I vandregudernes fodspor

Lærkerne synger deres forårsvise, solen står endnu lavt efter en tidlig morgenstart, kulden hænger ved i luften, naturen spirer, og jeg elsker at vandre. Elsker oplevelsen af landskabet, mennesker på min vej, kulturer og mig selv i bevægelse gennem et område. Og jeg elsker at vandre langs vandløb.

Kyst til kyst Stien, der krydser Jylland, har lidt af det samme som stien her, hvilket man også finder i Vejle Ådal, på Kongeåstien, Mølleåstien og andre steder i Danmark, men da den nye Gudenåsti for nogle år siden blev annonceret, vidste jeg, at jeg skulle vandre den. Og hvad passer bedre end at tage på tur lige den weekend, hvor den samlede sti bliver indviet.

På Gudenåstien kommer man helt til Verdens Ende. Det bliver stedet her i hvert fald kaldt.  

Jeg begynder ved Gudenåens kilder dagen inden og går de ”nye” 80 kilometer herfra til Ry, som jeg kommer frem til dagen efter. At vandre langs Gudenåen er, selvfølgelig fristes man til at sige, en stor og fin naturoplevelse – men det er også en rejse gennem dansk kultur og naturhistorie med gamle møller, hyggelige kær, opdæmmede søer, kraftfuld vandkraft, klassiske marker og dyreliv.

Jeg ved af erfaring fra tidligere ture langs Danmarks store å, at man også mærker årstidernes gang, for oversvømmelser kommer man ikke altid uden om. Selv om man med stiens forbedringer søger at gøre vandringen mere sikker, må man leve med udsving og perioder, specielt om vinteren, hvor dele af ruten er mindre, eller slet ikke, farbare. Det er den dog heldigvis i højeste grad her i det helt tidlige forår, hvor solen skinner, og stien er tør.