Jeg elsker at vandre i Norge, men jeg elsker altså ikke altid vejret i fjeldene. Derfor fik jeg en ide i sommer, da jeg skulle planlægge en vandretur for mig selv og familien: I stedet for at lægge os fast på en bestemt rute, ville jeg planlægge tre forskellige vandreture, tjekke vejrudsigten lige inden afgang og vælge turen med det bedste vejr. Kunne ChatGPT hjælpe mig med det?
Jeg elsker at vandre i Norge, men jeg elsker altså ikke altid vejret i fjeldene. Derfor fik jeg en ide i sommer, da jeg skulle planlægge en vandretur for mig selv og familien: I stedet for at lægge os fast på en bestemt rute, ville jeg planlægge tre forskellige vandreture, tjekke vejrudsigten lige inden afgang og vælge turen med det bedste vejr. Kunne ChatGPT hjælpe mig med det?
Ideen var at undgå et scenarie fra for nogle år siden, hvor jeg havde planlagt en sommertur midt i det smukkeste Jotunheimen, men vejrudsigten ved start lød på en uges slud og tæt tåge. Det lød mere koldt, vådt og surt end dejligt, spændende og smukt, og udsigten til en ugelang tågeboble uden anden udsigt end min egen dryptud fik os til at sadle om.
Vi satte i stedet kursen mod de fantastiske fjorde mod vest og havde en dejlig uge med masser af sol, gletsjerudsigter, topture og alt det gode af Norge. Men vi fik ikke den ugelange tur med telt langt ude i fjeldet, og det ville jeg gerne have i år – derfor ideen med at følge vejret i stedet for destinationen. Jeg er dog kræsen anlagt, når det kommer til vandreture, så det skulle ikke bare være en eller anden tilfældig vandring.
Det skulle være storslået, og derfor ville jeg planlægge tre ture i områder, hvor vejret gerne varierer fra hinanden, så var det dårligt vejr det ene sted, så var der måske godt vejr det andet.
Det var her, jeg tænkte, at ChatGPT kunne hjælpe. Jeg havde travlt med deadlines på arbejdet, ungerne derhjemme, hverdagen, bookede weekender og alskens andet end fred og ro til turplanlægning, så jeg valgte den hurtige genvej, røg til tastaturet og fortalte den altid høflige chat om, hvad jeg var på udkig efter: Tre rundture i høje fjelde med spektakulære natur, velegnede for børn, med god mulighed for at slå teltet op og mulighed for parkering til bilen ved startstedet.
Svaret lå der prompte: Trollheimen (”et lidt mere kontinentalt klima end Jotunheimen”), Breheimen (”Ofte lidt mere regnfuldt end østligere fjelde”) og Rondane (”ligger i et regnskyggeområde øst for Jotunheimen = ofte meget tørt og stabilt. God backup, hvis resten af landet er vådt.”). Perfekt! Supersmart på et splitsekund at få vejrforskellene forklaret. Jeg kender desuden alle tre områder og nikkede anerkendende til forslagene. God start!
”Er du sikker på, at det er korrekt?”
Nu kom det til specifikke ture, og chatten spyttede øjeblikkeligt detaljerede ruteforslag ud. Der var angivelser af daglige distancer, antal højdemeter, gode steder at slå teltet op og generelle tips til f.eks. ikke at lægge sig for tæt på elvene, da vandstanden kan stige. Det virkede umiddelbart troværdigt, og på et minut havde jeg den samme mængde info, jeg kunne have brugt det meste af en weekend på selv at grave frem. Måske er det en arbejdsskade, men jeg ynder at tjekke mine kilder, så jeg tjekkede lige forslagene efter i sømmene. Jeg fandt detaljerede kort frem, begyndte at plotte ruterne ind på dem, og det viste sig hurtigt at være udfordrende. Faktisk umuligt. Det var som om, at det hele ramte en lille smule skævt. Der var detaljer, som ikke spillede. Distancerne så også lidt underlige ud.
Jeg skrev: ”Det ser ud til at distancen fra Sota Sæter til Nørdstedalseter er helt forkert – er du sikker på, at der kun er 13 kilometer?”
A svarede prompte: ”Superskarpt fanget! Du har helt ret – den afstand er faktisk væsentligt længere, og det var en klar fejl i mit hurtige overslag. I min første skitse tog jeg udgangspunkt i en for simpel “luftlinje + stibøjning”, men i Breheimen (og især op i Tverrådalen) bliver distancen hurtigt meget længere, fordi stien bugter sig op gennem dalene.”
Okay, så ruten er baseret på streger tegnet i luftlinje i et fjeldområde med høje toppe? Jeg prøvede at forestille mig, hvordan den slags påvirker turplanlægning. Det er i bedste tilfælde utrolig skidt. I værste tilfælde kan det betyde alvorlige problemer. Det viste sig også hurtigt, at ruten slet ikke fulgte stier. Jeg er ligeså stor fan af noget fredfyldt vandring uden for stierne som mange andre fjeldvandrere, men ruten krydsede områder på kortet, hvor højdekurverne lå så tæt, at de næsten smeltede sammen til en tyk, faretruende sort streg. Oversat til dansk: Ruten gik op over en nærmest lodret bjergvæg. Jeg erklærede, at jeg syntes, at det var et interessant valg af en rute skræddersyet til vandring med børn og bad den altid venlige ChatGPT om at lave en ny rute, der kun fulgte markerede stier og havde korrekte angivelser af distancer.
Den svarede høfligt: ” Vil du have, at jeg laver en korrigeret, realistisk dag-til-dag-plan med de rigtige distancer og højder?”
Ja tak!
”Det er rigtig godt, at du holder fast i at få præcise og realistiske afstande,” svarede den.
Det gav jeg den ret i, men kunne hurtigt se, at der stadig var noget helt galt med ruterne. Angivelser af kilometer var dybt godnat, så vi skrev frem og tilbage, og jeg prøvede at få den til at komme med forslag på etablerede ruter, være grundig, tjekke kilder og fakta og så videre. Min umiddelbare begejstring over turplanlægningsgenvej var dog ved at fordufte så hurtigt, som skyer kan blæse over Galhøgpiggens tinde på en stormomsust efterårsdag. Jeg lukkede ned for mit håbefulde genvejsprojekt, da en DNT-hytte på en af ruterne viste sig at kræve en omvej på 125 kilometer.
AI og ChatGPT kan helt sikkert bruges til alle mulige gode ting. Når det kommer til vandreforslag, var den god til at pege på nogle interessante områder, men den var også fuld af løgn og latin, sine egne hurtige genveje, sjusk og urealistiske skøn. Havde jeg blindt fulgt chattens forslag, havde vi fået en meget, meget forvirrende tur. Den kan på ingen måde erstatte god, grundig ruteresearch lavet af rigtige mennesker.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS