Gennem Vietnams grotter i kajak

Vel nede i kajakkerne bliver kursen lagt mod den første lagune, Luon. Den typiske tidevandslagune er gemt inde i en klippeø nær ved en af de flydende landsbyer, som Ha Long også er kendt for. I kajakkerne glider vi langsomt nærmere den flydende bosættelse af hjemmelavede tømmerflåder, hvor familier bor året rundt i små skure, hvis eneste luksus er en hængekøje. Pludselig er der en bidsk køter, der fra sin tømmerflåde sanser os og begynder at gø. Flere hunde stemmer i, og ekkoet fra de nøgne klippesider får landsbyen til at vågne. Jeg putter mit bedste ’nå-ligger-I-der’ smil på og vinker forsigtigt. Jeg føler lidt, at vi ror rundt i fremmede folks baghaver, hvilket vi i grunden også gør.

Tunnelgrotten til Luon er kort, men imponerende. Mandsstore stalaktitter hænger ned fra grotteloftet, og vandets skvulpen mod grottesiderne runger i mørket. Lagunen på den anden side er overvældende smuk. Glatte lodrette klippevægge omringer det blikstille mørkegrønne vand. Al støj er lukket ude, kun ekkoet af vores rolige padletag bryder den altomfattende stilhed.

Vietnamesisk logik
På vores videre færden mellem klippeøerne næste dag forsøger jeg at suge noget viden ud af vores guide, som jeg deler dobbeltkajak med. Jeg spørger, om der er slanger på disse klippeøer, hvortil Cuong svarer et bestemt nej for sekundet efter at tilføje, at der kun er pytoner. Han fortsætter med at remse Vietnams forskellige slangearter op, så jeg må afbryde ham for at få slået fast, om der er slanger eller ej. ”Det er der – også havslanger,” afslutter Cuong. Vietnamesere kan have en tendens til at give en det svar, de tror man ønsker at høre. Jeg ved ikke helt, om jeg skal tro Cuong, men beslutter mig for at trampe hårdt i jorden, når vi går i land, til skræk og advarsel for de måske eksisterende slanger.

Vung Ha-øen, som er på eftermiddagsprogrammet, ligger øst for turistjunkernes rute. Besøgende i Ha Long Bugten bliver primært sejlet rundt i det samme lille område i troen på, at liggestolsturisterne ikke kan genkende de samme klipper fra forskellige vinkler, hvilket nu heller ikke er nemt. Det betyder heldigvis, at resten af Ha Long er overladt til lokale muslingsamlere, fiskeugler og os kajakroere, som derfor kan tumle omkring i fred og ro.

Spontan caving
Ud til havsiden ligner Vung Ha-øen de andre øer med lodrette sider, der stopper brat et par meter over vandet for at svinde ind til en vanderoderet sokkel. Grotteåbningen til øens tre laguner er lav og mørk, men ved ankomsten til den første lagune ser vi noget nyt. Det er et dramatisk fantasilandskab af skarpe klippespir og forvredne palmer, der slynger sig om de sorte kalksten. Passagerne er labyrintiske, og vi er nødt til at tviste os for at komme igennem de snævre tunneller. Strømmen er indadgående, så vi bliver nærmest suget igennem de to første laguner. For hver gang bliver grottegangene endnu smallere. Da vi endelig når ind i den inderste lagune, mærker vi, hvordan strømmen trækker vandet ind i et smalt hul i klippesiden. Cuong indrømmer, at han ikke ved, hvor langt ind man kan komme, og om man eventuelt kan komme hele vejen igennem til endnu en skjult og hemmelig lagune på den anden side.

Vi er fem, der opfordrende kigger på hinanden, og hurtigt er en spontan cavingtur vedtaget. Vi ifører os sandaler og hopper ud af kajakkerne. Vandet når mig til midt på brystet, og strømmen trækker kraftigt i mig med retning mod hullet. Vi bevæger os langsomt ind i mørket. Klippesiderne er overgroet med knivskarpe muslingeskaller, og enhver kropskontakt bliver til en blodig affære. Kun tre af os er udstyret med pandelamper, hvilket kun øger adrenalinen hos de lampeløse. Fem meter inde drejer hulen skarpt til venstre, og dernæst har vi kun pandelampernes mangelfulde diodelys at orientere os efter. Højden til grottens loft falder drastisk, og flere steder er vi nødt til at manøvrere rundt om nogle lave stalaktitter. Hulen drejer endnu engang, og passagen snævrer til, hvilket betyder, at strømmen bliver endnu kraftigere. Pludselig forsvinder gulvet under mig, og jeg er nødt til at sætte benene i spænd på klippesiderne for ikke at dykke under.

Jeg når lige at advare min efterfølger, inden han synker i. Rummet, vi er kommet til, er knap så klaustrofobisk, stadig kun skulderbredt, men nu med et par meter til loftet. Pulsen er nu røget lidt ned igen, selvom vandet fortsat går mig til brystet. Fortroppen rapporterer nu fra enden af det store rum. Der er intet lys fra den anden side, og der er en meget lav passage, hvor vi vil være nødt til at dykke for at komme ind i næste rum. Fornuften og lysten til at blive et år ældre fortæller os, at det er på tide at vende om. Da jeg vender rundt, bliver jeg næsten fejet væk af den overraskende stærke strøm. Det er umuligt at gå oprejst gennem vandet, så jeg bliver nødt til at stemme imod med fødderne på klippesiderne og hive mig frem med armene. Ved stalaktitpassagen opleves grotteloftet endnu lavere end før, og det er kun mit hoved, der stikker op af vandet, da den sidste forhindring forceres. Da vi igen er ude i friheden, griner vi alle hysterisk og viser hinanden vores blodige rifter. Ingen af os nævner det, men vi er alle klar over, at vores drengerøvsbedrift grænsede til det uforsvarlige. Men adrenalinens smag var sød.

Slangefyldt farvand
Næste morgen, mens vi venter på, at tidevandet skal trække sig tilbage, ror vi rundt langs et mindre koralrev. Vandet er ikke helt så tropisk krystalklart, som jeg kunne ønske mig, og der er intet psykedelisk over koralernes brune farver, men revets eksistens er alligevel i sig selv en stor oplevelse.

Indgangsgrotten til vores næste lagune, som lider under navnet ’Fiskefarmslagunen’, er relativ kort og rummelig, men tidevandet er på tilbagetræk, så vi har strømmen imod os. Ved grottens munding inde i lagunen har de lokale fiskere bygget en lille dæmning af sten, som vandet strømmer ned over. Os i dobbeltkajakkerne må i vandet og hive kajakkerne over det lille vandfald, mens den ene enerkajak forsøger sig mod strømmen til stor fornøjelse for to lokale sneglesamlere. Det gælder om at komme lige på strømmen, så man ikke kæntrer, men de store sten og det lave vand vanskeliggør manøvren. Roeren ligger kræfterne i, men må til sidst give op, da hans pagajblad kiler sig fast og knækker.

Vi går lidt på opdagelse på lagunens skråninger, inden kursen atter bliver sat mod vores sejlende base. Ude på åbent vand er der pludselig noget, der bryder vandoverfladen foran kajakken. En halvanden meter lang slange kommer svømmende fra åbent hav ind mod en lille stump strand, som klynger sig op ad en klippeside. Cuong nikker, og jeg kan næsten læse hans tanker med ryggen til: ”Jeg sagde jo, der var slanger.”

En skraldet kajak
De lokale havsigøjnere har sikkert navne for hver stalaktit og hvert klippefremspring i bugten, men officielt har mange af grotterne og lagunerne ingen navne. De går under barnlige kælenavne som ’Den Mørke Grotte’ og ’Den Bugtede Grotte’, som begge er nogle af Ha Longs længste tidevandsgrotter på henholdsvis 200 meter og 150 meter. Sidstnævnte er gemt bag endnu en smal grottetunnel med flere skarpe sving. Inde i mørket er vi nødt til at skubbe fra på siderne for at få os kantet igennem den zigzaggende passage. Flere gange sidder vi i spænd med den lange toer, og jeg kan høre, hvordan de skarpe klippesider skræller plast af kajakskroget. Jeg takker mig lykkelig for, at det ikke er fiberkajakker, vi har lejet. Kajaksnuden får sig yderligere nogle hug, og siderne må lægge ryg til nogle dybe ridser, før vi endnu engang glider ud i den smukkeste lagune. Klippesiderne hælder svagt, så den lokale flora har faktisk haft en chance for at få fat, hvilket giver lagunen en snert af jungle.

Efter tre dage i Ha Long Bugtens utrolige skønhed, forstår jeg til fulde UNESCOs bedømmelse af stedet. De mørke uvisse grotter, adrenalinsuset og lagunerne, der gang på gang fremkalder begejstringsudbrud, kalkstensklipperne og samspillet mellem det hele gør, at Ha Long Bugten til fulde fortjener titlen som et af verdens vidundere.