mere.

Tak til Jonas og René! Jeg mødte senere Lars, som også er turleder for Opdag Verden, og jeg fortalte ham om min frygt for kampestenene. Han sagde, at jeg måtte ud og øve mig i at vandre på dem, og det gjorde vi så. Vandrede på stranden fra Gilleleje mod Helsingør, hvor der er de her store sten på stranden i kilometervis. Nu har jeg ikke noget problem med kampesten mere.

Jeg havde 17 kilo i rygsækken på turen til Jotunheimen. Det var for meget. Jeg har et regneark, hvor jeg skriver alt om mit grej - også hvad det vejer. Jeg skrev noter ind i arket efter turen. Reviderede, hvor meget jeg havde spist, så jeg kunne se, hvor meget jeg har brug for, næste gang jeg skal på tur. Skrev mine erfaringer om mit tøj ned: Hvad jeg brugte, og hvad jeg ikke brugte. Sådan evaluerer jeg på alle mine ture – også de mange weekendture til Sverige.

Jeg laver også altid en udførlig pakkeliste inden turen, for min rygsæk er mit hjem på tur. Alt har sin egen farvekodede drybag. Der er en drybag til elektronik. En anden til min kaffe og morgenmad. En til mit ’shit kit’. En todelt drybag til mit tøj, så det rene og det beskidte ikke rører hinanden. Og alt er altid pakket det samme sted i rygsækken, så jeg kan finde mine ting.

Jeg begyndte at tage på weekendture med Opdag Verden – altid til Sverige. Jeg elsker Sverige og de fredelige stier. De smukke skove. Der er lidt udfordringer, men ikke for mange, så man har overskud til at kigge op, kigge rundt og tage billeder. Og så elsker jeg fællesskabet og det at lære en ny flok folk at kende. Man lærer en masse af hinanden. Jeg har f.eks. fået ideer til en masse retter, man kan lave på tur og fået tips til gode Youtube-kanaler med gode råd og opskrifter. Jeg har også fået gode vandrevenner, som jeg nu mødes og går ture med.

Vægtoptimering har været essentielt for mig, men jeg har også været lidt lunken ved det der med kun at tage en halv tandbørste med, og at man er bange for vægten på en hue, der vejer 30 gram. Det er for meget for mig. Jeg har villet optimere vægten for at kunne gå længere. For ikke at få ondt i fødderne og knæene. Jeg har f.eks. skåret ned på vægten ved at bruge tøj, som har flere funktioner. Min dunjakke er lige så vandtæt som en skaljakke, så den kan jeg lade ligge derhjemme.

Jeg kan også bruge dunjakken under en skaljakke eller mit letvægtsregntøj, hvis jeg hellere vil det. Jeg kan sove i den, hvis jeg mangler lidt ekstra varme. I starten havde jeg mere tøj med, men nu har jeg ét sæt ekstra tøj. Så længe jeg har noget, der er tørt, så er jeg glad. Jeg er ligeglad med, hvad folk siger om ekstra underbukser og BH'er og strømper. Jeg behøver det ikke. Jeg har også meget mindre mad med end til at begynde med.

Jeg ved jo, at jeg ikke dør, hvis jeg ikke har helt nok med – jeg kommer hjem søndag, hvor der er masser af mad. Jeg startede med en Deuter-rygsæk, der vejede 3,5 kilo og havde et bæresystem, der var så lækkert, at det føltes som en sofa. Nu bruger jeg ofte en Osprey Eja Pro 50+5, som er en superfornuftig rygsæk, der vejer under 900 gram.

Til en tur på Madeira købte jeg en 28 liters Osprey-rygsæk, som har løbevest-features, og på Camino Portuguese klarede jeg mig i fem dage med 4,4 kilo i en 20-liters rygsæk og havde alt, hvad jeg havde brug for – udover mine sandaler og et par shorts, da det blev varmere, end vejrudsigten sagde. Jeg havde egentligt forsvoret, at jeg aldrig nogensinde ville tage på vandretur uden telt – for mig er det ikke rigtig vandring, når man bor på hotel – men det var en rigtig god tur. Jeg synes dog stadig, at det var mærkeligt at sidde på en café, når man er på vandretur.

Jeg drømte om at tage på vandretur alene. Jeg er lidt introvert og kan godt lide mit eget selskab, men jeg har ikke en særlig god stedsans, så jeg lagde lidt blødt ud på Bornholm, hvor jeg kunne følge kysten rundt. Mine børn synes, at det var en god ide. På den tur fandt jeg ud af, at jeg nærmest helst vil vandre alene.

Jeg bestemmer fuldstændig selv, skal ikke koordinere med nogen og skal ikke aflæse nogen. Hvis jeg vil have to kopper morgenkaffe, så drikker jeg to kopper morgenkaffe. Hvis jeg vil i vandet og bade hvert tiende minut, gør jeg det. Jeg kan holde halvanden times frokostpause, eller jeg kan gå 25 kilometer uden at holde pause.

Det er vildt fedt, og jeg kan blive helt rørt ved tanken om folk, der opdager, hvor mange muligheder, det giver at vandre alene. Man pakker sin taske og tager afsted. Er ikke afhængig af nogen. Når man går alene, er man også mere opmærksom på sine omgivelser. Man kan lade tankerne føre en et eller andet sted hen, men man kan også være ekstremt nærværende.

De seneste tre år har vandring givet mig et ekstra frirum. Jeg føler, at jeg har et rum i naturen. Jeg behøver ikke at tage langt væk for at opleve det og være i det – men jeg kan også tage langt væk, hvis jeg vil. Jeg er 56 år, og min krop fungerer – tænk at være så heldig. Jeg er så taknemmelig for at kunne vandre.