Cairns er en by, der byder på en overflod af aktiviteter - ikke mindst hvis du vil bevæge dig ud på havet.
Det fuldstændigt gennemsigtige vand, alle korallerne og følelsen af frihed gør en kajaktur over Great Barrier Reef i Australien til en helt særlig oplevelse.
"Padl hårdere og sigt lige frem," råber guiden foran mig, mens han står inde på stranden og gør sit bedste for, at vi alle kommer helskindede frem.
Efter at have sejlet hertil sammen med os skyndte han sig i forvejen og står nu inde på kysten fægtende med armene i alle retninger, og jeg prøver at huske tilbage til i morges.
Han fortalte udtrykkeligt, hvad det betød, når han fægtede på den ene og på den anden måde. Jeg husker kun, hvordan han forklarede mig, at hvis jeg kom i problemer, skulle jeg hæve padlen over hovedet og svinge den i alle retninger, mens jeg råbte på et uforståeligt neandertaler-sprog. Det ville han tage som tegn på problemer.
Vi sidder to i hver havkajak, og sammen svinger min medroer og jeg padlerne synkront mod vandets overflade, som brydes let og lydløst. Med fødderne prøver jeg at træde på den rigtige pedal, der skal lede kajakken mod stranden. Idéen med at styre med fødderne virkede simpel og godt gennemtænkt inde på stranden, men på vandet tager det lidt tilvænningstid, før styresystemet nærmest føles som en forlængelse af min egen krop.
Frokost på en paradis-ø
Efter at guiden har fået alle kajakkerne ledt ind på kysten, hjælper vi hinanden med at trække dem alle op på stranden, så havet ikke snupper dem.
At krydse havet mellem Fitzroy Island og Little Fitzroy Island har givet os god appetit og et rigtig godt samtaleemne. Der er en skarp linje mellem de to øer, hvor bølgerne bruser. På den ene side er havet lidt voldsomt, mens det på den anden side af linjen er stille og næsten spejlblankt.
Først troede vi, at bølgerne var for voldsomme, men efter at guiderne havde undersøgt sagen, viste det sig, at vi sagtens kunne komme frem, bare vi holdt os inden for linjen.
Mens guiderne stiller en hel buffet op mellem klipperne, strækker jeg benene og smører lidt ny solcreme på.
Jeg kigger ned på alle korallerne, som dækker hele stranden. Der er ikke ét sandkorn at se - kun de hvide pinde, der minder om forstenede grene. Som en hvid, lille oase ligger stranden for foden af klipper og tropisk jungle. Efter at have hentet lidt mad sætter jeg mig med ryggen mod en klippe og hypnotiseres næsten af bølgernes brusen. Jeg kan se fiskene lige under overfladen. De svømmer omkring og leder efter noget spiseligt, eller hvad fisk nu laver, når de bare svømmer omkring.
Fisk så store som bordplader
Efter frokost og en lille vandretur er vi tilbage i kajakkerne. Jeg sidder stille med lidt spændinger i kroppen. Bølgerne har taget lidt til, og selv om guiderne garanterer os, at der ingen fare er på færde, så skal vi lige koncentrere os og sejle skråt på bølgerne.
Efter min makker og jeg er kommet ned i kajakken, får vi et ordentligt skub direkte ind i bølgerne. Så gælder det bare om at padle til mod strømmen, da planen er, at vi skal ende ovre ved den anden bred. En plan er som bekendt kun så god som de, der udfører den, og snart plasker en ordentlig bølge lige ind over kajakken.
Som vi har fået at vide, læner vi os ind mod bølgen, og snart kan vi stolte smile af, at vi klarede den. Sammen må vi indrømme, at det vist ikke var så farligt, men det var godt med lidt fart over kajakken.
Vi glider videre gennem det gennemsigtige vand, hvor det er fuldstændigt umuligt at vurdere dybden. Jeg prøver gang på gang at nå bunden med padlen, for det ser ud, som om den er lige tyve centimeter under mig, men jeg rammer intet. Korallerne er helt tydelige i deres klare farver, og skønheden under overfladen gør det lidt svært at koncentrere sig om at padle. Pludselig peger guiden ned mod bunden.
"Se, der svømmer en pilrokke," siger han.
Under os bugter sig først en og så en mere af disse store farveplettede fladfisk. De er store som en bordplade, og når de ikke bevæger sig, går de næsten i et med korallerne og havbundens andre farver. Det er næsten som at flyve over et eventyrlandskab, hvor hele verden er fyldt med farver og ugenkendelige former.
Vandet er så indbydende, at det ikke er let at vriste os kajakroere ud af kajakkerne, da vi kommer tilbage til stranden, for vi har alle lige lyst til én lille tur mere.
Det fuldstændigt gennemsigtige vand, alle korallerne og følelsen af frihed gør en kajaktur over Great Barrier Reef i Australien til en helt særlig oplevelse.
"Padl hårdere og sigt lige frem," råber guiden foran mig, mens han står inde på stranden og gør sit bedste for, at vi alle kommer helskindede frem.
Efter at have sejlet hertil sammen med os skyndte han sig i forvejen og står nu inde på kysten fægtende med armene i alle retninger, og jeg prøver at huske tilbage til i morges.
Han fortalte udtrykkeligt, hvad det betød, når han fægtede på den ene og på den anden måde. Jeg husker kun, hvordan han forklarede mig, at hvis jeg kom i problemer, skulle jeg hæve padlen over hovedet og svinge den i alle retninger, mens jeg råbte på et uforståeligt neandertaler-sprog. Det ville han tage som tegn på problemer.
Vi sidder to i hver havkajak, og sammen svinger min medroer og jeg padlerne synkront mod vandets overflade, som brydes let og lydløst. Med fødderne prøver jeg at træde på den rigtige pedal, der skal lede kajakken mod stranden. Idéen med at styre med fødderne virkede simpel og godt gennemtænkt inde på stranden, men på vandet tager det lidt tilvænningstid, før styresystemet nærmest føles som en forlængelse af min egen krop.
Frokost på en paradis-ø
Efter at guiden har fået alle kajakkerne ledt ind på kysten, hjælper vi hinanden med at trække dem alle op på stranden, så havet ikke snupper dem.
At krydse havet mellem Fitzroy Island og Little Fitzroy Island har givet os god appetit og et rigtig godt samtaleemne. Der er en skarp linje mellem de to øer, hvor bølgerne bruser. På den ene side er havet lidt voldsomt, mens det på den anden side af linjen er stille og næsten spejlblankt.
Først troede vi, at bølgerne var for voldsomme, men efter at guiderne havde undersøgt sagen, viste det sig, at vi sagtens kunne komme frem, bare vi holdt os inden for linjen.
Mens guiderne stiller en hel buffet op mellem klipperne, strækker jeg benene og smører lidt ny solcreme på.
Jeg kigger ned på alle korallerne, som dækker hele stranden. Der er ikke ét sandkorn at se - kun de hvide pinde, der minder om forstenede grene. Som en hvid, lille oase ligger stranden for foden af klipper og tropisk jungle. Efter at have hentet lidt mad sætter jeg mig med ryggen mod en klippe og hypnotiseres næsten af bølgernes brusen. Jeg kan se fiskene lige under overfladen. De svømmer omkring og leder efter noget spiseligt, eller hvad fisk nu laver, når de bare svømmer omkring.
Fisk så store som bordplader
Efter frokost og en lille vandretur er vi tilbage i kajakkerne. Jeg sidder stille med lidt spændinger i kroppen. Bølgerne har taget lidt til, og selv om guiderne garanterer os, at der ingen fare er på færde, så skal vi lige koncentrere os og sejle skråt på bølgerne.
Efter min makker og jeg er kommet ned i kajakken, får vi et ordentligt skub direkte ind i bølgerne. Så gælder det bare om at padle til mod strømmen, da planen er, at vi skal ende ovre ved den anden bred. En plan er som bekendt kun så god som de, der udfører den, og snart plasker en ordentlig bølge lige ind over kajakken.
Som vi har fået at vide, læner vi os ind mod bølgen, og snart kan vi stolte smile af, at vi klarede den. Sammen må vi indrømme, at det vist ikke var så farligt, men det var godt med lidt fart over kajakken.
Vi glider videre gennem det gennemsigtige vand, hvor det er fuldstændigt umuligt at vurdere dybden. Jeg prøver gang på gang at nå bunden med padlen, for det ser ud, som om den er lige tyve centimeter under mig, men jeg rammer intet. Korallerne er helt tydelige i deres klare farver, og skønheden under overfladen gør det lidt svært at koncentrere sig om at padle. Pludselig peger guiden ned mod bunden.
"Se, der svømmer en pilrokke," siger han.
Under os bugter sig først en og så en mere af disse store farveplettede fladfisk. De er store som en bordplade, og når de ikke bevæger sig, går de næsten i et med korallerne og havbundens andre farver. Det er næsten som at flyve over et eventyrlandskab, hvor hele verden er fyldt med farver og ugenkendelige former.
Vandet er så indbydende, at det ikke er let at vriste os kajakroere ud af kajakkerne, da vi kommer tilbage til stranden, for vi har alle lige lyst til én lille tur mere.
Det fuldstændigt gennemsigtige vand, alle korallerne og følelsen af frihed gør en kajaktur over Great Barrier Reef i Australien til en helt særlig oplevelse.
"Padl hårdere og sigt lige frem," råber guiden foran mig, mens han står inde på stranden og gør sit bedste for, at vi alle kommer helskindede frem.
Efter at have sejlet hertil sammen med os skyndte han sig i forvejen og står nu inde på kysten fægtende med armene i alle retninger, og jeg prøver at huske tilbage til i morges.
Han fortalte udtrykkeligt, hvad det betød, når han fægtede på den ene og på den anden måde. Jeg husker kun, hvordan han forklarede mig, at hvis jeg kom i problemer, skulle jeg hæve padlen over hovedet og svinge den i alle retninger, mens jeg råbte på et uforståeligt neandertaler-sprog. Det ville han tage som tegn på problemer.
Vi sidder to i hver havkajak, og sammen svinger min medroer og jeg padlerne synkront mod vandets overflade, som brydes let og lydløst. Med fødderne prøver jeg at træde på den rigtige pedal, der skal lede kajakken mod stranden. Idéen med at styre med fødderne virkede simpel og godt gennemtænkt inde på stranden, men på vandet tager det lidt tilvænningstid, før styresystemet nærmest føles som en forlængelse af min egen krop.
Frokost på en paradis-ø
Efter at guiden har fået alle kajakkerne ledt ind på kysten, hjælper vi hinanden med at trække dem alle op på stranden, så havet ikke snupper dem.
At krydse havet mellem Fitzroy Island og Little Fitzroy Island har givet os god appetit og et rigtig godt samtaleemne. Der er en skarp linje mellem de to øer, hvor bølgerne bruser. På den ene side er havet lidt voldsomt, mens det på den anden side af linjen er stille og næsten spejlblankt.
Først troede vi, at bølgerne var for voldsomme, men efter at guiderne havde undersøgt sagen, viste det sig, at vi sagtens kunne komme frem, bare vi holdt os inden for linjen.
Mens guiderne stiller en hel buffet op mellem klipperne, strækker jeg benene og smører lidt ny solcreme på.
Jeg kigger ned på alle korallerne, som dækker hele stranden. Der er ikke ét sandkorn at se - kun de hvide pinde, der minder om forstenede grene. Som en hvid, lille oase ligger stranden for foden af klipper og tropisk jungle. Efter at have hentet lidt mad sætter jeg mig med ryggen mod en klippe og hypnotiseres næsten af bølgernes brusen. Jeg kan se fiskene lige under overfladen. De svømmer omkring og leder efter noget spiseligt, eller hvad fisk nu laver, når de bare svømmer omkring.
Fisk så store som bordplader
Efter frokost og en lille vandretur er vi tilbage i kajakkerne. Jeg sidder stille med lidt spændinger i kroppen. Bølgerne har taget lidt til, og selv om guiderne garanterer os, at der ingen fare er på færde, så skal vi lige koncentrere os og sejle skråt på bølgerne.
Efter min makker og jeg er kommet ned i kajakken, får vi et ordentligt skub direkte ind i bølgerne. Så gælder det bare om at padle til mod strømmen, da planen er, at vi skal ende ovre ved den anden bred. En plan er som bekendt kun så god som de, der udfører den, og snart plasker en ordentlig bølge lige ind over kajakken.
Som vi har fået at vide, læner vi os ind mod bølgen, og snart kan vi stolte smile af, at vi klarede den. Sammen må vi indrømme, at det vist ikke var så farligt, men det var godt med lidt fart over kajakken.
Vi glider videre gennem det gennemsigtige vand, hvor det er fuldstændigt umuligt at vurdere dybden. Jeg prøver gang på gang at nå bunden med padlen, for det ser ud, som om den er lige tyve centimeter under mig, men jeg rammer intet. Korallerne er helt tydelige i deres klare farver, og skønheden under overfladen gør det lidt svært at koncentrere sig om at padle. Pludselig peger guiden ned mod bunden.
"Se, der svømmer en pilrokke," siger han.
Under os bugter sig først en og så en mere af disse store farveplettede fladfisk. De er store som en bordplade, og når de ikke bevæger sig, går de næsten i et med korallerne og havbundens andre farver. Det er næsten som at flyve over et eventyrlandskab, hvor hele verden er fyldt med farver og ugenkendelige former.
Vandet er så indbydende, at det ikke er let at vriste os kajakroere ud af kajakkerne, da vi kommer tilbage til stranden, for vi har alle lige lyst til én lille tur mere.
Det fuldstændigt gennemsigtige vand, alle korallerne og følelsen af frihed gør en kajaktur over Great Barrier Reef i Australien til en helt særlig oplevelse.
"Padl hårdere og sigt lige frem," råber guiden foran mig, mens han står inde på stranden og gør sit bedste for, at vi alle kommer helskindede frem.
Efter at have sejlet hertil sammen med os skyndte han sig i forvejen og står nu inde på kysten fægtende med armene i alle retninger, og jeg prøver at huske tilbage til i morges.
Han fortalte udtrykkeligt, hvad det betød, når han fægtede på den ene og på den anden måde. Jeg husker kun, hvordan han forklarede mig, at hvis jeg kom i problemer, skulle jeg hæve padlen over hovedet og svinge den i alle retninger, mens jeg råbte på et uforståeligt neandertaler-sprog. Det ville han tage som tegn på problemer.
Vi sidder to i hver havkajak, og sammen svinger min medroer og jeg padlerne synkront mod vandets overflade, som brydes let og lydløst. Med fødderne prøver jeg at træde på den rigtige pedal, der skal lede kajakken mod stranden. Idéen med at styre med fødderne virkede simpel og godt gennemtænkt inde på stranden, men på vandet tager det lidt tilvænningstid, før styresystemet nærmest føles som en forlængelse af min egen krop.
Frokost på en paradis-ø
Efter at guiden har fået alle kajakkerne ledt ind på kysten, hjælper vi hinanden med at trække dem alle op på stranden, så havet ikke snupper dem.
At krydse havet mellem Fitzroy Island og Little Fitzroy Island har givet os god appetit og et rigtig godt samtaleemne. Der er en skarp linje mellem de to øer, hvor bølgerne bruser. På den ene side er havet lidt voldsomt, mens det på den anden side af linjen er stille og næsten spejlblankt.
Først troede vi, at bølgerne var for voldsomme, men efter at guiderne havde undersøgt sagen, viste det sig, at vi sagtens kunne komme frem, bare vi holdt os inden for linjen.
Mens guiderne stiller en hel buffet op mellem klipperne, strækker jeg benene og smører lidt ny solcreme på.
Jeg kigger ned på alle korallerne, som dækker hele stranden. Der er ikke ét sandkorn at se - kun de hvide pinde, der minder om forstenede grene. Som en hvid, lille oase ligger stranden for foden af klipper og tropisk jungle. Efter at have hentet lidt mad sætter jeg mig med ryggen mod en klippe og hypnotiseres næsten af bølgernes brusen. Jeg kan se fiskene lige under overfladen. De svømmer omkring og leder efter noget spiseligt, eller hvad fisk nu laver, når de bare svømmer omkring.
Fisk så store som bordplader
Efter frokost og en lille vandretur er vi tilbage i kajakkerne. Jeg sidder stille med lidt spændinger i kroppen. Bølgerne har taget lidt til, og selv om guiderne garanterer os, at der ingen fare er på færde, så skal vi lige koncentrere os og sejle skråt på bølgerne.
Efter min makker og jeg er kommet ned i kajakken, får vi et ordentligt skub direkte ind i bølgerne. Så gælder det bare om at padle til mod strømmen, da planen er, at vi skal ende ovre ved den anden bred. En plan er som bekendt kun så god som de, der udfører den, og snart plasker en ordentlig bølge lige ind over kajakken.
Som vi har fået at vide, læner vi os ind mod bølgen, og snart kan vi stolte smile af, at vi klarede den. Sammen må vi indrømme, at det vist ikke var så farligt, men det var godt med lidt fart over kajakken.
Vi glider videre gennem det gennemsigtige vand, hvor det er fuldstændigt umuligt at vurdere dybden. Jeg prøver gang på gang at nå bunden med padlen, for det ser ud, som om den er lige tyve centimeter under mig, men jeg rammer intet. Korallerne er helt tydelige i deres klare farver, og skønheden under overfladen gør det lidt svært at koncentrere sig om at padle. Pludselig peger guiden ned mod bunden.
"Se, der svømmer en pilrokke," siger han.
Under os bugter sig først en og så en mere af disse store farveplettede fladfisk. De er store som en bordplade, og når de ikke bevæger sig, går de næsten i et med korallerne og havbundens andre farver. Det er næsten som at flyve over et eventyrlandskab, hvor hele verden er fyldt med farver og ugenkendelige former.
Vandet er så indbydende, at det ikke er let at vriste os kajakroere ud af kajakkerne, da vi kommer tilbage til stranden, for vi har alle lige lyst til én lille tur mere.
© 2020 Opdag Verden ApS
