Det er en af verdens mest klassiske vandreruter, og der er få stier i verden, der ender med så stort et kulturelt højdepunkt. Inkastien til Machu Picchu har det hele – den storslåede natur højt i Andesbjergene og et fascinerende indblik i en gammel civilisation indhyllet i historiens tåger.
Sveden løber ned ad vores pander, og hvert skridt opad føles som en kamp.
“Er det mon de mange trappetrin, der har taget livet af hende?” joker Katja forpustet.
Vores guide Jorge griner og svarer: “Nej, det er udsigten. Se derovre – bjergets silhuet ligner en kvinde, der ligger på ryggen.”
“Aha!” udbryder vi i kor og skæver til bjergtoppen, der ganske rigtigt afslører en hvilende kvinde.
Vi er på vej mod toppen af Den Døde Kvindes Pas 4.200 meter over havets overflade, og pludselig står vi der. Andesbjergenes sneklædte toppe strækker sig mod horisonten. Stilheden fylder luften. Vi er i gang med vores fire dages vandretur på den 43 kilometer lange, verdensberømte vandrerute – Inkastien, der blev anlagt af inkaerne for flere hundrede år siden og leder hen til den historiske by Machu Picchu.
Ruten snor sig op og ned på bjergstier mellem storslåede, sneklædte bjergtoppe og grønne dale, gennem tågeskov og subtropisk klima, og den passerer adskillige historiske inkaruiner undervejs. Selvom 43 kilometer på fire dage ikke lyder af meget, skal man ikke lade sig narre; det kræver god form, hvis man vil nyde den stejle vandretur.
Den betagende udsigt over Andesbjergene gør os næsten målløse. Vi er på Inkastiens hårdeste dag, dag to, hvor vi går 16 kilometer med 1.200 højdemeter op gennem skov og på stejle trappesten i Llulluchapampa-dalen. Her står vi nu forpustede i Den Døde Kvindes Pas og nyder udsigten. De næste dage skal cirka 3.000 trappetrin føre os det meste af vejen ned mod Machu Picchu.
