Introduktion til alpinklatring

Udstyrsforståelse
For at bruge udstyr på en sikker og fornuftig måde er det essentielt at kende dets styrke og begrænsning samt den korrekte anvendelse. I dag er der en jungle af udstyr på markedet, mere eller mindre specialiseret. Vær bevidst om dine reelle behov. Sørg for at få god og professionel vejledning ved køb, så du ikke køber katten i sækken. Ulykker skyldes ofte forkert brug af udstyr.

Redningsteknikker og førstehjælp
Husk: Så længe det går godt, er der ingen problemer! Så snart det går galt, skal du derimod være “mand” nok til at reagere hurtigt og korrekt for at undgå en katastrofe. Dine redningsteknikker skal sidde på rygmarven; øv dem ofte og hav et udvidet førstehjælpskursus i baghånden. Bevidsthed om ens evner giver den største tryghed, og husk at med få hjælpemidler kan man klare de fleste situationer.

Navigation og kompas
Du bør vide, hvordan du bruger og læser et topografisk kort - også sammen med kompas, evt. højdemåler og GPS. Vær forberedt på dårlig sigt og hidsigt vejr!

Planlægning og udførsel

Du har trænet som en vanvittig hele vinteren. Løbet, svømmet, klatret på Kullen og på væg. Fyldt med ambitioner og energi er du havnet i en alpeby. Nu skal du vælge rute, planlægge og udføre turen. Her kan følgende huskeliste være til gavn.

1. Saml informationer
- Rutebeskrivelser fra området.
- Få gode råd fra andre “mere” erfarne klatrere.
- Spørg på det lokale guidekontor efter eventuelle detaljer.

2. Tænk på følgende ved det endelige valg af rute
- Gruppens niveau.
- Vejrudsigt flere dage frem.
- Rutens tekniske sværhedsgrad.
- Rutens overordnede sværhedsgrad.
- Nedstigningen. Tjek alle nedstigningsmuligheder og medbring det nødvendige udstyr.

3. Pakning af udstyr
- Medbring hverken for lidt eller for meget udstyr! Der findes ingen standardpakkeliste for alpine ruter. Hver rute har sin egen karakter.
- Snak udstyr med folk, der har klatret ruten før.
- Tænk på følgende ved pakning af rygsæk:
• Beskyt steigeisen og isøkse.
• Medbring en solid vandflaske.
• Pak rygsækken logisk: Regntøj og vandflaske øverst, ekstra tøj i bunden, førstehjælpskasse og kort i toplommen samt teknisk udstyr parat til brug.

4. Særlige forberedelser
- Fortæl venner eller bekendte, hvor I tager hen.
- Indtast nummeret til redningstjenesten på mobiltelefonen. Tjek, om der er dækning, der hvor I skal hen.
- Medbring evt. nødraketter (nødraketter har dog vist sig ikke at være særligt effektive).
- Sørg for at have friske batterier i pandelampen (- signalering med pandelampe er ofte mere effektivt end nødraketter).
- Sørg for at have en førstehjælpskasse indeholdende de vigtigste artikler.

5. Klatring af ruten
- Tjek anmarchen dagen før, både visuelt og ved hjælp af kort (find den sti eller retning I skal ned over morænen eller gletscheren, mens det er lyst dagen før - ikke når det er mørkt og for sent). Hvis I kan se ruten, så prøv ved hjælp af rutebeskrivelsen at visualisere vejen op. En kikkert kan være praktisk.
- Start tidligt for at kunne klatre turen og komme ned fra bjerget i god tid.
- Vær effektiv og sikker. Brug fast udstyr - men ikke uden at tjekke det. Pas meget på med løs klippe. Brug hellere fem minutter mere på at finde den rette rute end klatre den forkerte vej. Hvis ruten pludselig virker sværere end rutebeskrivelsen anviser, eller hvis klippen er meget beskidt i forhold til længere nede, er det måske, fordi man er på galt spor. Drik og spis, når I har brug for det. Hold kun naturlige pauser på sikre steder. Spar tid, hvor tid kan spares.
- Hold øje med tiden. Er I meget langsomme? Har I det godt? Er forholdende optimale? Er der for mange ting, som ikke fungerer, er det måske klogest at vende om. Erkend det i god tid. Er det almindelig gletschervandring er problemet ikke alvorligt, men er I 500 meter oppe af en svær bjergside, er den eneste vej tilbage lang og farlig. Hold et vågent øje med vejrudviklingen.
- Nedstigningen kan blive det sværeste ved ruten. Vær meget opmærksom på abseilpunkternes kvalitet, og om det virkeligt er den rigtige vej ned! Planlæg ruten ned over gletscheren, mens I har overblikket - ikke når I er midt i spalteområdet. Det er, når man er træt, at man oftest laver de største fejl.

6. Evaluering
- Evaluer turen: Hvor godt gik det egentlig? Var I hurtige nok i forhold til den angivne tid i guidebogen? Fandt I let vejen? Var den tekniske sværhedsgrad overkommelig eller var det skudt over målet? Hvorfor gik det godt/dårligt? Havde I det rigtige udstyr med?
- Husk, at selvom det gik godt på en klippetur, er det ikke sikkert, at man klarer sig lige så godt på en sne/is tur af samme sværhedsgrad.

Kend bjergene!

Hvis man uddanner sig grundigt og i professionelt regi, lærer man at minimere risiciene. En vigtig del af uddanelsen er at kunne forstå vejr og vind i bjergene, bjergenes topografi, snekundskab (laviner), is og mixed terræn. Husk at bruge de rigtige teknikker og tage de fornødne sikkerhedsforanstaltninger - hver gang! Her er eksempler på farer i bjergene:

 Stenfald - fra frost/tø eller fra andre klatregrupper.
 Lyn/tordenvejr - risikoen for at blive ramt af lyn under dårligt vejr i bjergene er størst, hvis man er på store flade gletschere, på en klippekam eller -top. Det gælder om at søge ly i god tid, f.eks. neden for klippekanten på et fladt område uden dog at være i kontakt med klippen, i vis revner vand kan lede elektricitet.
 Serac-styrt - fald af is fra hængende gletschere eller istårne (seraccer). Undgå at bruge for meget tid nær disse zoner (nogle vælger slet ikke at lave ruter, hvor denne fare eksisterer).
 Gletscherspalter - faren for at ryge i en gletscherspalte er størst på våde (snedækkede) gletschere.

Det alpine graderingssystem

Alpine ruter har for det meste en overordnet gradering, der beskriver rutens sværhedsgrad set i forhold til rutens “engagement” (= længde/faremomenter). For langt de fleste ruter findes yderligere information om de sværeste reblængders tekniske sværhedsgrad. I alperne er nyere ruter ofte graderet med en kode, der giver alle de informationer, man behøver for at vide. Den fortæller præcist, hvor svær klatringen er på alle passager - hvad enten det er klippe eller is.

Den overordnede gradering:
F – Facile = let
PD – Peu Difficile = lidt svær
AD – Assez Difficile = forholdsvist svær
D – Difficile = svær
TD – Tres Difficile = meget svær
ED – Extremement Difficile = ekstremt svær
ABO – Abominable = overmenneskeligt (kun brugt på alpine klipperuter)

En rute kan f.eks. være graderet således: “AD, 250 m, 5a, 4b oblg.” Her er der tale om en alpin rute med de største sværheder på klippe. Den sværeste passage er 5a, men man kan dog komme op evt. ved at hive i nogle få sikringer med minimum et niveau på 4b, som er den oblg. (obligatoriske) gradering. Obligatorisk gradering er den gradering, som man mindst skal have for at kunne fuldføre ruten.
AD-graderingen kan indikere forskelligt. Anmarchen kan således både være via en kompliceret gletscher eller en let tilgang fra liften. Er tilgangen svær, vil klatringen ofte være lettere, end hvis tilgangen havde været to meter fra liften - selvom den overordnede gradering er den samme!
250 m er de vertikale metre. Ruten kan f.eks. være én kilometer lang, hvis den ikke stiger særligt brat.

Hvordan kommer du i gang?

Den bedste måde at komme i gang med alpinklatring er oftest at starte med klippeklatring. Dernæst bør man tage et alpinkursus med en professionel bjergguide. I alpelandene er det udelukkende guider med et diplom fra en internationalt anerkendt bjergguideuddannelse (IFMGA/UIAGM), som må guide og undervise i alpinklatring. Dansk Bjergklub er det eneste anerkendte organ i Danmark, der uddanner klippeklatreinstruktører, der kan undervise i klippeklatring i Norden. Tjek om jeres instruktør/guide lever op til internationale krav for instruktører og guider og er korrekt forsikret.
Det er godt at være udstyret med det sidste skrig i Goretex og teknisk udstyr, men endnu vigtigere er det at være i god form.

Alpin klatring er potentielt farligt. Uddan dig forsvarligt og fornuftigt inden du kaster dig ud i dit næste alpine eventyr.

Tre bestigninger i Mont Blanc-massivet

De beskrevne ruter er gode begynderture, der kan udføres af klatrere, som allerede har været på et alpinkursus og derfor har den grundlæggende viden om alpine sikrings- og redningsteknikker.

Aiguille du Tour 3542 m - normalvejen

Aiguille du Tour er en flot top på grænsen mellem Frankrig og Schweiz og et yndet mål for mange førstegangsalpinister. På turen til Aiguille du Tour vandres der på gletschere, krydses pas og en randspalte (gletscherspalte imellem gletscheren og den mere permanente sne/isskråning) skal passeres under toppen. Let klippeklatring fører op til den lille top, hvorfra der er flot udsigt både til mange firetusindemeter toppe i schweiziske Valais og til Mont Blanc, der stikker op over alle de andre bjerge i udkanten af Mont Blanc-massivet.

Startpunkt: Albert Premier hytte (2702 m).
Sværhedsgrad: F/2-grad klippeklatring. Gletschertur med sneskråninger op til 40 grader, med mixed eller klippeklatring (alt efter årstid) 50 meter op mod toppen. Randspalte er nogle gange kompliceret at passere.
Tid: Fra hytte til top tre-fire timer, nedstigning halvanden time.
Højdeforskel: 840 m.
Bedste tidspunkt: Juni til oktober.
Udstyr: Steigeisen, isøkse, reb, spalteredningsudstyr, begrænset klippeklatreudstyr, hjelm og pandelampe.

Petit Aiguille Verte 3512 m - normalvejen

På afstand ser man knapt Petit Aiguille Vertes top, der umiddelbart kun er en lille del af “Grands Montets”-kammen op mod Aiguille Verte. På trods af den lette tilgang fra Grands Montets-liften og den lette gradering er Petit Aiguille Verte stadigvæk en bestigning, der skal respekteres. De mest basale alpine teknikker skal mestres, såvel som et godt kendskab til klippeklatring og sikringsteknikker. Det er imidlertid en meget fin øvelsestur, før større projekter planlægges.
Når først den til tider drilske randspalte er passeret, foregår resten af bestigning på kanten af kammen med en fantastisk eksponering og god velsikret klatring. Udsigten fra toppen viser den stejle Nant Blanc side af Aiguille Verte og nordvæggen af Grand Dru, som længe har været legeplads for verdens bedste alpinister.

Startpunkt: Col des Grands Montets (3233 m) lige efter trappen, der fører ned fra liften med start i byen Argentiere.
Sværhedsgrad: PD/2, mixed rute, med svære passager på både sne, klippe (3b) og til tider is.
Tid: Fra Col des Grands Montets til toppen: Halvanden til to timer. Nedstigning én time.
Højdeforskel: 280 m.
Bedste tidspunkt: Maj til oktober. Hold øje med mængden af sne - is forekommer ofte hurtigt.
Udstyr: steigeisen, isøkse, reb, gletscherspalteudstyr, begrænset klippeklatreudstyr, hjelm.

Mont Blanc du Tacul 4248 m - normalvejen

Som en af de lettest tilgængelige 4000-meter toppe i Mont Blanc massivet har Mont Blanc du Tacul dagligt mange bestigninger, når vejret er godt. Adgangen med kabelbanen Aiguille du Midi fra Chamonix centrum tillader bestigning af bjerget uden overnatning i hytte. Mont Blanc du Tacul er hovedsageligt en snetur, hvor det - på nær mod toppen - aldrig er stejlere end 45 grader. De sidste tyve meter til toppen kan være isede eller let mixed. Det er en god tur at teste formen og at akklimatisere sig på. For aspiranter til Mont Blanc via Col du Midi er der ydermere en god forberedelse, da turen op over Tacul også skal passeres på vej til Mont Blanc.

Startpunkt: Aiguille du Midi (3795 m).
Sværhedsgrad: PD/2, forholdsvis stejl sneskråning, ofte store gletscherspalter, højdepåvirkning, ved snefald ofte lavinefare, alt efter ruten fare for serac-fald.
Tid: Fra Aiguille du Midi tre-fire timer, retur til Aiguille du Midi to timer.
Højdeforskel: 720 m samt 270 meter tilbage op til Aiguille du Midi på tilbagevej.
Bedste tidspunkt: Juni til oktober. Pas på lavinefare under/efter snefald.
Udstyr: steigeisen, isøkse, reb, gletscherspalteudstyr, varmt tøj

“Klatring i bjerge er for mig meget vigtig. Det er her, jeg lader op. Alpinisme forener alle egenskaber og teknikker i klatring og er både fantastisk udfordrende og vidunderligt afslappende. Venskaber sættes på prøve og bliver derigennem ofte meget stærke og varige. Hvad enten der er tale om lette eller lange svære ruter, er det hver gang fascinerende at færdes i bjergenes univers: De første solstråler, der bader bjergene i rødlige farver, sneens knirken under støvlerne, snekrystallernes fygen, lydene fra gletscheres langsomme bevægelser, buldren fra stenfald. Bjergenes verden er ligeså uimodståeligt smuk og fascinerende, som den er lumsk og farlig. Det er en verden, der kræver både nysgerrighed, lyst, vilje og ikke mindst indsigt og viden.” Asmus Nørreslet er uddannet bjergguide fra ENSA (Ecole Nationale de Ski et d’Alpinisme) og er samtidig den eneste dansker med et internationalt anerkendt bjergguidediplom (aspirant guide de haute montagne (IFMGA/UIAGM)). Han arbejder til daglig i Chamonix og underviser blandt andet i offpisteskiløb, randonnéeskiløb, heliskiing, klippe-, is- og alpinklatring.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 40 i 2001.