Kongestole i Alperne
Jeg husker en dag, hvor vi havde været tidligt oppe for at nå den første lift fra Chamonix til toppen af Aiguille du Midi. Derfra havde vi klatret en mixed rute over sne, is og klippe. Nogle steder havde udfordringerne været store, fordi bjergsiden var stejl. Vi havde lige gået over en bjergkam og nåede omkring middagstid frem til en mindre klippeformation i 4000 meters højde. Her klatrede vi op på toppen. Og dæleme om ikke der var to af slagsen. To af de mest imponerende kongestole, jeg nogensinde har indtaget.

For sådan gør man. Man indtager en kongestol. Men først skal der organiseres og arrangeres, så alt er inden for rækkevidde. Kongestolen kan polstres med rebet, en siddepude, eller måske kan man sætte sig på en trøje. Og så skal der være en plads til madpakken, vandflasken, kameraet og kaffen.
Iscenesatte kaffepauser
Hvor madpakke og vandflaske er decideret nødvendig gods i rygsækken, kunne man måske argumentere for, at kaffen er knap så vigtig på en lang dag i bjergene, hvor hvert gram tæller i det samlede regnskab. Men tag ikke fejl. Der findes kun få øjeblikke, hvor vi ikke er optaget af konkrete gøremål. Hvor vi ikke er på vej, i færd med noget eller distraheret af alt muligt. Derfor har vi brug for at iscenesætte noget rituel unødvendighed.
Og det var derfor, jeg den dag satte mig til rette i kongestolen med view til en stribe af Mont Blancs nabobjerge. Nuvel, andre ville måske mene, det havde konturer af et større pattedyrs stranding på et vestjysk rev. Men det må afvises med højdemåleren som valid dokumentation.
Jeg skænkede kaffen og gled en anelse dybere ned i kongestolen. Først kiggede jeg ud over bjergene og dagdrømte lidt. Så nippede jeg til kaffen.
Der gik måske ti minutter, før jeg kom til mig selv igen. Jeg havde ikke sovet. Jeg havde bare været væk. Måske var det lige præcis den ro og den oplevelse, der var formålet med det hele, tænkte jeg bagefter.
Og siden har jeg så ledt efter flere af samme slags: De velplacerede, komfortable og uforstyrrede kongestole, hvor jeg håber at kunne fange endnu en flig af friluftslivets og kaffepausens magiske øjeblikke.
På facebook har jeg set, at en af mine venner har fundet min kongestol på Kullen. Det er godt for ham.

Der gik måske ti minutter, før jeg kom til mig selv igen. Jeg havde ikke sovet. Jeg havde bare været væk. Måske var det lige præcis den ro og den oplevelse, der var formålet med det hele.