I landet mellem ild og is

Nye møder i fremmede landskaber

De første kilometer går stien op gennem lavafelter og forbi dampende fumaroler – sprækker i jorden, hvor varm gas fra undergrunden slipper ud. Den svage lugt af svovl er en påmindelse om, at under fødderne findes et magmakammer, som stadig påvirker overfladen. Bjergene omkring Landmannalaugar er dannet af rhyolit, som er en vulkansk bjergart rig på silica, der giver dem deres usædvanlige farver: gule nuancer fra svovl, røde fra jern, grønne fra kobber. Det er ikke bare bjerge, jeg vandrer i.

Det er geologi gjort synlig. Stien snor sig op ad Brennisteinsalda, som er et af områdets mest aktive geotermiske områder. Her er jorden varm under støvlerne, og dampen stiger op i konstant bevægelse. Landskabet føles levende – ikke dramatisk i klassisk forstand, men dynamisk. Som et sted midt i en proces. Landskabet minder én om, at Island ikke er gammelt, men stadig ved at blive til.

Første dag på Laugavegur, der ikke ligner noget, jeg før har set. De farverige rhyolitbjerge føles mere som geologisk proces end færdigt produkt. Jeg er endelig af sted – og hvilken start. 

Jeg møder Cara på turens første dag. Vi startede begge med at vandre klokken 6.00 og går forskudt med et par hundrede meter mellem os, men falder i snak ved min første vandpause. Hun er fra England, arbejder som bjergguide og bruger sine somre på at vandre ude i verden.

Hun har den rolige måde at bevæge sig på, som mennesker får, når de har tilbragt meget tid i bjergene. Vi taler om vejret og ruten, følges ad videre på stien og vandrer sammen de næste fire dage. Det er, som om samtaler opstår naturligt i landskaber som dette, og de bevæger sig ubesværet mellem det konkrete og det personlige.

Måske fordi omgivelserne allerede har fjernet det overflødige. Vi taler om relationer, om at sadle om, om at holde orlov for at vandre, om længslen efter oplevelser, der nærer.

Lejren ved Álftavatn omtrent midt på ruten.

Obsidian og is

Jo højere ruten stiger, desto mere forsvinder vegetationen. Grønne nuancer erstattes af sort, grå og hvid, og vi vandrer afsted i en ørken af aske. Ved Hrafntinnusker ændrer landskabet karakter markant.

Navnet betyder obsidian-klipper, og det er præcis, hvad der ligger spredt over terrænet. Obsidian er vulkansk glas, der bliver dannet, når lava afkøles så hurtigt, at krystaller ikke når at blive dannet. Resultatet er en sort, skinnende sten med skarpe kanter.

Det er de små glæder, der også gør turen. En varm kop pulverkaffe tilberedt på 30 sekunder over Jetboil, når dagens rute er overstået og teltet er slået op.

Det føles fremmed, næsten uvirkeligt, som et vildt sci-fi-filmlandskab. Heroppe er vinden konstant, og tågen driver ind og ud. Snefelter ligger i fordybninger mellem klipperne selv midt om sommeren.

Landskabet er reduceret til sine mest basale elementer: sten, is, luft. Vi slår lejr og tager en kort tur op til en bjergtop, Söðull, hvor udsigten åbner sig med 360 graders kig ud over Torfajökull-calderaen, som er en enorm fordybning skabt af et tidligere vulkansk kollaps.

“Det her ligner intet andet sted, jeg har vandret før,” siger Cara.

Jeg står og måber ved siden af. Jeg har heller aldrig set noget lignende.

Afsluttende kaffe og afslapning i teltet med udsigt til buldrende Skógafoss. Den perfekte afslutning på turen.

Den islandske skala

Efter en kold og blæsende nat i Hrafntinnusker skal vi nu ned fra højfjeldet igen. Nedstigningen mod Álftavatn bringer vandet tilbage i landskabet. Smeltevand fra gletsjerne samler sig i floder og søer, der skærer sig gennem terrænet, og det er tydeligt, hvordan vand og ild arbejder sammen om at forme Island. Floderne er ikke gamle. De ændrer løb, flytter sediment, skaber nye formationer.

De er en fortsættelse af den samme proces, der skabte øen. Flodkrydsningerne kræver opmærksomhed. Vandet er iskoldt og kommer direkte fra gletsjerne. Bunden er ujævn, og strømmen stærkere, end den ser ud. Ved den første flod krydser Cara først, finder en stabil linje, og jeg følger efter med stor koncentration og vandrestave i fuld brug.

Landskabet ændrer karakter mellem Emstrur og Þórsmörk. Her træder birketræer frem, og den grønne vegetation tager over fra aske og is.

På den anden side sætter vi os i stilhed et øjeblik og lader fødderne tørre i vinden. Det er ikke dramatisk. Men det er intenst. Her mærker man landskabet direkte på kroppen.

En af de mest karakteristiske oplevelser i det islandske højland er skalaen. Ikke nødvendigvis i bjergenes højde, men mere i rummeligheden. Horisonten føles fjern. Landskabet åbent. Der er få referencepunkter. Ingen træer. Ingen bygninger.

Det skaber en særlig form for opmærksomhed, og man bliver mere bevidst om sin egen bevægelse gennem landskabet. Cara og jeg taler om, at det åbner for tankerne på en ny måde. Der er ingen støj og ingen telefon, men blot ro og næsten uvirkelig natur. Samtalerne bliver større, måske netop fordi naturen er så storslået.

Det kan være en af grundene til, at Island tiltrækker vandrere fra hele verden. Ikke kun for landskaberne, men for den mentale tilstand, de skaber.

Turens første reelle flodkryds. Cara er på vej over, mens en tysk mor og datter holder øje med teknik og vandstand. Krydsningen er ligetil, men kræver koncentration og et godt øje på strømmen.

Videre mellem gletsjere

Sektionen mellem Emstrur og Þórsmörk markerer endnu et skifte. Efter dagene i det åbne højland føles dalen næsten beskyttet. Efter askesletter og basaltklipper vokser nu birketræer langs skråningerne, og vegetationen virker pludselig tæt.

Dalen ligger mellem tre gletsjere, og dens mikroklima gør den til et af de grønneste områder i højlandet. Caras vandring nærmer sig sin afslutning, og jeg skal fortsætte videre på Fimmvörðuháls. Vi taler om, hvorfor vi rejser.

Farverige landskaber i Landmannalaugar.

Om hvad vi søger i landskaber som dette. Ikke nødvendigvis svar, men oplevelsen af at være til stede. Om værdien af oplevelser frem for stabilitet. Om at acceptere usikkerhed som en del af friheden. Island føles som det rette sted at have den samtale.

Lige så pludseligt som vi mødtes, lige så pludseligt skilles vi på en lille sti nær Húsadalur, hvor jeg drejer af til hviledag og Cara fortsætter mod Þórsmörk. Lige der midt mellem bjerge og gletsjerflod ligger en skøn lejrplads, Volcanic Huts, hvor man kan nyde sauna, en varm kilde og friskt bad – og ikke mindst få en velsmagende cheeseburger og en kop friskbrygget kaffe.

Det føles som stor luksus og giver fornyet energi til næste etape. Landskaber påvirker mennesker. Nogle steder inviterer til bevægelse, mens andre inviterer til at blive. Island gør begge dele.

Efter en god hviledag vandrer jeg resten af Laugavegur til Þórsmörk. Jeg er dog ikke færdig. Jeg fortsætter nemlig ned mod sydkysten på Fimmvörðuháls-ruten, der forbinder Þórsmörk med Skógar og passerer mellem gletsjerne Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull.

Her bliver landskabet igen mere råt - det samme gør vandreruten. Snefelter strækker sig over højderygge, og lavafelter vidner om relativt nylige udbrud. Det var her, nye kratere opstod under udbruddet i 2010 –  en påmindelse om, hvor hurtigt landskabet kan ændre sig.

At gå her er at bevæge sig gennem et øjeblik i geologisk tid. Vinden er stærk, og temperaturen lavere. Men udsigten er ubegrænset. Ruten er dog ikke for sarte sjæle. Første del består af en opstigning med 1000 højdemeter, over smalle bjergkamme og op i fjeldsprækker, hvor kæder hjælper én videre op. Det er et landskab uden kompromiser, og vandringen kræver fuldt fokus.

Højt humør og en lille sejrs-selfie på nogle af de sidste kilometer på turen. Rygsækken er ved at være tom for medbragt mad og nedstigning føles legende let.

Vandfaldets afslutning

Nedstigningen mod Skógar følger en flod, der falder i et utal af vandfald. Hvert sving afslører et nyt, og lyden af vand er konstant. Her, hvor højlandet møder lavlandet, slutter turen. Ikke med et dramatisk punkt, men med en gradvis overgang tilbage til en verden med grønne og blå toner, veje og bygninger.

Island er ikke et statisk. Det er et land i konstant forandring, skabt af kræfter, der stadig er aktive. At vandre gennem dets indre er at bevæge sig gennem et landskab, hvor jordens processer er synlige. Man går mellem kontinentalplader, over afkølet lava, langs gletsjernes kanter.

Man ser, hvordan ild skaber land, og hvordan vand former det. Men måske er det mest karakteristiske ved oplevelsen ikke kun landskabet, men måden det bringer mennesker sammen på. Fremmede, der følges et stykke vej. Samtaler, der opstår uden anstrengelse. Island skaber den slags møder. Måske fordi det minder os om noget grundlæggende: At vi alle bevæger os gennem et landskab, der er større end os selv.

På den sidste del af dagsturen Tindfjöll Circuit ruten får man foræret en fuldkommen fremragende udsigt over Krossá River og gletsjeren Eyjafjallajökull. Tindfjöll kan både være en ekstra rute til slut, eller en sidetur på vej videre på Fimmvörðuháls Trail, der forbinder Þórsmörk og Skógar. Uanset hvad, så er ruten virkelig flot og varieret.

Tindfjöll Circuit – højlandets stille alternativ

Tindfjöll Circuit er en mindre kendt rundtur i området nordøst for Þórsmörk, som kan tilføjes til Laugavegur-ruten. Her er færre vandrere, og oplevelsen er rå og uforstyrret med gletsjerlandskaber, flodsletter, store, åbne dale med sort sand, grønne mosbakker, udsigter mod gletsjerne Mýrdalsjökull og Eyjafjallajökull og en fornemmelse af isolation og stilhed. Området er formet af både gletsjere og vulkansk aktivitet, og kontrasterne er markante: sorte askesletter, lyse floder og grønne bjergsider. Ruten starter i Básar eller Húsadalur i Þórsmörk, er på 10–25 km afhængigt af rutevalg og tager fra en halv til en hel vandredag. Tindfjöll Circuit fungerer godt som en ekstra etape før Fimmvörðuháls eller som en ekstra dagstur, når Laugavegur er overstået, og giver en mere nuanceret forståelse af landskaberne omkring Þórsmörk.

Hvor svær og hård er ruten?

Vandringen gennem Islands højland via Laugavegur og videre på Fimmvörðuháls er ikke teknisk, men stiller klare krav til fysisk form, udstyr og dømmekraft. Sover du i telt, skal du kunne vandre med en fuldt pakket rygsæk i mange timer dagligt, navigere i tåge og hurtigt skiftende vejr, krydse iskolde floder uden bro eller reb, håndtere kulde, vind og nedbør – også midt om sommeren – og slå telt op i blæst og udsat terræn. Vil man overnatte i hytter, så er der dog også mulighed for det. Særligt på Fimmvörðuháls kan der desuden være områder med sne og glat underlag. Man kan vandre ruten fra slutningen af juni til begyndelsen af september. Tidligt i sæsonen kan der være mere sne og vanskeligere flodkrydsninger.