Gletsjerkrydsning i Chile

Hvilken vej?
Næste dag lægger vi hyttens komfort bag os og bærer det sidste udstyr op til gletsjeren. Her slutter stien, og vi er på egen hånd. Med os har vi alt, hvad vi behøver til en 20-dages skiekspedition. Den foreløbige plan er at holde os tæt på morænekanten, men det står snart klart, at det vil tage dage, før vi får ski under fødderne.

Selv hernede kommer vi kun langsomt frem med de mange kilo på ryggen, og det bliver ikke nemmere, da en stejl klippevæg tvinger os til at vandre væk fra de isskurede klipper ved gletsjeren og op i højden.

Heroppe er der mere vegetation, og vi ser snart gamle varder – måske vi er på rette spor? På enkelte bjergskrænter lyser færdigrigget klatretorv endda op. Andre har altså haft glæden af at færdes her før os, men de mosklædte klipper vidner om, at det er meget længe siden.

Labyrinten langs gletsjeren er ikke enkel, og gang på gang er vi overbeviste om, at vi endelig har fundet den rigtige vej, men må skuffede vende om igen. Ofte er det tilmed den værste passage, der bringer os videre. Det begynder mere og mere at ligne et vanvittigt eventyr. Og vi er ikke engang på isen endnu.

Whiteout på ski
Efter fem dage får vi endelig ski under fødderne og trækker pultene efter os, men vejrguderne er ikke på vores side. De lokale politimænd havde godt nok påstået, at det regnede omtrent 400 dage (!) om året.

Mine forestillinger om, at dette skulle blive en grønlandskrydsning i miniformat, er for længst forduftet. Dette er Patagonien. Det er helt anderledes.

Vi forcerer et vanskeligt sprækkeområde, men på kanten af gletsjeren rammer vi endelig noget forholdsvis fin sne. Straks kommer en tåge rullende ind, omslutter os, og vi ender i et totalt whiteout. Heldigvis har Børge med sin solide erfaring planlagt det godt.

Han ved, hvad han laver. Da der ikke findes ordentlige kort over området, har han skaffet satellitbilleder af hele gletsjeren, i alt 15 laminerede A3 sider med GPS-koordinater. Med dem ved hånden kan vi, selv under de vanskelige forhold, navigere uden om farlige områder med spalter og komme relativt sikkert frem.

Jomfruelige tinder?
De efterfølgende dage minder om en typisk vinterfjeldtur. Regn og sne gør sigtbarheden dårlig, men til tider klarer det op, og et spektakulært panorama af bjerge åbenbarer sig for os. Jeg kigger op på tinderne og tænker, at mange af disse toppe sandsynligvis aldrig er blevet besteget. Det her må være et eldorado for vinterklatrere med hang til førstebestigninger.

Vejret fortsætter dog med at vise tænder, og til turens næste etape har vi brug for klart vejr. Forude venter nemlig Passo Colonia, der er et pas midtvejs på gletsjeren. Det bliver turens største tekniske udfordring, og det dårlige vejr begynder at bekymre os. Det ser nemlig ikke ud til at klare op.

Vores kort og GPS-koordinater viser, at vi er omgivet af bjerge, men vi kan absolut intet se. Vores eneste mulighed er at slå lejr og vente på bedre vejr. Snart ligger vi i teltet. Der er alligevel ikke andet at foretage sig end at hvile sig, og mad har vi nok af.

Uden for tager vinden til og presser godt på teltdugen. Heldigvis har vi dobbeltstænger i teltbuerne, og teltet står solidt. Endnu i hvert fald.

Børge blæser væk
Af en eller anden grund sover jeg altid godt, når vinder rusker i teltet. Jeg vågner dog brat, da jeg mærker slaget fra teltstangen på mit lår. Teltdugen slasker mig i hovedet. Det tager en tiendedel af et sekund, før jeg opfatter, at situationen er temmelig kritisk.

Vinden slipper taget i teltet, inden jeg får mine hænder ud af soveposen. Alle er vågne nu. Mens jeg forsøger at stabiliserer den midterste teltstang, tager Thorleif den bagerste. Den ser ud til at være ok.

Et nyt vindstød bekræfter, at de midterste teltstænger ikke har kunnet klare presset. Bliver det meget værre, bliver teltet rykket fra hinanden. Før endnu et vindstød brager ind, er Børge fuldt påklædt og på vej ud i stormen for at stabilisere teltet.

Det næste vindstød er kraftigt. Noget falder hen over teltet. Så hører jeg Børge fra den anden side af teltdugen:

”Jeg blev kastet over teltet sammen med pulken!” brøler han gennem vinden.
Selvom jeg er vant til kraftige vinde, har jeg aldrig før oplevet, at mennesker bliver blæst væk på den måde. Mellem vindstødene forsøger Børge at fæstne teltet til vores ski, isøkser og sneanker ved hjælp af klatrerebet. Det lykkes.

Efter stormen har hamret på teltet i over en time, bliver der længere og længere mellem vindstødene, der bliver mindre voldsomme. Det fyger dog kraftigt, og sneen lægger sig som en dyne over teltet.

Endelig opklaring
Sneen falder stædigt, og inden længe er vi fuldstændigt begravet under den nyfaldne sne. Vinden lægger sig, og skyerne driver nu langsomt forbi, og for første gang i lang tid ser jeg andet end skyer og sne. Jeg skimter omridset af et spidst bjerg, og snart er vi vej mod passet, der er altafgørende for gennemførelsen af ekspeditionen.

Vejret ser nu endelig ud til at være på vores side. Men der er stadig gletsjerspalter og lavinefare, så vi reber op, og jeg holder jævnligt øje med de tunge ismasser, der hænger på de stejle klippesider højt over os. På det sidste stykke af passagen tillader jeg mig dog at juble indvendigt. Nu skal vi nok gennemføre det her, siger jeg til mig selv.

Vi kommer fint ned på den anden side af bjergpasset, vejret bliver gradvist bedre, og et kæmpe bjergmassiv kommer til syne foran os. Da vi slår lejr, er skyerne helt forsvundet, og sceneriet omkring os er ubeskriveligt smukt. Jeg kan ikke forestille mig en camp i mere spektakulære omgivelser end her.

Labyrint af is
Næste dag er vejret stadig fantastisk, og vi nyder turen ad Steffenbræen, ned mod ’land’. Vi holder os midt på gletsjertungen. Inden længe står vi midt i det forvredne islandskab omgivet af sprækker, og vi bevæger os kun langsomt frem gennem labyrinten af is. Da vi efter en lang dag slår lejr, er det med land i sigte.

Næste dag lægger vi gletsjeren bag os. Pulk og udstyr skal igen bæres på ryggen, men vi finder heldigvis en sti, der fører os ned mod dalen. Samtidig ser vi hestespor. Snart ser jeg en radioantenne. Og dér kommer en lille, primitiv nybyggerhytte til syne.

En hund løber os i møde, og så kommer ejerne. De virker mildest talt overraskede over at se os, men de tager pænt imod og invitere os inden for. Vi er tilbage på grænsen til civilisationen. Vi klarede den.

Børge & Bengt

Børge Ousland og Bengt Egil Rotmo er to af Norges mest fremtrædende eventyrer. Fælles for dem er, at de trives bedst i temperaturer, der ligger langt under frysepunktet. Og så kan de god elsker de eventyret på steder, hvor kun de færreste mennesker nogensinde kommer.

Bengt Egil Rotmo er født i 1973. Som eventyrer og ekspeditionsleder har han krydset Indlandsisen to gange, jagtet bjørne i Alaska, krydset Nordvestpassagen på ski, været et smut forbi både Sydpolen et par gange og har snuset til Nordpolen, bare for at nævne nogle af Bengts ture. Foruden at arbejde som ekspeditionsleder arbejder Bengt som journalist ved det norske magasin ’Friluftsliv’.

Børge Ousland er 49 år gammel og har mere end 25 års erfaring med polare ekspeditioner. Som den første har han krydset Antarktisk alene, og han var også den første til gennemføre en usupporteret soloekspedition til Nordpolen.

Der er stadig ingen andre end Børge, der har gjort begge dele. Foruden Mount Everest og Cho Oyu er det blandt andet også blevet til et par grønlandskrydsninger, soloekspedition til Sydpolen samt ekspeditioner til Franz Josef Land. Børge lever af at arrangere (vilde) ekspeditioner, holde foredrag, skriver bøger og tage billeder.

Kort om Patagonien

Mange steder på jorden kan prale af at være termisk aktive, have høje bjerge, uberørt vildmark, enorme gletsjere, grønne, frugtbare dale og uudtømmelige muligheder for outdoor-aktiviteter, men kun få steder kan matche alt dette på samme sted. Men det kan Patagonien.

Denne enorme region beliggende i den sydlige del af Sydamerika dækker næsten en million kvadratkilometer, svarende til et areal halvt så stort som Grønland. Patagonien omfatter dele af Chile og en stor del af Argentina (næsten en tredjedel af Argentinas areal).

Patagonien rummer blandt andet Andesbjergene, hvor de højeste bjerge uden for Himalaya findes. Trods det faktum, at det er en af de mest afsidesliggende steder på jorden, er Patagonien velsignet af fantastisk biodiversitet; gigantiske islandskaber, flamingoer, de kejserlig condor-fugle og ikke mindst pingviner.

Mange steder er endnu ikke blevet udforsket, så hvis du har hang til eventyr, så gør som Børge og Bengt og tag til Patagonien.