Interview med Tore Grønne

Hvilke oplevelser er det, der springer frem, hvis du hurtigt skal nævne nogle stykker?
Jeg sneg mig ind i Tibet og vandrede med pilgrimme rundt om hellige Mt. Kailash, inden jeg blev arresteret af det kinesiske sikkerhedspoliti. Jeg sultede og tabte næsten 25 kilo, blev bidt af en abe i Kathmandu og var så tynd, kanylerne med rabiesvaccinen blev stukket direkte ind i mine knogler i begge overarme.

Jeg overnattede hos hellige krigere i Pakistan, blev beskudt med slangebøsser i de taliban-styrede stammeområder i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan, holdt op med maskingevær i Iran og fik alverdens mavesygdomme. Jeg forelskede mig i Himalaya og blev fanget i sandstorme i enorme ørkener.

Men først og fremmest var det på den tur, det gik op for mig, at mennesker generelt er åbne, imødekommende og gæstfrie, hvis man blot møder dem åbent, ærligt og med et smil.

Hvordan reagerer folk, når du kommer cyklende steder, hvor der normalt ikke kommer fremmede?
Jamen de reagerer for det allermeste meget positivt. Det er sket et utal af gange, at jeg er blevet inviteret inden for hos folk – bjergbønder i Andesbjergene, rednecks i USA, fredelige familier i Iran, nomader i Kirgisistan, drukkenbolte i Guatemala.

Mine rejser har givet mig en helt anden tiltro på mennesker generelt. Jeg ved, at de fleste vil det godt, og at der er mere til et land end det billede, der normalt bliver præsenteret i medierne. Iran er mere end, og på mange måder alt andet end, skumle præster og muslimske fanatikere.

Det er det mest gæstfrie sted, jeg nogensinde har rejst sammen med blandt andet Tadsjikistan. Og USA er ikke blot en flok overfladefræsere, du ikke kan komme tæt på. Jeg boede og læste en på et tidspunkt i San Francisco og blev på min anden dag i byen inviteret til at bo gratis i et hus hos en knallertbande, ind til jeg fandt mit eget – de tog mig ind uden spørgsmål.

En knallertbande i San Francisco?
Nemlig. En fyr, jeg havde mødt nogle år tidligere på min cykel i en øde del af indisk Himalaya og opsøgte, da jeg cyklede ind i byen og skulle finde et sted at bo, er leder af en meget farverig, fredelig knallertbande.

Mest kunstnere, musikere, bumser og så en russisk dessertkok, der boede i en metaltipi på taget af en lagerbygning, hvor vi mødtes om mandagen og spiste og drak, og de talte om knallerter fra 1960’erne, inden de drønede ud i natten.

Det var enormt farverigt og sprudlende, og på mange måder var det symbolet på, hvorfor San Francisco er så fantastisk et sted. Der sker hele tiden noget nyt – noget man ikke rigtig har set før.

Det er også noget med, at du har boet i Bombay og arbejdet som kriminalreporter på en lokalavis derovre. Hvad handlede det om?
Da jeg læste til journalist, greb jeg muligheden for at arbejde i Indien – mit favoritland at rejse i, da det er så fantastisk farverigt og aldeles underligt. Så efter et par måneder på cyklen i Himalaya, bumlede jeg til Bombay og arbejde i et halvt år på avisen Mid Day.

I et par uger på underholdningsafdelingen interviewede jeg Bollywoodstjerner, jeg aldrig havde hørt om, mens jeg sad i vand til op over anklerne ved min computer, fordi kontoret var oversvømmet under monsunen. Så blev jeg overført til kriminalitet. Det var på mange måder chokerende, men også enormt spændende.

Hvad var det for nogle historier, du skrev i Bombay?
Der var sjove historier med husmødre, der tævede gangstere med stegepander, spektakulære kidnapninger orkestreret over filmscenarier, hjerteknusende familietragedier, hvor frustration og fattigdom fik fædre til at myrde kone og børn med rottegift.

Der var gale historier om afpresning og tyveri, hvor jeg endte med at flakke rundt i slumområder ved midnatstid på jagt efter forsvundne penge og ledetråde til at optrevle sagen.

Hver dag stæsede jeg rundt i en by med adskillige millioner mennesker – det var virkelig en oplevelse. Samtidig kom jeg tæt på alt fra højtstående skrankepaver til flinke folk i slummen.

Hvor har du senest været henne at cykle?
I løbet af de sidste par år har jeg blandt andet cyklet Island rundt, gennem en meget øde del af Bolivia og ad Pamir Highway gennem Tadsjikistan og Kirgisistan. De to sidste ture har jeg drømt om i mange år, og de levede fuldt op til forventningerne.

Hvordan var det at rejse gennem Centralasien?
Der var alt fra 43 graders stegende varme til isnende snestorme i afsidesliggende bjergpas. Jeg cyklede med min kæreste gennem områder på grænsen til Afghanistan, hvor det stadig flyder med landminer fra den blodige borgerkrig, og vi var afhængige af at overnatte i fattige landsbyer, men igen var gæstfriheden overvældende.

Folk var enormt flinke, lod os slå teltet op i abrikosplantager, og kom med mad til os, som var det den naturligste ting i verden at dele den smule, de havde, med to fremmede. Da vi senere fik stjålet vores telt i Jalalabad i Kirgisistan, var vi 100 procent afhængige af folk, og det slog ikke fejl. Vi overnattede med nomader i telte og på bænke i små spisesteder langs vejen. Selvom det ofte var svært at kommunikere

med folk, var det fantastisk at møde dem, og så er landskabet i Tadsjikistan noget af det mest guddommelige, jeg har oplevet fra min cykelsaddel.

Skal du ud at cykle igen?
Selvfølgelig!