En vandretur gennem Islands indre er en rejse ind i et landskab, der stadig bliver skabt. Det bliver helt tydeligt på Laugavegur, der skærer sig gennem højlandets ubefolkede landskaber.
Regnen falder tæt over Landmannalaugar, og rhyolitbjergenes farver ligger skjult bag skyerne. Det er sent på dagen, og dampen fra varme kilder stiger op fra jorden i hvide slør, der forsvinder i vinden. Landskabet virker utilgængeligt, næsten lukket. Som om det endnu ikke har besluttet sig for at lukke én ind.
Men sådan fungerer Island. Det afslører sig ikke på afstand. Det kræver, at man bevæger sig ind i det. At man går. Landmannalaugar ligger dybt inde i det islandske højland i et område skabt af vulkansk aktivitet gennem tusinder af år.
Her er bjergene ikke formet af erosion alene, men af ild, mineraler og varme, der stadig findes under overfladen. Det er et landskab, hvor jordens indre kræfter stadig er aktive, og hvor farverne ikke skyldes vegetation, men kemi. Det er her, min vandretur begynder. Jeg skal nemlig vandre ruterne Laugavegur og Fimmvörðuháls.
