Legendariske Jens Bjerre-oplevelser

Billede: Kalahari

Min far, min søn

Jeg synes, at det her er det smukkeste billede, Jens Bjerre nogensinde har taget. Billedet er fra Kalahari-ørkenen og forestiller en mand fra San-folket med en lille dreng på armen. Jens fik aldrig selv børn, men kaldte billedet for ’Min far, min søn’. Det er så smukt, at jeg nogle gange bliver helt rørt, når jeg fortæller om det. Jens blev ofte spurgt, hvor han havde det bedst i verden, og han svarede altid, at det var hos de oprindelige folk, han havde brugt så meget tid med i blandt andet det sydlige Afrika, Australien og på Ny Guinea. Han sagde: ”Det er, når jeg er hos dem, at jeg føler mig mest som menneske. Det er der, jeg har det bedst.”

Jens Bjerre drog ikke bare ud for at tage billeder og lave film, der kunne gøre ham verdenskendt. Han drog ud for at være tæt på mennesker og opleve menneskeligheden. Jens besøgte San-folket to gange – kort i 1947 og igen 1957, hvor han boede hos dem i fire måneder. Efter sin første tur sendte han sine billeder og filmruller til fremkaldelse hos Kodak i Johannesburg. Han vidste, at han havde fotograferet noget helt unikt – nogle mennesker, der aldrig tidligere var blevet fotograferet eller filmet – men han var samtidig nervøs for, om billederne var blevet, som han havde håbet. Da han nogle uger efter troppede op hos Kodak, sagde den unge mand bag disken: ”Er det dig, der er Jens Bjerre? Vent her. Jeg har fået besked på at hente direktøren, når du kom.”

Jens blev nervøs. Havde de ødelagt billederne? Var det bare 100 sorte billeder?

Direktøren dukkede op: ”Jeg vil gerne drikke en kop kaffe med dig, for jeg har aldrig set noget lignende. De her folk er aldrig blevet filmet før,” sagde han og spurgte, om han måtte vise filmene til en professor, der blev så begejstret, at han viste filmen for South African Museum i Cape Town. Museumsdirektøren spurgte derefter, om Jens ville vise filmklippene for Royal Geographical Society i London. Jens sejlede til England og viste filmene for de høje herrer i det fine selskab. Han var kun 26 år, men blev optaget den samme aften sammen med én anden mand: Winston Churchill. Den røde løber var rullet ud foran Jens. Nu kunne alt lade sig gøre. En måned senere blev han optaget i Eventyrernes Klub.

En sidste krølle på historien er, at Jens havde et portræt, han havde taget af en enormt rynket og utrolig gammel san-kvinde, stående på sit natbord ved siden af sin seng. Jeg har set billedet. Jens kyssede hende godnat hver aften. Jens’ kone, Lone, lå lige ved siden af ham, men hun syntes, at det var helt fint.

Billede: Australien

Livskraft

I 1953 drog Jens Bjerre til Australien. I flere måneder boede han hos de oprindelige folk og overværede ceremonier, som meget få udefrakommende havde set. Selvom billedet her forestiller en ung, nøgen dreng med blod løbende ned ad ryggen, er det ikke et drabeligt billede. Det er et smukt billede af et manddomsritual. En ung dreng, der i gåseøjne bliver konfirmeret, da hans far, bror eller onkel – jeg er ikke helt sikker på, præcist hvem det er – har skåret hul i sin arm og lader sit blod dryppe ned over drengen for at give sin kraft og styrke videre til ham.

Billede: Ny Guinea

Pigen med hånden om halsen

Billedet her hænger i Eventyrernes Klub, men jeg fik også lavet en kopi, som er fantastisk at have i stuen herhjemme. Når mine børn har legekammerater på besøg, siger jeg: ”Hey, prøv lige at se det der billede. Det er en af mine gamle venner, der har taget det.”

Så står de og kigger lidt og spørger: ”Er det en dreng eller en pige?”

”Det er en pige. Hun er 9 år gammel,” siger jeg, og de kigger videre på pigen.

Så ser de, at hun har en røget menneskehånd og et par fingre hængende i en halskæde. Jens tog billedet på Ny Guinea i 1953. Hånden og de ekstra fingre stammer fra afdøde familiemedlemmer, for man troede, at alle mennesker har gode og onde ånder. De dødes onde ånder kan finde på at angribe familiemedlemmer, men hugger man en hånd eller nogle fingre af de døde, kan de skubbe de onde ånder væk. Det er altså en slags menneskelig lykkeamulet, hun har om halsen.

Inden ekspeditionen havde Jens været på en tur ovre hos Royal Geographical Society for at kigge på kort. På kortet over Ny Guinea var der stadig hvide områder – steder, der endnu ikke var blevet kortlagt. Der stod blot ’Uncontrolled Area’. Der drog Jens ind og besøgte folk, som aldrig havde haft besøg af udefrakommende før. Han har vist mig billeder af ekspeditionens kok, der var blevet slået ihjel, skåret op, og en del af hans hjerte var blevet spist af et menneske. Jeg spurgte Jens, om han ikke var bange, men han svarede: ”Overhovedet ikke. Vi fortsatte.”

Jens fortalte også, hvordan han besøgte en familie i en landsby. Moren var død, men hun var blevet røget og sad med ved måltiderne. Hendes døtre flettede stadig hendes hår. Tænk sig at have haft en ven, som har oplevet det.

Der er meget mere end bare chokværdi i historierne. Som det også er tilfældet med billederne fra Kalahari og Australien, så viser de verdener, der var ved at forsvinde – og som nu er væk. Jens Bjerre nåede at dokumentere dem, før det var for sent.

Jens Bjerre

Jens Bjerre (1921-2020) lavede en række film og skrev en række bøger fra sine ekspeditioner og eventyrlige rejser, som blandt andet førte ham til endnu ikke kortlagte områder i Ny Guinea, det indre Australien, Kalahari-ørkenen og Himalaya. Han var særligt interesseret i oprindelige folk, og han holdt foredrag om sine ekspeditioner på museer og universiteter rundt om i verden. Han var æresmedlem af Eventyrernes Klub, hvor han dukkede op til møderne rundt om det berømte runde bord indtil kort før sin død som 99-årig.

Bjørn Harvig

Bjørn Harvig (f. 1980) er tidligere formand for Eventyrernes Klub, forfatter, foredragsholder og vært på podcasten Den Yderste Grænse, der handler om ekspeditionshistorie og laves for Nationalmuseet.

TAG TIL FOREDRAG MED BJØRN HARVIG

Vilde historier om danske ekspeditioner

Bjørn Harvig dykker i foredraget her ned i historien om nogle af de mest fascinerende – og mest originale – danske eventyrere og opdagelsesrejsende. Han fortæller om en række mænd og kvinder, som gik til den yderste grænse og nogle gange ud over den. Nogle drog ud for fædrelandet eller videnskaben, andre for berømmelsen eller for at udfordre sig selv. Men de ligner også hinanden: De brød med, hvad folk troede var muligt, de gjorde det på deres egne måder, og de tegnede selv stregerne på kortet.

Hør bl.a. om de gamle polarfarere Peter Freuchen, Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen, oversete pionerer som Emilie Demant Hatt, Ole Olufsen og Klavs Becker-Larsen samt nyere, dybt originale eventyrere som Lene Rishede, Simone Åberg Kærn og Lars Kræmmer. Foredraget bygger på historier fra den prisvindende podcast Den Yderste Grænse, der laves for Nationalmuseet med Bjørn Harvig som vært.

Foredragsdatoer

• 14. april i Eventyrsport Odense
• 15. april i Eventyrsport Hillerød

Pris: 50 kr. for medlemmer / 100 kr. for ikke-medlemmer

Læs mere