Gennem Sahara på tandem

”Ha! Tænk, hvis vi punkterer nu efter 500 meter”, griner jeg. 

”Ja, det ville være kønt,” lyder det klukkende fra Erik fremme i ”cockpitet”.
Vi når lige at grine færdig, inden baghjulet begynder at sende vibrationer op gennem vores tandemcykel. Fornemmelsen kender vi begge kun alt for godt. Et fladt dæk.

Lappen tører, mens vi kan sidde og kigge hele vejen tilbage til punktet, hvor vores tur begyndte. Vi har sat os ud på en tur, der begynder 600 kilometer syd for Algeriets hovedstad, Algier, og går ned gennem Saharaørkenen til Niger.
Først lå vi flade af grin, da forslaget om at cykle gennem Sahara på en tandem kom på bordet. Så tænkte vi, hvorfor ikke?

Uventet udfordring
De første uger følger vi småveje af svingende kvalitet. Efter det venter den store ødemark, og allerede efter nøjagtig et døgn i ørkenen byder Sahara på uventede udfordringer. Vinden vender, og det blæser op under en blytung himmel. Snart mærker vi en iskold nordenvind, der nærmest river helt ind til knoglerne. Så åbner himlens sluser sig. Regnen pisker ind i ansigterne på os. Måske lidt ligesom en regnvåd oktoberdag derhjemme. Der er bare lidt længere mellem benzinstationerne her. Og en smule mere sand.

Der kører vi så i professionelt cykeltøj, der er klistret ind i reklamemærker fra top til tå. Tøjet har ekstrem åndbarhed og er det nyeste nye. Men ingen af os har tænkt på, at vi også skulle have regntøj med. Der findes ikke læ i miles omkreds, så vi må bare acceptere, at vi bliver gennemblødte og fortsætte.

Oliens forbandelse
Vi fortsætter sydover gennem Grand Erg, der er en gigantisk sandkasse, og videre ud i ørkenen. Vi slår lejr ved foden af sanddynger, der er mere end hundrede meter høje.

I et halvt år har Erik skruet, snedkereret og svejset en specialvogn til cyklen, men den ligger fortsat ubenyttet i Landcruiseren, som følger os. På grund af sikkerhedssituationen i Algeriet nægter myndighederne at lade os cykle uden følgebil. Vores stemplede papirer tjekkes grundigt på de mange checkpoints langs de primitive og ellers meget lidt befærdede veje.

I to dage slås vi med modvinden idet vi drejer sydover. Vi holder konstant otte timer lange arbejdsdage, der kun er afbrudt af korte pauser og frokost. Asfalten er rå og ujævn som et vaskebræt. Stenene er hårde og bagdelen får seriøse prygl i sædet, men værst er det for håndleddene, der tager mod alle rystelserne fra forhjulet.

Efter flere dage i ørkenen er den første lille, røde prik på kortet ved at være længe ventet. Det er byen Belgbour, hvor vi efterhånden forventer en kongelig modtagelse, festmåltider og en afslappende dukkert i en afkølet swimmingpool. Men Belgbour er ingenlunde sådan. Vores forhåbninger har været et indbildt fatamorgana. Stedet er intet andet end et vejkryds med løse geder og nogle faldefærdige lerhuse spredt rundt omkring. Og der er selvfølgelig hverken festmåltid eller swimmingpool nogen steder.

Vi gætter på, om det er den nedlagte benzinpumpe eller den usle kiosk, der har gjort dette hul fortjent til den røde prik på kortet. Vi går slukøret i seng, men vågner op med jubel næste morgen. Vinden har vendt igen, og vi kan fortsætte med vinden i ryggen. Vi sigter mod In Amenas, der er fire dagsetaper væk. De følgende dag cruiser vi gennem ørkenen på turens længste dage med henholdsvis 165 og 220 kilometer om dagen.

Rebeller og terrorister
Vi aflægger et hyggevisit på Statoils gasanlæg i In Amenas. Steder har sin egen militærbase, som står for at holde vagt over hele området døgnet rundt. Statoil er nemlig et yndet mål for terrorister, og de ansatte er et oplagt mål for kidnapning. De mest berygtede banditter i området kalder sig Aqim, der er en nordafrikansk gruppe med tilknytning til Al Qaeda. Vi får nyt om sikkerhedssituationen længere mod syd fra den amerikanske sikkerhedstjeneste. De har nedslående nyt til os. Aqim patruljerer i området i tungt bevæbnede landcruisere, der er malet beige for ikke at blive opdaget på satellitbilleder. De opererer i konvojer af fem-seks biler, og hvis de dukker op, er der ingenting at gøre. De vil tage alt, hvad vi har. Også bilen.

Vores lokale chauffør vil heller ikke kunne stille noget op. De dårlige nyheder fortsætter. Rebellerne regerer hele vejen til Niger, og de har informanter over det hele i det sydlige Algeriet. Det er netop den vej, vi skal. De ved formentlig allerede, at vi er her. Mens vi er cyklet gennem Algeriet har Aqim taget fem europæere som gidsler.

Løsepenge er nemlig en yndet indtægtskilde for disse rebeller, og der er ingen tvivl om, at de mener det alvorligt. Et britisk gidsel blev likvideret i sommeren 2009, da løsepengene ikke blev udbetalt. Uden varsel eller genforhandling. Byerne skulle være sikre, men på vejene tilråder sikkerhedsfolkene militærkonvojer. Vi fortsætter dog uden.

Ørkenen har mange facetter, og omgivelserne skifter hele tiden karakter. Vi cykler op over en bakkekam og kommer til en knoldfyldt steppe. Derefter venter en stenørken og smukke sandbanker.

Solen står lige ned, og den tørre luft fordamper sveden, så snart den forlader vores porer, så der kun er saltresterne tilbage på huden. Ser vi fremad, får varmen landskabet til at danse. Smukt og forførende er det.

Det giver et ryk i os, da vi pludselig kan høre en sirene. Sikkerhedspolitiet drøner forbi os. De patruljerer altid i tre konvojer af tre biler. Den første konvoj stopper os og undersøger vores papirer nøje. De to næste konvojer har fået besked, så de banker forbi med smil og vink.

Vi snakker om, at vi har været ganske åbenmundet om vores tur lige fra dag ét, så rebellerne har haft god tid til at tænke sig om og finde ud af, hvor og hvornår vi vil cykle de forskellige steder. Spørgsmålet er, om de ønsker flere gidsler, eller om de mener, at de har nok allerede.

Hver dag møder vi lokale i biler. De tilbyder os ofte vand eller tager billeder med mobilen og sender dem til familie og venner. Men i dag er det anderledes.

En stor, beige firhjulstrækker stopper os, og på ladet sidder en flok uniformerede mænd og skuler til os. Bag rattet sidder en person, som i vores øjne ligner en mafioso. Der er helt ro på os lige fra første sekund. Ingen kække bemærkninger. Min eneste betryggende tanke er, at bilen er så fyldt, at de slet ikke har plads til at kidnappe os. Med mindre de altså vil binde os fast til taget.

”Er der langt til det næste checkpoint,” spørger jeg, da jeg ikke kan holde tavsheden ud længere.
”Der er langt,” mumler chaufføren og nedstirrer os i evigheder, inden han endelig i tavshed sætter bilen i gear og kører videre nordover. Puha.

Fartrekord
Det næste stykke vej er langt mere fornøjeligt at cykle. Vi kører over bjerget Tassil N'ajer. Snørklede veje og betagende natur. Vi stopper ved et udkigspunkt, hvor vi kan se hele nedkørslen. Er dette mon stedet til at sætte en fartrekord?
Sidste forsøg, var på næsten lige landevej, og der kørte vores ben til sidst som trommestikker i en trommehvirvel, og det var endda uden, at vi kom synderligt højt op i fart.

Denne gang lader vi pedalerne stå og lader tyngdekraften gøre resten af arbejdet. Fuld fokus på balance og på at holde kæften lukket. Ellers får vi bare et flueprojektil skudt lige ned i halsen.
Erik slipper bremsen, og vi lader os trille ned ad bakken. Svingene kommer hurtigere og hurtigere efter hinanden. Og så kommer det første åbne stræk.

”60 kilomter i timen,” skriger jeg.
65. Vindmodstanden øges. 70. Vi er endnu ikke i bund. 75. Tør ikke slippe blikket fra vejen. 85,4 kilometer i timen. Så følger et sving. Nødopbremsning.

I halvandet år havde vi spekuleret på, om det overhovedet var muligt at køre gennem verdens største sandkasse på en tandem. Nu er vi nået op på 85 kilometer i timen.

Synker i sandet
Sahara består hovedsageligt af stenørken, men vil det være muligt at cykle uden for de små veje? Efter vores rekordforsøg venter os den næste udfordring. Vi skal finde ud af, om vores cykel overhovedet kan bære os gennem sandet. For selv om vi er to på cyklen, så er der kun to hjul, og de skal altså sørge for, at vi ikke synker alt for langt ned i sandet. Her mellem Tassil N'ajer og Ideles venter 500 kilometer åben ørken. Stemningen er elektrisk idet vi sætter kursen mod vest og det løse sand. Ubevidst anstrenger vi os for at holde farten oppe, som om der er noget, der jager os. Få meter længere fremme slutter vejen. Og nu. Nu synker hjulene i. Men ikke meget. Det bærer. Hjulene kan bære os. Fedt.

Ørkenen skifter hurtigt karakter. Sand bliver til granit. Grus til vulkansten. I horisonten begynder vi at kunne ane spidse bjergtinder. Lige bag bjergene ligger ørkenhovedstaden Tamanrasset, der ligger omkring 300 kilometer fra grænsen til Niger. Men turen derhen går først gennem dyb sand, op over de høje bjerge, og først to dage senere kan vi trille op på en nogenlunde veletableret vej, der fører os ind til Tamanrasset.

Højtideligt kaster vi os ned på jorden og kysser asfalten. Frisk, varm og sort som friskbrygget kaffe. Vi søger en guide i byen, der kan give os råd til vores videre færd, for vores egen guide er forsvundet op i bjergene med nogle turister, der tilbød ham en tur.

”På den anden side af grænsen venter døden,” formanede han os, inden han tog af sted.
Vi prøver at stoppe folk på gaden, andre rejsende og turoperatører. Kun en enkelt lytter interesseret i et par minutter, indtil han hører om tandemcyklen, så går også han grinende væk.

Det er svært at finde en pålidelig guide, der kan bringe os ind i Niger. Vi har lovet den norske ambassade ikke at krydse grænsen uden militær beskyttelse, og overfor den øverste chef hos sikkerhedspolitiet i Tamanrasset forsøger jeg på bedste vis at tigge mig til en eskorte. Den sympatiske mand hæver øjenbrynene, da jeg tegner et kort over ruten. Han synes åbenbart ikke, at det er nogen god idé. Niger er på bristepunktet, og rebeller hærger frit her i den nordlige del af landet, fortæller han.

Brynene løfter sig endnu et hak, da jeg fortæller ham, at vi faktisk er på cykeltur. Efter flere telefonopkald må han ryste på hovedt. Proceduren skal følges. Henvendelsen skal komme fra konsulatet, forklarer han beklagende.
Slukæret tusker jeg til Nigers konsulat, som ser ret lukket ud. Efter at have banket på i to minutter kommer en fyr, som er tydeligt irriteret over, at jeg forstyrrer, ud. Han siger, at jeg skal komme tilbage i morgen. Men dagen efter er der også lukket. Lige så lukket som Niger er for os. Resten af turen står foran os som endnu et uvirkeligt fatamorgana, da vi må sande, at turen slutter lige her.

To uger senere kommer kuppet i Niger, og nye oprør og kidnapninger finder sted i den nordlige del af landet, hvor vi egentlig havde planlagt at køre. Men da har vi for længst pakket vores cykler og vendt snuden nordpå igen.

I mere end 2000 år har karavanerne gennem Sahara været vigtige handelsruter for de lokale i Nordafrika. Elfenben, guld, sølv, dadler, salt og andre værdifulde varer er transporteret denne vej på kamelryg til den afrikanske nordkyst mod Middelahvet. På tilbagevejen medbragte karavanerne glasperler, papir og tekstiler. En enkelt karavane kunne bestå af op til 20.000 kameler og strække sig over tre hundrede kilometer.