Sendt til tælling
Med helt overgearede hunde, der kaster sig frem i seletøjet, forsøger jeg med stigende hjerterytme og blikket rettet fremad at huske de helt basale instruktioner omkring teknik. Jeg står på mederne bag på slæden og forsøger at holde fem slædehunde tilbage, der kun har én ting for øje: De vil fremad.

Sneankeret, som vel bedst kan beskrives som en slags overdimensioneret dobbeltklo, er det eneste, der forhindrer, at det bliver hundene, der bestemmer afgangstidspunktet.

På et splitsekund flyver slæden hastigt fremad, og hundenes gøen skifter hurtigt til prustende vejrtrækninger, da vi rammer skovbrynet. Svingene og elevationen giver os mulighed for at teste teknikken, så vi får en bedre føling med bremseteknik, vægtbalance og ikke mindst hundenes utrolige kræfter.

Det vigtigste en nyslået hundeslædekusk skal huske, er faktisk at bremse – især når det går ned ad bakke. Trods et dedikeret forsøg på at efterleve netop dette, glider slæden på et stykke is rundt i et blidt sving og sender mig utroligt ugraciøst flyvende ind i en snedynge. Hundene? De er naturligvis fortsat ufortrødent videre med væltet slæde.

Terapeutisk stilhed
Uendelige dyner af sne dækker det rå, øde landskab. Eneste tegn på civilisation er en lille ensom træhytte ude i midten af ingenting. Her er stille. Bomstille.

Så snart alle sæt poter rammer den plane overflade på den kæmpemæssige Korssjøen, ryger hastigheden yderligere i vejret, som var den frosne sø et synonym for motorvej på ’alaskan huskysk’. Jævnligt ser vi hundene fange sne med tungerne fra snedyngerne i siden af sporet, som er med til at holde dem hydrerede undervejs.

Naturen blærer sig på de her kanter og fastholder mit blik som en anden stædig teenager. Det helt særlige lys er fængslende. Sneen glitrer som tusindvis af krystaller, og den iskolde luft stikker på kinderne.

Det er næsten som om, at man kan føle historiens vingesus, som tidligere hundeslædeførere har bragt med sig over de store søer, højsletter og fjelde, hvor hundeslædekørsel i tusinder af år har været den vigtigste transportform blandt de oprindelige folkefærd i polarområderne i Sibirien, Alaska, Grønland og Canada.

Snereder og hyttehygge
Området, vi befinder os i, har indlandsklima og er notorisk kendt for at være Norges koldeste sted. Det er ikke usædvanligt med 25 grader om sommeren og -20 grader om vinteren. 2011 bød dog på intet mindre end gruopvækkende -46 grader, og alene dén tanke gør mig taknemmelig for at have fundet frem til vores ly for natten blot 30 kilometer fra den svenske grænse.

En lille primitiv og nostalgisk fjeldhytte, der med sit fravær af rindende vand og elektricitet byder på ægte autentisk hyttehygge i uldundertøj, ild i kakkelovnen, brændekløvning, rustik madlavning og anekdoter i pandelampernes skær om deltagelse i et af verdens hårdeste hundeslædeløb på intet mindre end 1600 kilometer i Alaska.

Gryden på kakkelovnen er fyldt godt op med ren sne, så vi kan få lavet en beholdning af vand og ikke mindst kogt kartoflerne til kartoffelmosen møre. Med liv i den gamle olielampe og lidt stearinlys som stemningsskaber, får vi et mere dybdegående indblik i livet som slædefører – også kaldet ’musher’ – samt hundenes adfærd og historie.

Natten er kulsort. Himlen oplyst af milliarder af stjerner. Et fortryllende syn, som kun når op på dette niveau, når lysforureningen fra byen fjernes fra ligningen.

Hundene ligger krøllet sammen som små uldtotter i reder af sne, som de har skrabet sammen, mætte efter et aftenmåltid indeholdende intet mindre end nødvendige 36 procent fedt.

Winter Wonderland
Isen på indersiden af ruden vidner om en kold nat. Udenfor er hundene næsten dækkede til af den nyfaldne sne og er så småt ved at vågne op til ny påfyldning af kalorier. Reglen herude er, at hundene spiser først.

Med lune morgenbrød i maven, kaffe på termokanden og rengjort hytte er vi klar til dagens etape på godt 25 kilometer. Jeg må på bagen af flere omgange denne morgen. Slæden er parkeret på en let skråning, og det glatte underlag gør, at de firbenede igen så let som ingenting kan trække rundt med mig.

Da vi når Lille Korssjøen nedenfor hytten, åbenbarer landskabet sig som et hvidt eventyr taget direkte ud af en bog. Evige mængder af jomfruelig sne og med glimtende rimfrost på hver en lille gren. Sneklædte fjelde, der er kastet rundt i naturens tilfældige mønster. De åbne vidder. Nuancerne af sort og hvid. Lyset. Hvilket majestætisk sceneri.

Terrænet er blevet mere udfordrende, og til trods for hundenes helt uforlignelige energiniveau og udholdenhed, som desuden gør dem til verdens mest brugte race af slædehunde, holder vi flere pauser, hvor de kan rulle sig i sneen og blive kølet ned. Løb i -10 grader er som en varm sommerdag for hundene, som har de bedste forhold fra -15 grader og nedefter.

Rensdyrpølser på pind
De frosne rensdyrpølser ligger på en sirlig række og syder tæt på flammerne, imens os tobenede får givet anerkendende klap til vores trofaste venner, der har en formidabel evne til at hvile og sove nærmest på kommando, når muligheden byder sig.

Fladbrødene balancerer lidt vakkelvornt på pindene over gløderne, og den varme solbærsaft går på rundtur, som lige med nød og næppe kan holde den værste frost fra fingerspidserne.

Bålet knitrer lystigt, og stemningen bliver lettere præget af gennemtrængende følelser, som det så ofte er tilfældet, når oplevelser lakker mod enden, og refleksionerne står på spring.

Mellem træernes nøgne grene kan vi skimte kennelen og bliver af et entusiastisk hundekor budt velkommen tilbage til civilisationen, imens vi får seletøjet af vores pligtopfyldende følgesvende, givet de sidste anerkendende klap og fulgt dem tilbage til deres halmfyldte hundehuse.

Hvilken privilegeret oplevelse.

Og ærlig talt, uanset knap så flatterende stilkarakterer i starten, så er lykkefølelsen ved at drøne rundt på kanten af ingenmandsland med eget hundespand mellem underfundige norske fjelde og med frostluft i lungerne og is på øjenvipperne, ganske intens og livsbekræftende.

3 HUNDESLÆDEVÆDDELØB FRA ØVERSTE HYLDE

IDITAROD
Det suverænt længste og hårdeste hundeslædevæddeløb i verden hedder Iditarod og har nærmest ikonisk status blandt slædehunde-folket. Det foregår i Alaska hvert år med start i Anchorage og målstreg i Nome og strækker sig over godt 1600 km.

Løbet er i folkemunde kendt som "The Last Great Race" på planeten og kan i 2023 fejre sit 50 års jubilæum. I 2021 deltog 46 slædeførere med gennemsnitligt 16 hunde i hvert spand, og de fleste hold gennemfører på mindre end 10 dage.

FINNMARKSLØPET
Nord-Norge er ikke overraskende værter for Europas længste væddeløb på 1200 kilometer, som hvert år tiltrækker hundeslædeførere, hunde og tilskuere fra hele verden.

Løbet starter og slutter i verdens næstnordligste by, Alta, som desuden er et paradis for dem, der jagter den arktiske magi i form af nordlys. Juniorer kan dyste på distancen 200 km, imens voksne kan vælge mellem 1200 km og 600 km med et spand på henholdsvis 14 og otte slædehunde.

FEMUNDLØPET
Et andet ikonisk løb i Norge er Femundløpet, som starter i den historiske mineby, Røros, i Trøndelag. Der er mulighed for at stille op i fire forskellige klasser, og både eliten og amatører kan dyste, hvor kvalifikation i nogle tilfælde er påkrævet. Længste distance er 649 km.

Idéen til løbet opstod i 1989, og allerede i 1990 deltog 41 hold. Her vandt norske Robert Sørlie, som sidenhen har deltaget i samtlige udgaver af Femundløpet og stået øverst på præmieskamlen intet mindre end 13 gange. Han har ligeledes vundet Iditarod to gange.

HISTORIENS VINGESUS

Hundeslæder siges at være menneskets ældste transportmiddel og plejede at være det vigtigste transportredskab i de arktiske områder Grønland, Alaska, Canada og Sibirien, hvor de let kunne komme rundt til de mest isolerede egne.

Et job, som små flyvemaskiner og snescootere i dag har overtaget mange steder.

Slædehundes energiniveau og udholdenhed er uforlignelig, og kortlægning af deres arvemasse viser, at de har gener, der gør dem til ekstreme overlevere. De er driftssikre og kan klare helt ned til -70 graders kulde. Deres fabelagtige evne til at klare selv meget barske minusgrader skyldes, at de genererer mere underuld, når de udsættes for kulde.

Forskning har vist, at deres super-gener er oldgamle, og man mener sågar – når man sammenligner med fortidshunde i Sibirien – at slædehundene formentlig allerede trak rundt på mennesker for 9.500 år siden.

SLÆDEHUNDE-RACER

Der findes i alt fire registrerede slædehunde-racer: Den grønlandske slædehund, samojede-hunden fra Sibirien, alaskan malamute fra Canada og sibirian husky fra Sibirien/Alaska.

Derudover findes endnu en type kaldet alaskan husky, som er en slædehund, der er blevet krydset med andre racer, eksempelvis greyhound, for at fremme hurtighed og udholdenhed. Udover at de af samme årsag oftest bruges i hundeslædevæddeløb, er det også den type, der er flest af i Canada og Alaska.