Kamchatka på ski

Støvler smelter
Helikopteren finder hvile ved foden af Tolbachik, der rejser sig 3682 meter op over havets overflade, og vi pakker alt vores grej ud i base camp. I modsætning til de fleste andre vinterekspeditioner medbringer vi alt det vand, vi skal bruge på ekspeditionen, fordi man ikke kan smelte sne i dette område, da det er forurenet med al aske og andre partikler, som de nærliggende vulkaner spyr ud. Vores mål er at lave skiture i området omkring Tolbatjik i løbet af de næste tre dage, før helikopteren vil komme og tage os tilbage til civilisationen – som i Kamchatkas tilfælde er centreret på den største by i Petropavlovsk på halvøens sydøstlige kyst.

Vores teltlejr består af os to svenskere, der er af sted på egen hånd, og den russiske bjergguide Alexander ’Sasha’ Bichenko, der arbejder som ranger og har tre klienter, der også skal op på vulkanen. Sasha sætter med det samme kurs mod lavastrømmen, der flyder blot et par hundrede meter fra lejren. Vi følger efter. Rød lava flyder foran os. Det er ret vildt: Den kolde luft skælver af varme, og det brænder i ansigtet. Luften er tung af svovl og blandet med lidt prut. Hvad hvis lavafloden skifter retning? Man er nødt til at holde styr på situationen. Først og fremmest for at sikre at vi ikke går på en lavabro, hvor lavaen flyder under jorden på os. Det er med blandede følelser, at vi bevæger os rundt på det nyfødte underlag.
Sasha har en solid jernstang med, og den dypper han i lavaen og tager en klump lava op og lægger den ved siden af os. Den opfører sig som honning. Han gør det igen, denne gang med et stort smil.

Mens Sasha lager med lavaen, begynder en af hans støvler at smelte. Det samme gør en af hans klienters støvler. Sasha vender sig mod os og smiler endnu bredere – et smitsomt, barnligt smil – og det er svært at begribe, at den her 50-årige fyr har besteget Mt. Everest. Et bjerg tættere på, han også har besteget, er 4750 meter høje Kljutjevskaja Sopka – den højeste af Kamchatkas 160 vulkaner. Da han stod til tops på kraterkanten, brød vulkanen ud i et mindre udbrud. Sasha blev ramt af en sten, der slog et par af hans tænder ud. Han griner, da han fortæller historien.

Foran os spyer lava op fra krateret, og under vores ski er der fin puddersne. På egen hånd
Da natten falder på over det vulkanske landskab, sætter vi kursen mod Tolbachiks aktive krater. Vi står tavse i den spirende nat, mens magma dukker op under os. Som magmaen eksploderer ud af krateret, skifter det navn til lava og finder vej ned ad bjerget som røde årer. Det er den rå natur. En skabelsesproces. Varme. Helvede. Jordens indre. Det foregår ikke på en tv-skærm. Det foregår for øjnene af os på kamchatka-halvøen i Asiens nørdøstlige hjørne langt, langt hjemme fra.
Da vores budget ikke rækker til organiseret heli-skiing, og vi ikke er interesserede i at fiske efter en af de utallige laksearter eller at komme tæt på bjørne, er vi overladt til en budgetrejse. Efter at have set Kamchatka-episoden i dokumentaren ’Wild Russia’, der viste magiske landskaber med snedækkede vulkaner, blev vi enige om, at vi var nødt til at tage af sted. Bo i et telt og tage ture på ski nær vulkanerne. Gøre det på egen hånd. Det betød, at vores tur startede med masser af forberedelse. Det var svært at finde brugbar information på engelsk, og vi endte med at ty til Google Translate.

Puddersne og lava
Minderne om forberedelserne er dog for længst forsvundet, da vi vågner efter den kolde martsnat, hvor temperaturen er nede at røre de minus 30. Det har dog ikke været noget problem at få noget søvn. Dobbeltsoveposer, undertøj og huer løste udfordringen. Vi spiser morgenmad og indser, at vi har et par problemer. Yderskallerne på støvlerne er hårde som sten, og vores Nalgene-vandflasker er fyldt med intet andet end is. Vi placerer støvler og flasker nær den glødende lava. Problemet er løst på et kvarter, støvlerne er dejligt varme, og vandet skvulper i flaskerne. Og så gør vi ellers det, vi kom for at gøre. Vi står på ski.
Vi sætter kurs mod Tolbachiks top. Sneens farve varierer fra hvid til sort, og den nyfaldne aske skaber vidunderlige mønstre. Vi tager den med ro, så vi ikke slider unødigt på skinnene under skiene. Aske er som fint knust glas og tager hårdt på udstyret.
Det aktive krater buldrer konstant bag os, da vi kommer højere mod den højeste top. Skyer begynder at bygge op under os, og ved tusmørke vender vi om uden at have nået toppen. Skituren ned er surrealistisk. Foran os spyer lava op fra krateret, og under vores ski er der fin puddersne. Varme og kulde. Ild og sne. Vi løber ned til vores telte, og her begynder helvede på Kamchatka.

Cyklonen rammer
Vinden tager til i løbet af natten, og om morgenen bliver vi ramt af en cyklon. Teltstængerne knækker én efter én, og vores igloformede hjem er ikke længere så igloformet. Vi prøver at reparere teltet, men indser snart, at det her er spil, vi taber. Heldigvis er vi ikke alene, så vi slæber vores soveposer ind i de andre telte. Vi sover nu tæt side om side med Sasha og hans tre klienter, mens vi hører det vilde Kamchatka brøle uden for som var det maskinpistoler, der bombarderede kanvasset med vulkansk grus og sand.

Vinden er væk, da vi vågner om morgenen. Der er stille. I aften er det planen, vi bliver hentet af helikopteren. Over satellittelefonen erfarer vi, at en ny storm er på vej mod lejren, og helikopteren ikke kommer og henter os. Det, der er tilbage af teltene, vil ikke kunne modstå endnu en storm, så vi bestemmer os for at bryde op og trække os tilbage mod Tolud-hytten, der ligger omtrent 14 kilometer længere nede ad bjerget. Hytten er beboet af russiske geologer, der studerer Tolbachiks fortsatte udbrud.

Total isolation
Cyklonen rammer os igen, da vi er få minutter fra hytten. Vinden og sneen sætter sigtbarheden ned til en meter. Det er en god følelse at gå ind i den mørke hytte. Fire geologer, der sidder rundt om et udslidt træbord, byder os velkommen:
”Vodka?” siger en af dem.
Vodkaen varmer godt efter stormen. Men eftersmagen er bitter. Det her bliver starten på ti dage i total isolation i hytten, hvor vi sover på et hårdt, koldt gulv, madforsyningerne svinder ind, vi spiller kort og får et par helt basale lektioner i russisk. Fra hytten kan vi se sne og vulkaner, men vi kan ikke gå ud på ski i tilfælde af, at helikopteren kommer. Er vi her ikke, tager den af sted igen uden os.

Datoen for vores planlagte hjemrejse fra Kamchatka nærmer sig, og det samme gør vores udløbsdato på vores visa, og vi mister kilo på kilo af vores kropsvægt. Det eneste, der vokser, er vores skæg og depression.
Vores tur til Tolbachik, der var planlagt til at vare tre til fire dage ender med at vare 14 dage. Helikopterfirmaet klarede deres job med at få os samlet op ganske skidt: ingen helikopter, ingen piloter, dårlig sigtbarhed, for meget vind, en helikopter der styrtede – undskyldninger kender ingen ende. Men omkring middagstid den sidste dag i marts, hører vi lyden af en helikopter. Sker det virkelig? Pludselig bryder en helikopter gennem skydækket. Den cirkler omkring hytten, inden den lander. Vi løber til den og smider alt vores grej ind, mens rotorbladene stadig roterer. Endelig sidder vi igen i en MI8-helikopter og efterlader Tolbachik med den hvide røg dampende højt til vejrs. Betagende, smuk og farlig.

Kort om Kamchatka

- Kamchatka er en stor halvø i det nordøstlige Rusland og er omgivet af Beringshavet, Stillehavet og det Okhotske Hav
- Kamchatka dækker et areal på 472.300 km2, dvs. et område størrere end Sverige
- I tiden efter 2. verdenskrig og op til 1991 var Kamchatka lukket militær zone, hvor kun særligt militært personel fik lov til at slå sig ned (dog med undtagelse af en lille andel af halvøens urbefolkning) – herfra kunne Sovjetstaten aflytte og holde øje med USA
- Kamchatka er én af de fem største geotermiske områder i verden
- Kamchatka rummer mere end 200 vulkaner, hvoraf 29 er aktive
- Der er ingen veje, der forbinder Kamchatka til resten af verden, hvorfor alle turister flyves ind
- Hovedbyen Petropavlovsk er i øvrigt grundlagt af den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering

Det skal du IKKE gøre på Kamchatka

1. Stol ikke på helikopterudbyderne. Vi hørte meget lokal kritik af helikopterselskaberne. Eller nu helikopterselskabet. Da vi rejste hjem, blev den mindre helikoptervirksomhed opkøbt af den største, så nu er der ingen konkurrence. Priserne røg i vejret med det samme.
2. Planlæg ingen kærlighedsmiddage på lokale, russiske restauranter. De findes nemlig ikke.
3. Lad ikke dit visum udløbe – at sidde på immigrationskontoret er ingen picnic.