Gletsjerkrydsning i Chile

Efter to døgn på båden begynder den kraftige dieselmotor at brokke sig. Isen bliver tykkere og tykkere, og de mange ryk i båden bekræfter, at vi nærmere os den kælvende gletsjer

. Regntunge skyer hænger over vandet, og vi kan endelig skimte lidt af gletsjeren længere fremme. Kort tid efter begynder skyerne og disen at lette, så vi bedre kan se, hvad det er, der venter os. San Rafael-gletsjeren. 

Sammen med en stor flok Cruise-gæster er vi om bord på en mellemting mellem et fragtskib og et krydstogtskib. Mens de nøjes med at betragte San Rafael-gletsjeren, så har vi helt andre strabadser at se frem til forude. Vi har planer om at krydse den.

Sammen med Thorleif Nøkleby og Børge Ousland er jeg nemlig rejst til Chile for at undersøge mulighederne for at lave kommercielle gletsjer-krydsninger her i det nordlige Patagonien.

I mit hoved minder det, vi står foran, meget om en kortere grønlandskrydsning: Vi skal følge gletsjerens kant, klatre op på den, krydse den på ski og til fods og tilbage ned på fast grund. Det lyder jo alt sammen lige til. Eller hvad?

Stramme i betrækket
Cruise-gæsterne sejler ind til gletsjeren i mindre både, mens vi klargør vore ski og pulke på dækket. Snart zigzagger vi lidt frem og tilbage mellem de flydende isbjerge, inden vi når ind til en gammel bådebro.

På land er der tydelige spor efter rejsende, der gennem tiden har lagt turen forbi de imponerende gletsjere. Vi følger en hårdt trampet sti og kommer kort tid efter forbi ruinen af Hotel San Rafael fra 1938. Tænk sig at turister kom herud allerede inden Anden Verdenskrig. I dag er det kun vi tre og to politifolk, der er til stede.

Politifolkene tager imod betaling fra folk, der vil ind på land og dermed ind i nationalparken. Snart drikker vi te, kaldet mate, på chilensk vis med dem. Det vil sige, at koppen går på omgang, og vi alle suger teen op gennem noget, der mest af alt minder om et sugerør. Betjentene, der til at begynde med virkede lidt stramme i betrækket, virker nu fornøjede over vores selskab. Det er nok ikke hver dag, de får besøg.

Da vi finder ud af, at vi kan leje en lille hytte her ved bredden, slår vi straks til. Med udsigt til omkring tre uger i Telt, siger vi ikke nej til lidt komfort. Desuden skal vi bruge de næste par dage på at finde en rute op til gletsjeren og bære vores udstyr derop.

Vi følger den gamle sti mod gletsjeren. Flere steder er trin møjsommeligt hugget ind i klipperne, vi går gennem skov, regnen falder hårdt og frigiver skovens mange dufte.

Samtidig kan vi både høre og lugte den kælvende gletsjer – dette landskab giver mig frydefulde kuldegysninger. Selvom jeg slæber mange kilo på ryggen, er jeg glad for, at jeg får mulighed for at opleve denne natur to gange.

Det tager en tiendedel af et sekund, før jeg opfatter, at situationen er temmelig kritisk.