ISLANDS SIDSTE VILDMARK

Vandring i Hornstrandir Naturreservat

Hornstrandir byder på dramatiske klippeformationer, blå fjeldræve, kridhvide strande og kilometerlange bjergkæder. Og så er der markant færre mennesker end de fleste andre steder på Island.

IMG_11.jpg
Skrevet af: Johan Schou Jansen
Opdateret den 04. mar 2022

Hornstrandir byder på dramatiske klippeformationer, blå fjeldræve, kridhvide strande og kilometerlange bjergkæder. Og så er der markant færre mennesker end de fleste andre steder på Island.


Der er et sted i Island, hvor der hverken er vulkaner, gejsere, varme kilder, vikingeruiner eller andre af de fænomener, som mange tager til Island for at opleve.

Der går ingen bilveje ind i området, rejsen for at komme frem er lidt besværlig, og der er ingen markerede vandrestier.

Men hvor man andre steder i Island, hvis 334.000 indbyggere får besøg af omkring to millioner turister om året, må dele den smukke natur med mange andre mennesker, så er der selv i højsæsonen stort set mennesketomt på Hornstrandir.

Vi befinder os på en båd blot 100 meter fra Hesteyri og bredden af netop Hornstrandir. Det blæser og regner. Bølgerne er så kraftige, at kaptajnen, efter et par mislykkedes forsøg på at nå ind til den lille flydebro, må give op. I stedet sætter han kursen tilbage mod Ísafjörður, hvor vi kommer fra. Sindssygt ærgerligt. Men endnu mere ærgerligt for de mennesker, som skulle have været med båden tilbage. Et Search and Rescue Team vil hente dem, da der er lovet storm og over 100 mm regn i løbet af det næste døgn.

Efter mange timer på vandet kommer vi slukørede tilbage til den lille havneby. Det ender dog med at blive en god dag alligevel, da Borea Adventures, som står for turen, låner os nogle mountainbikes, og vi kører en lang tur i bjergene, som omkranser byen.

Endelig i land
Vi vågner og kigger håbefuldt ud i gråvejret. Selvom vi er frustrerede over ikke at være kommet afsted, ved vi, at det voldsomme vejr er noget af det unikke ved området. Og en af årsagerne til, at det ikke er mere turistet. Efter et par timers sejlads i en større båd bliver vi sat af i Hesteyri.

Det stormer og regner, men det føles skønt. Turen er endelig begyndt.

Vi vandrer i timevis gennem bjerge, sumpe og floder og ankommer våde og trætte, men tilfredse, til Adalvik, hvor vi slår telt op. Da vi vågner næste morgenen, er vejret helt fantastisk. Vi lægger vores våde tøj til tørre i solen og efterlader lejren for at bestige Straumnesfjall. På toppen af bjerget ligger en forladt amerikansk luftbase, som blev bygget i 1950’erne for at overvåge sovjetisk aktivitet i Arktis. Basen er virkelig en fornøjelse at besøge. Man kan fornemme, hvor mange mænd der har boet og arbejdet her for at holde den kæmpe base kørende. Vi kan også se ruten for de næste mange dages vandring videre til bugter langs kysten. Meget motiverende.

Da vi kommer tilbage til teltet ved strandbredden, ligner det næsten en rigtig sommerferiedestination. Vi tvinger os selv til at hoppe i havet, selvom vandet bogstaveligt talt er iskoldt.

IMG 1104Vi passerede flere store, våde sumpområder. Her var gators, GPS og kort til stor hjælp for at forblive så tør som muligt og navigere den hurtigste og bedste vej igennem. Vi blev dog ikke helt fri for at få våde sokker.

Den rullende rygsæk
Da vores tur er blevet forkortet med en dag, beslutter vi næste morgen at krydse tre bjerge på én dag. Vi har fokus på at få spist nogle kilometer fra morgenstunden, men allerede på toppen af det første bjerg støder vi på dagens første udfordring: en 20 meter høj, næsten lodret klippevæg af bevoksede, våde sten. Der er indtegnet vandreruter på vores kort, men vi har allerede oplevet, at ruterne ikke helt giver mening.

Nu bliver det helt tydeligt, at vi ikke kan stole på ruterne.

Men da vi allerede er bagud på tid, beslutter vi os for at klatre ned. Det er svært at holde fast på de glatte sten, og min rygsæk gør det endnu sværere. Da jeg er halvvejs nede, kan jeg ikke komme længere. Derfor bliver vi enige om, at jeg må kaste min rygsæk ned for bedre at kunne klatre resten af vejen. Jeg sigter mod et fladt område, men da tasken lander, begynder den at trille. Med hænderne begravet i håret ser jeg min taske rulle ned af klippeskrænten. Pløkker og vandflasker flyver til alle sider. Så dumt! Jeg kunne i det mindste have forberedt tasken på måske at skulle tromle hele vejen ned ad et bjerg.

Vi hjælpes ad med at transportere den anden rygsæk ned ad bjerget, mens jeg skælder mig selv ud over ikke at have klargjort mine ting bedre. Mange hundrede meter længere nede finder jeg min taske, som heldigvis kun har fået enkelte skrammer. Selv GPS og teltstænger, som jeg har uden på tasken, er intakte. Jeg finder også alle mine pløkker. Vi bliver enige om, at vi må kigge mere grundigt på GPS og være mere kritiske over for området fra nu af.

IMG 09Fjeldræven har ingen naturlige fjender og er således slet ikke sky. Den skifter farve i løbet af året, og her om sensommeren er den sort med et blåt skær. Her ses en ung ræv, vi mødte på vejen op på Hornbjerg.

15 timer og en fjeldfest
Vi kommer ned i dalen, som ligger i bunden af en fjord, og krydser et stort sumpområde. Selv gode støvler og gators kan ikke holde vandet ude, og vi fortsætter resten af dagen med våde sokker. Den næste opstigning, som er foreslået på kortet, ser lodret ud, men efter at have studeret GPS og kort beslutter vi os for at prøve den alligevel. Efterhånden, som vi kommer tættere på toppen, bliver det tydeligt, at vi godt kan krydse bjerget. Vi er begge glade for, at vi turde stole på ruten med vores nyligt erhvervede mistillid til kortet.

På den anden side af toppen ligger en tyk tåge som et tæppe over landskabet. Vi kan kun se få meter frem, og den fugtige, kolde luft føles tyk. Det er svært at holde kompaskurs, og vi mister ofte orienteringen, så vi må konstant kigge på GPS’en. Da vi passerer over sidste top, slipper vi endelig ud af tågen, og vi slår vores telt op ved en klippeskrænt, hvor enorme måger selvsikkert navigerer i vinden over det udfordrende terræn.

Dagens etape har taget over 15 timer, og vi er begge meget trætte i benene. Vi laver aftensmad og afslører vores overraskelser for hinanden. Det er blevet lidt af en tradition, at man skal have en overraskelse med på tur, og de er henholdsvis en lommelærke med whisky og en halv liter rødvin. Med det holder vi en lille fjeldfest, inden vi går til køjs.

IMG 10Hornstrandirs varemærke er det storslåede Hornbjerg. Selvom man kan løbe ind i andre vandrere her, havde vi stort set bjerget helt for os selv. Man bør sætte en hel dag af til at udforske Hornbjerg.

Alene over afgrunden
Næste dag er området anderledes. Vi ser fjeldræve over det hele, på ruten langs vandet bliver der flere og flere tårnede klippeformationer ud for kysten, og der begynder at forme sig en sti, som løber på skrænten. Vi begynder også at møde langt flere mennesker.

Vi ankommer til en teltplads i Hornvik, som er vores sidste destination. Det er næsten som om, der er en hel lille fjeldfestival i gang med omkring 25 telte, toilet, vandhane og snak i hele teltområdet. De fleste er sejlet direkte her til fra Ísafjörður. Nogle har endda købt en pakketur, hvor de bor i et stort telt med seng og får tilberedt aftensmad.

Området omkring Hornvik er et af Hornstrandirs flotteste, og det er nemt at forstå, hvorfor det er netop denne dal, turisterne bliver lokket af. Vi sover en nat på teltpladsen og begynder dagen efter turens sidste toptur: Hornbjerg.

Ruten starter med at gå gennem en smal, men meget dyb og meget kold flod med smeltevand fra bjergenes gletsjere. Vi krydser med tasker og tøj i strakte arme over hovederne, og med raske skridt går vi mod toppen på ruten, som ikke er til at tage fejl af. Vi møder flere nysgerrige fjeldræve og er ved at tabe kæberne, da vi træder op på den første top. Ruten fortsætter nemlig langs en afgrund med flere hundrede meter ned, inden vi har udsigt 360 grader rundt fra toppen.

Der er ubeskriveligt smukt. Hvert sted, man kommer på ruten, føles smukkere end det forrige. Særligt synene af de lodrette vægge, hvor tusindvis af fugle bor, bliver ved med at overgå hinanden. Vi bruger timer på bjerget. Sidder bare og kigger. Vi er vildt heldige med vejret – sol fra en klar himmel. I horisonten kan vi ane den grønlandske kyst, som ligger mindre end 300 kilometer herfra. Vi bliver enige om, at denne del af turen er et absolut must – og selvom der er mange turister i området, er vi helt alene på bjerget.

Pukkelhvalens farvel
Næste morgen pakker vi lejren sammen og går ned til vandet. En gummibåd sejler os ud til en større båd, og vi begynder turen tilbage mod Ísafjörður. Efter otte dages vandring er det fantastisk at se landskaberne passere forbi. Så stopper båden. Kaptajnen fortæller, at der er hvaler tæt på. Vi ser et par nogle hundrede meter væk. Men vi bliver liggende, hvor vi er. Et par minutter efter kommer en 15 meter lang pukkelhval helt hen til båden. Det er et helt vildt syn. Hornstrandir har imponeret os begge fra start til slut. Her kommer vi igen, bliver vi enige om.


IMG 08Mennesketomme Hornstrandir

Hornstrandir har ikke været fast beboet siden 1975, hvor de sidste ihærdige mennesker flyttede fra området. Der havde de boet under barske forhold, og da det blev muligt at tjene amerikanske dollars i Reykjavik, blev området tømt for unge mennesker. Senere måtte den ældre befolkning opgive at fastholde livet der.

Jeg blaffede med en kvinde på Island, hvis mor var født i Hornstrandir. Dengang var der ingen, der havde elektricitet, radio, aviser eller anden kontakt med omverdenen. De levede af, hvad de kunne fange, og al transport foregik til fods. Nogle af hendes sidste ord, inden hun døde, var, at det føltes som om, hun var blevet født i middelalderen og var blevet gammel i den moderne tidsalder. I dag findes der kun sommerhuse og enkelte gæstehuse i Hornstrandir.


IMG E6193Tjoruhusid i Ísafjörður er en helt fantastisk fiskerestaurant, som har til huse i en flere hundrede år gammel træhytte med lavt til loftet og lange fællestræborde. Ud over at maden er ad libitum og formidabel – hvis du altså godt kan lide fisk – spilles der vinyler til maden og livemusik bagefter. Desuden er den gamle hytte et fascinerende eksempel på gammel islandsk byggestil. Et aftensmadsmåltid koster omkring 300 kroner; frokost er lidt billigere. Book plads i forvejen, for der er ofte udsolgt.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Find din næste tur her


Ruteforslag
Laugavegur

Laugavegur

Andre spændende artikler


Vandring i øde Hornstrandir

Vandring i øde Hornstrandir

8 storslåede vandfald på Island

8 storslåede vandfald på Island

Vandring på Island - 5 smukke ture

Vandring på Island - 5 smukke ture

Log ind