Lofoten forkæler – men vi får intet foræret

Klar til tur på førstedagen. Ingen kender hinanden på forhånd, men der er lynhurtigt god stemning i gruppen.

Samerne frygtede og respekterede nordlyset, som de troede, var de dødes sjæle, og man skulle sørge for ikke at tale om lyset, vinke til det, fløjte eller synge under det, da det ville kaste lysets opmærksomhed på én – muligvis med det ærgerlige resultat, at nordlyset fluks ville flyve ned og hugge hovedet af en. I Finland troede man, at lyset var skabt af polarræve, der spænede så hurtigt over himlen, at deres buskede haler ramte bjergtoppene og skabte gnister.

Den videnskabelige forklaring blegner lidt i forhold til de gamle fortællinger. De tørre fakta er nemlig, at nordlys opstår, når ladede partikler fra solen rammer jordens magnetfelt og bliver ledt ned mod polerne, hvor de kolliderer med atomer og molekyler i atmosfæren, som så udsender lys. Ved fjorden på Lofoten er vi så heldige, at der går halvanden time, inden lyset over os blegner, stilheden lægger sig, og vi går til ro. 

Foto: Anja Solhauge

Højt, højt mod nord

To dage forinden er vi en flok, der er sat ud på en tur med Opdag Verden – folk i forskellige aldre og med forskellige baggrunde, men med en fælles drøm om at opleve Lofotens fjelde og fjorde fra vandrestierne. Der er ingen af os, der har vandret ruten tidligere, men Kaare har planlagt alt hjemmefra – dagsetaperne, lejrpladser og transfers med bus og færger, da vi skal fra ø til ø, og der er steder, hvor den eneste mulighed ellers ville være at vandre på asfaltvejene, der snor sig langs fjordene. Ruten, vi følger, hedder Lofoten Long Crossing, og allerede på førstedagen bliver det tydeligt, at der ikke er mange mennesker, der kaster sig over den – faktisk møder vi kun to andre vandrere.

Vores første vandredag byder på en god forsmag på, hvad der venter forude. Vi vandrer gennem tæt skov langs kysten, på en tilgroet sti, hvor trærødderne forgrener sig på stien og sørger for, at man holder tungen lige i munden. Vi knokler stejlt op ad bjergsiden på en zigzaggende sti. Flere og flere øer kommer til syne ude i det blå ocean, og inde på fastlandet ligger takkede bjergkæder i silhuet bag hinanden.

Mine tanker flyver tilbage til det sydlige Patagonien, hvor jeg for mange år siden vandrede og cyklede rundt. Der er noget heroppe, der minder mig om oplevelsen – de takkede bjerge, vegetationen, følelsen. Jeg har dog undervurderet, hvor højt mod nord, vi faktisk er. Vi er 68 grader nord for ækvator. 68 grader syd for ækvator ligger på Antarktis.

Det er en lang vandredag, hvor vi stiger højt til vejrs og følger en dramatisk, eksponeret bjergkam med sten og klipper op til en top med udsigt til endnu flere fjorde. Det er lange 600 højdemeter ned fra bjerget, gennem fugtig skov og tilbage i havniveau, hvor vi trætte slår teltene op for natten.

Bjergene er faldne kæmper

På andendagen vandrer vi højt op i fjeldene, hvor skyerne blæser ind over os. Det er ikke kun tinderne omkring os, der forsvinder i tågerne, det samme gør navnet Lofoten, som ingen helt kan forklare, hvad kommer af. Nogle mener, at navnet hentyder til nordlyset, men den mest sandsynlige forklaring er nok, at det betyder noget i retning af ’Lossens fod’ – måske på grund af øernes fysiske form, som med usædvanlig god fantasi kan minde om dyret.

Vi vandrer langs en stenet bjergkam, mens skyerne blæser ind det ene øjeblik for blot at lette det næste og åbenbare de nøgne klippetoppe og fjorden i det fjerne. Det er vanvittig dramatisk, og jeg tænker på de gamle sagn og legender, der fortæller, hvordan disse bjerge er faldne kæmper, som sollyset forstenede, efter de var blevet besejret af de nordiske guder. Der er noget smukt over, hvordan naturen bliver personificeret i fortællingerne, og apropos fortællinger, så ryger der også masser af dem frem og tilbage mellem flokken på stierne.

Det er hyggeligt at vandre af sted gennem de skiftende landskaber, hvor der bogstaveligt talt ikke er et kedeligt øjeblik, og hyggesludre med de andre. Der er noget med at vandre og tale, som går hånd i hånd, og samtalerne bevæger sig såvel væk fra det overfladiske og ind på livets mere seriøse spørgsmål, som de handler om alskens eventyr rundt om i verden, hvor vi tidligere har vandret og rejst. Og så er der selvfølgelig også de dejligt lange stræk, hvor man finder sig selv alene på stien med tankerne – eller med fokus på stien og et hoved, hvor alt andet end nuet er forduftet. 

De flygtige skyer er nu forsvundet, men i fjordene dybt under os ligger et tæt skylag. Heroppe er himlen blå, og i takt med den lune sol nærmer sig horisonten, står de takkede klippebjerge forude i sort, dramatisk silhuet. Skyggerne er lange, da vi slår teltene op ved en fredelig, spejlblank bjergsø. Hurtigt hvæser brænderne. Snart falder roen over den lille forsamling af farverige telte.

Polarcirklen eller Middelhavet?

Lofoten består af hundredvis af småøer samt syv hovedøer. En vej snor og krøller sig langs øernes fjorde og kyster, og de største øer er forbundet af broer og tunneler. For at undgå at skulle spankulere adskillige kilometer på asfaltveje har vi et par gange på turen hyret taxaer til at fragte os til det næste sted, stien fortsætter ind i vildmarken.

Et par steder passer det også med, at vi kan hoppe på lokale busser. Det er netop, hvad vi gør på vores tredje vandredag, hvor solen igen skinner igennem, og vi efter et par timers let vandring rammer vejen og hopper på en bus til Leknes. Her er der to meget vigtige ting på dagsordenen: At proviantere til de næste fire dage på stierne og at få et solidt cafemåltid. Med tilfredse maver, opladt elektronik og rygsække stoppet med mad og snacks tager vi bussen et kort stræk, vandrer et lille stykke langs kysten og finder en fin plads ned til den blanke fjord. Det er her, nordlyset senere på aftenen flekser sine grønne muskler på den klare himmel. 

Det ene øjeblik er vi indhyllet i skyer – det næste åbenbarer vilde udsigter sig. Generelt er vi enormt heldige med lunt vejr og kun få minutters regn på hele turen.

Næste morgen fortsætter vi langs kysten. Solen skinner, som var det højsommer, og jeg må flere gange nive mig selv i armen for at minde mig selv om, at vi ikke vandrer rundt et sted i Middelhavet, men nogle hundrede kilometer nord for Polarcirklen. Bjergvægge rejser sig brat fra kysten, vandfald risler ned, og vi forcerer en stejl passage, hvor man må have hænderne på klipperne for at komme op. Efter fire dage er der begyndt at indfinde sig en dejlig, rolig rytme, hvor der ikke er behov for at koncentrere sig om meget andet end at være i nuet. Sætte den ene fod foran den anden. Holde en hyggelig frokostpause. Komme i lejr, sove, gentage.

Der er enormt fine steder at slå teltet op langs ruten. Og for det meste har vi teltpladserne fuldstændig for os selv.

Hvor guder og mennesker mødes

Landskaberne på Lofoten bliver ved med at imponere. De spidse tinder, øde sandstrande, klare bjergsøer, krogede skove og det turkisfarvede vand i fortryllende fjorde sørger for en enorm variation, og bortset fra et par små stræk, hvor vi deler stien med dagsvandrere, har vi herlighederne for os selv. Inden vi tog af sted, læste jeg nyhedshistorier om, hvordan Lofoten i sommeren 2025 var blevet overrendt af et urimeligt højt antal besøgende, og det gav mig en snert af nervøsitet for, hvad vi ville møde.

Nok engang bliver jeg dog mindet om, at det er langt de færreste, der begiver sig ud på længere ture, som den vi har gang i, og jeg priser mig lykkelig over freden, vi oplever. Jeg lader mig sakke bagud for at fotografere og føler et sug i maven, da jeg stirrer på de lodrette klippevægge, der rejser sig mod himlen. Derinde mellem virvaret af imponerende tinder ligger Helvetestinden. Man troede engang, at tinden var en dør til underverdenen, og at den blev bevogtet af skrækkelige væsener. Der er da også noget mytisk over landskaberne, og tinden er ikke alene om myterne. Bjergtoppene på Lofoten blev engang betragtet som steder, hvor gudernes og menneskenes verdener mødtes.

Det var det her, vi kom efter. Følelsen af stilhed.

Vi går snart ombord på en lille færge i bunden af fjorden, som sejler os til den vindblæste bygd Vindstad. Herfra har vi blot tre kilometer til vores lejr i bunden af fjorden, men nok engang bliver vi mindet om, at det der med distancer kan snyde. Stien går gennem tæt krat langs vandet, over blokmark fra enorme stenskred og gennem fugtig skov, hvor jeg – efter seks dage på stierne – første gang må have de lange bukser på. Her er nemlig en kort strækning med knot, som gør alt for at mæske sig i mine lægmuskler.

Myg har vi dog ikke set noget til, og vejret har været overdådigt. Den eneste regn, vi får, er på den næste dag, som samtidig er den sidste. Men hvilken skylle. Vand vælter ned fra bjergene, der ligger dækket i skyer, og i løbet af få minutter bliver de bratte fjeldsider forvandlet til enorme vandrutsjebaner. Utrolige kræfter er på spil, og det er sjovt at opleve, selvom vi bliver plaskvåde – især fordi det er eneste gang på turen, vi bliver våde.

Da vi når til vejs ende i Sørvågen, kan vi se tilbage på en uge på stierne. Den har været udfordrende, sjov og fredelig, og har bragt os helt tæt på en øgruppe, jeg har drømt om at besøge i årtier. Inden vi drog af sted, havde jeg et kort øjeblik tænkt, at med de forventninger, jeg dukkede op med, kunne Lofoten næsten kun skuffe. En uge senere er det stik modsatte sket. Lofoten har været meget smukkere, mere dramatisk og fredeligere, end jeg kunne have drømt om. Der er kun et problem: Oplevelsen her bliver svær at slå, hvis jeg nogensinde kommer tilbage.

Vil du med til Lofoten næste år – i telt eller hytte?

I 2026 er der mulighed for at komme med på to ture til Lofoten. Begge ture følger mere eller mindre den samme rute, men på den ene tur sover vi i telt, mens vi på den anden tur sover i hytter og dermed også vandrer med lettere rygsække, fordi vi ikke skal slæbe på udstyr til overnatning. Der er to afgange på begge ture – den ene mens midnatssolen skinner i slutningen af juni, og den anden i september, hvor der er mulighed for at se nordlys.

Læs mere om Opdag Verens telttur Læs mere om Opdag Verdens hytte til hytte tur