Hundeslæde i Lapland

Endelig sætter slæden foran mig i gang. Jeg hiver sneankeret op på min slæde, og straks stryger slæden af sted med en sådan hastighed, at den hopper op i luften, hver gang vi rammer et bump i sneen. Turen er i gang. De næste 10 dage skal vi rejse gennem svensk Lapland som kusk på hver vores hundeslæde.

5 slæder og 33 hunde
Dagen forinden er min kæreste Rasmus og jeg ankommet til Saltoloukta Fjeldstation – langt ude
i den hvide ødemark i svensk Lapland, nord for polarcirklen. Efter en smuk togtur gennem et snedækket Sverige kørte vi to timer i bus. Her blev vi hentet på snescooter af folk fra fjeldstationen, der kørte os det sidste stykke over den frosne sø til fjeldstationen. Her mødte vi vores guide Matti, vores to turkammerater Lars og Rod, og de 33 hunde, som skal være vores følgesvende de næste ti dage. Samme aften får vi et minikursus i hundeslædekørsel, kigger på kort over området og aftaler en løs plan for, hvor turen skal gå hen.

Jeg klamrer mig til slæden, så godt jeg kan, mens jeg forsøger at huske instruktionerne for at styre hundeslæden. Det vigtigste, en nyslået hundeslædekusk skal huske, er faktisk at bremse, især når det går ned ad bakke. Men også når hundene bliver så overivrige, at de forsøger at overhale hundespandet foran, da man ellers står med to sammenfiltrede hundespand – men det skal jeg tids nok erfare.

Slæden på hovedet
Da vi har kørt lidt, går det op ad bakke, og hundenes fart mindskes en smule. Jeg har nu så meget styr over situationen, at jeg kan vende mig tilbage og kigge ud over Lapland: Snedækkede fjelde, søer og skov så langt øjet rækker – vi er i Europas største vildmark, og det er et perfekt sted at være. Det er svært at sige, hvem der er mest begejstret for at være på tur i dette landskab, hundene eller mig, men vi er alle ramt af stor glæde og begejstring.

Efter et par timer er det tid til frokostpause. Vi får stoppet slæderne, og for at sikre os mod at hundene stikker af med slæden og dermed også vores soveposer, telte og proviant, sætter vi flere sneankre og lægger slæden om på siden – nu skulle det ikke være muligt for hundene at løbe af sted i utide. Dernæst skal der sørges for hundene. Hver hund får et stykke frossen pølse, som de grådigt guffer i sig. Selv sætter vi os i sneen, drikker kaffe og spiser brød med ost og marmelade. Martssolen luner dejligt, og livet er skønt.

Nordlys og minus 19
Hen under aften begynder vi at kigge efter en lejrplads, som ligger i læ og samtidig i nærheden af rindende vand. Selvom der er hård frost på denne årstid, er der steder, hvor vandet ikke fryser til, og dem kender Matti heldigvis. Hundene får tørfoder opblødt i vand til aftensmad, så vi skal bruge rigtigt meget vand, og det ville tage hele natten at smelte så meget sne, så det sparer meget tid at finde rindende vand.

Hundene bliver tøjret for natten, og vi får slået teltene op. Rasmus og jeg sover i ét telt, Lars og Rod i et andet, Matti i et tredje. Desuden har vi et køkkentelt, hvor vi sidder sammen om aftenen og hygger os, så alt i alt har vi en lille teltlejr. Da teltene er rejst, spænder vi snesko på og går ud for at hente vand ved en lille sø i nærheden, hvor et åløb ikke fryser til. Uden sneskoene ville vi stå i sne til hofterne, så de gør det meget nemmere at bevæge sig rundt. Så går turen tilbage til køkkenteltet, hvor det er tid til fælles hygge, varm te og aftensmad: Kødboller med kartoffelmos.

Efter en velfortjent aftensmad træder vi ud af køkkenteltet, og temperaturen er nu faldet til 19 frostgrader. Det føles egentlig ikke så koldt, fordi luften er så tør, og her er helt vindstille. Det er mørkt, og himlen er oplyst af milliarder af stjerner, og pludselig blafrer nogle store grønne gardiner hen over himlen. Snart bevæger de sig den ene vej, og snart den anden vej, i langsomme blafrende bevægelser – det er nordlyset, der som naturens mest fantastiske lysshow viser sig for os den første aften.

Efter et stykke tid lægger vi os ind i teltet i vores varme soveposer, men lader teltdugen stå åben, så vi kan kigge ud på nordlyset. Som baggrundsmusik har vi et 33-hunds kor, som laver slædehunde-hylekoncert under nordlyset og stjernehimlen. Trætte efter en oplevelsesrig dag falder vi i søvn til den hyggelige lyd af hundene.

Livet som hundeslædekusk
De næste dage bliver vi mere rutinerede i at køre hundeslæde, og vi deltager i pasningen af hundene. Vi lærer de forskellige hunde at kende, og alle har hver deres personlighed og charme. Lederhunden i mit spand hedder Xtreme, og den bliver hurtigt min kæledægge. Der er også hunden Svenne, den charmerende slagsbror, som mangler et stykke af øret; Nappen der som den mindste hund formår at charme sig til en sengeplads flere gange; og Pelle der senere bider et slædebetræk i stykker.

Hver morgen bliver vi budt godmorgen af et hylekor af hunde, som hyler af glæde ved synet af os: At vi er stået op betyder nemlig, at der vanker mad, og at de snart skal ud at løbe, to store glæder i en slædehunds liv. Først skal vi have morgenmad – både hundene og os – og lejren skal pakkes sammen. Så skal hundene sættes i seletøj og spændes for slæderne. Dernæst efterser Matti alle 132 poter for at se, om nogen har begyndende slidskader. Hvis nogle hundepoter har brug for lidt ekstra pleje, bliver de smurt med potesalve, og hunden får små hundesko på for at aflaste trædepuderne. Sidste opgave, før lejren forlades, er nedgravning af hundelorte fra 33 hunde - en ikke helt lille opgave.

Snestorm og forsvundet hund
”Welcome to hell!” udbryder Matti en eftermiddag. Vi står nede i en dal og kigger op over det pas, vi skal passere. Først er der en temmelig lang og stejl skrænt, der skal forceres. Vi må af hundeslæderne og hjælpe med at skubbe. Selvom hundene trækker alt, hvad de kan, og vi skubber bagpå med alle vores kræfter, sidder slæderne i flere omgange uhjælpeligt fast. Flere gange kigger hundene tilbage, som om de tænker ’mener du virkelig, at vi skal op her?’

På et tidspunkt sidder min slæde fast på en sten. Hvis jeg slipper, vil slæden glide tilbage, men jeg har heller ikke kræfter til at skubbe slæden op, selvom alle seks hunde knokler som små ponyer. Det er heller ikke nemt for de andre at hjælpe til, da man er nødt til at fortøje sin egen hundeslæde, inden man kan komme de andre til hjælp. Men efter at have siddet fast tilpas længe, har Rasmus fået fortøjet sin slæde og kommer ned og hjælper mig. Ved fælles hjælp lykkes det at komme op over skråningen, og hundene får et ekstra klap og en kærlig tanke.

Vi er nu kommet op i et område, hvor der er begyndende snefygning, og det er svært at orientere sig og se konturerne i landskabet og sneen. Vi har besluttet, at vi efter et par dage i telt vil tage næste overnatning i hytte, og hytten er et kærkomment syn, da vi endelig får øje på den i fygningen.
Efterhånden tager snefygningen til, og det er et regulært white-out. Imens ligger vores firbenede venner ude i sneen helt krøllede sammen. Vi må to gange ud og grave huller til hundene, så de kan krybe i læ for vinden.

Næste morgen kan jeg kun finde 5 hunde fra mit hundespand. Men pludselig bevæger sneen sig, og en sort hundesnude stikker op. Så kommer hovedet til syne, og så rejser resten af hunden sig, ryster sneen af sig og strækker sig – klar til morgenmad og en løbetur. Jeg er fuld af beundring overfor hundene, som kan klare sig i dette klima. Når vejret viser sig fra sin værste side med storm og snefygning, ruller de sig bare sammen til en lille kugle og lader sig sne til. Pelsen er så isolerende, at sneen bare lægger sig ovenpå hunden uden at smelte, og dermed fungerer sneen som et ekstra isolerende lag mod kulden og blæsten.

I fuld fart – og et par store styrt
Som dagene går bliver vi bedre og bedre til at styre slæden, men ingen af os slipper uden om et styrt – heller ikke mig: Vi er ved at være klar til afgang om morgenen, og hundene er meget utålmodige efter at komme ud og løbe. I et øjeblik er jeg uopmærksom og kigger tilbage til hytterne, hvor vi har tilbragt forrige nat. Hundene mærker, at jeg ikke står helt fast på sneankeret, så de opfatter det som et signal til at spæne af sted. Jeg står bag på mederne, men hundene har så meget fart på, at slæden hopper op i luften ved en pukkel i sneen, så jeg vælter jeg af. Jeg husker dog at holde fast i sneankeret, som jeg har i en strop om håndleddet. Og sådan bliver jeg trukket efter slæden hen over den frosne sø, mens jeg brøler ”stanna!” (svensk for stop), indtil det lykkes mig at få hamret sneankeret ned i isen, og hundene kigger sig forvirrede tilbage som om de tænker ’hvorfor skal vi stoppe nu, mens det lige var så sjovt.’

Frossen flod som motorvej
De næste dage bevæger vi os gennem det mest fantastiske landskab, møder kun få mennesker og nyder bare at være til stede i naturen sammen med hundene. Rapa-dalen er et kapitel for sig med stejle fjelde, gletsjere, frosne floder og ufattelig skønhed.

Den ene dag kører vi flere timer på en frossen flod, der næsten fungerer som en motorvej for hundene. Her kan de virkeligt få fart på, og de spæner derud af med tungerne hængende ud af munden.

En af fordelene ved hundeslæde er, at man kan medbringe rigtig mad, og ikke behøver spise frysetørret mad hver aften. Vi er imponerede over menuen bestående af laks, rensdyr, kødboller og pølser, som Matti tryller frem hver aften. Denne aften er der endnu et utroligt nordlys. Vi er faktisk på vej i seng, da Matti råber til os, at der er nordlys. Så vi løber ud af hytten i vores skiundertøj for at kigge på nordlyset. Snart må vi tilbage efter mere tøj, så vi kan tage os tid til at betragte det imponerende nordlys, der ingen ende vil tage. Om natten får Nappen, den mindste og mest tyndpelsede hund, lov at komme indenfor i varmen, da der er cirka 20 frostgrader. Og der går ikke længe, inden hun hjemmevant og med stor selvfølgelighed ligger i min køje og strækker benene.

Farvel Lapland
En af de sidste dage er Pelle, en af de største slædehunde, blevet halt på det ene ben, og han bliver sat op i Mattis slæde en hel dag, så han bliver aflastet på sit dårlige ben. Men livet er ikke nemt, når man bare elsker at løbe, men ikke kan. I frustration over ufrivilligt at skulle sidde stille, sidder Pelle på slæden og gumler et slædebetræk i stykker, mens han kan se sine kammerater løbe af sted uden ham.

Lige så stor er vores frustration, da turen er slut. Vi har elsket hver eneste dag og nydt hvert øjeblik. Flere gange tænker jeg, at denne tur bare skal blive ved, og at 10 dage slet ikke er nok. Vi lægger planer for at stjæle et par hunde (undskyld Matti), og vi lægger planer for, hvornår vi kan komme tilbage. Vi tager dog ingen hunde med hjem, men da vi klapper hundene farvel, er det med løftet om, at vi kommer tilbage en dag.

Video fra turen

Se en 10-minutters film om den fantastiske slædetur på www.opdagverden.dk under Sverige.

UNESCO World-heritage

Laponia er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste over særligt bevaringsværdige områder. Det er Europas største sammenhængende naturområde og består af nationalparkerne Sarek, Padjelanta, Stora Sjöfallet og Muddus. Læs mere på www.whc.unesco.org og på www.laponia.nu.

NORDLYS - AURORA BOREALIS

Nordlys er et naturfænomen, der opstår i 90 til 300 kilometers højde, når solens energiholdige partikler bliver ledt ind i jordens magnetfelt og træffer luftpartiklerne. Sammenstødet skaber en energi-kollision (emission), hvor den overskydende energi blandt andet viser sig som lys – aurora borealis – også kendt som nordlys. Nordlys opleves bedst nord for polarcirklen i for eksempel Norge, Sverige, Island, Finland og Grønland.