Man skal ikke være længe på Korsika, før man får øje på ’Maureren’. Silhuetten af et sort hoved med et hvidt pandebånd, der blafrer bag ham, pryder ikke blot det korsikanske flag, men ses vidt og bredt på øen. Og det har en dyb symbolsk betydning.
Man skal ikke være længe på Korsika, før man får øje på ’Maureren’. Silhuetten af et sort hoved med et hvidt pandebånd, der blafrer bag ham, pryder ikke blot det korsikanske flag, men ses vidt og bredt på øen. Og det har en dyb symbolsk betydning.
Der er noget rebelsk over fyren – og det er ikke tilfældigt. Det sorte maurerhoved har en dyb historisk betydning for korsikanernes kollektive bevidsthed og er et stærkt symbol på deres frihed og selvstændighed. Maurerhovedets præcise oprindelse er ukendt, men det har sine rødder tilbage i Middelalderen og stammer sandsynligvis fra korsikanernes kamp mod mauriske pirater. Maurerne kontrollerede store dele af Nordafrika og Spanien, og det var f.eks. dem, der stod bag paladset og fæstningsværket Alhambra i spanske Granada.
Maurerens oprindelse fortaber sig en smule i tidens tåger, men han står stadig som et stærkt symbol på frihed.
Ifølge legenden repræsenterer det sortmalede hoved en maurisk kriger, eller fange, som korsikanerne besejrede i kamp – en sejr for øens frihed og uafhængighed fra fremmede magter. På det oprindelige flag dækkede det hvide bind maurerens øjne, formentligt som et symbol på undertrykkelse eller fangenskab. Det ændrede en af øens helt store sønner dog på.
Under Korsikas frihedskamp mod Genova Republikken, som i 500 år havde regeret på øen, flyttede Pasquale Paoli nemlig bindet op i panden på maureren. Det var i 1755, hvor han ledte frihedskampen, og placeringen i panden symboliserede, at korsikanerne nu var frie og oplyste folk. De var helt deres egne, og Korsika tilhørte dem og ikke nogen fremmed besættelsesmagt.
Pasquale Paoli, der blev født i 1725, var en korsikansk patriot, general og politisk tænker. Han er kendt som ’Faderen til den korsikanske nation’ og er ikke blot en vigtig skikkelse i korsikansk, men også i europæisk historie. Paoli ledte korsikanerne i en langvarig frihedskamp mod den genovesiske kontrol, og han formåede i en periode at opnå de facto uafhængighed for Korsika. Paoli etablerede sågar en korsikansk republik, der eksisterede fra 1755 til 1769, inden Frankrig knuste de frihedshungrende korsikaneres oprør.
Hans kamp for uafhængighed var inspireret af oplysningstidens idéer om frihed og selvbestemmelse, og han etablerede en af Europas første demokratiske forfatninger og skabte en republikansk styreform med valg, en lovgivende forsamling og en udøvende magt. Det sikrede en grad af borgerrettigheder og en repræsentativ regering på et tidspunkt, hvor absolutte monarkier var normen i Europa. Hans tanker var også inspiration til den amerikanske forfatning.
Efter Genova solgte Korsika til Frankrig i 1768, ledede Paoli korsikanerne i en militær modstand mod den franske invasion, men blev besejret i 1769 i slaget ved Ponte Novu. I dag bliver Paoli hyldet som en af de vigtigste figurer i Korsikas historie.
Maurerhovedet ser man som sagt stadig overalt på øen – på flaget, kopper, T-shirts og husmure. I dag symboliserer det centrale værdier som frihed, uafhængighed og selvstændighed. Det står for stolthed og modstandskraft mod undertrykkelse. Det repræsenterer korsikanernes identitet, sprog, kultur og historie – som er adskilt fra det franske fastlands. Korsikanerne er deres egne.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.