Meteoritjagt på verdens koldeste kontinent

Hvad var du mest spændt på inden afrejsen?

Jeg havde håbet, at chancen for at komme af sted var der, så jeg havde sat mig op i tre år. Jeg var meget spændt på holdkammerater. Om det var mennesker, jeg kunne med. Man skal jo helst komme godt ud af det med sin teltmakker, som man deler et ni kvadratmeter stort telt med i seks uger.

Min teltmakker viste sig at være en amerikansk veteran, der havde været af sted 30 år i træk. En rigtig hippietype, der var flink og hyggelig. Jeg er ikke typen, der holder en samtale gående hele tiden, og hvis man ikke kender hinanden, så kan der jo godt være den der pinlige tavshed. Men vi klikkede på en rigtig fin måde, og der kunne sagtens være tavshed, uden det blev akavet.

Hvordan var flyveturen til Antarktis?

Jeg fik finansieret hele turen af projektet bortset fra turen til USA, men den morgen, jeg skulle af sted, gik Iceland Express, som jeg havde billet med, konkurs. Jeg kom dog med et andet fly til New York, fløj næste dag til Los Angeles og derfra videre til Christchurch i New Zealand.

Her fik vi vores udstyr udleveret, inden vi blev fløjet sydpå i store, militære fragtfly. Det var en meget mærkelig oplevelse at sidde på flysæder forrest i lastrummet, hvor der var paller med udstyr og snescootere.

Der var ingen vinduer, men vi fik lov til at komme op i cockpittet, kigge ned og tage billeder. Det var stort. Det fede er, at man kun kan flyve til Antarktis i godt vejr, så der var knaldende solskin.

Jeg kunne se havisen bryde op i fjordene og bjergene begynde at stikke op gennem isen. Det var som at flyve over Grønland bare ti gange større. Endelig landede vi på havisen ved McMurdo-basen.

Jeg har hørt, I var en tur forbi Scotts gamle hytte. Hvordan var det?

Under forberedelserne på basen gik vi 500 meter ud til den hytte, Scott byggede i 1901. Her har både Shackleton og Scott boet, og Scott boede der også i 1911. Uden for døren lå et sælkadaver, der var velbevaret på grund af det tørre klima.

Det lugtede ikke godt, og man kunne stadig se øjnene. Inde i hytten var alle hundekiksene stadig intakte, der lå sælkød og -spæk på panden, der var bukser, der hang til tørre, der stod halvt udbrændte spæklamper, som man i princippet kunne tænde igen. Der var kasser, hvor der stod ’Scott’s Antarctic Expedtion’ på. Det var meget underligt – som om hytten bare var blevet lukket af fra den ene dag til den anden.

Hvordan kom I videre frem til jeres lejr inde på kontinentet?

Efter en uge med klargørelse på basen, blev vi med et Hercules-fly fløjet op på isplateauet til en anden base, hvor der bor 50 mennesker i telte hen over sommeren fra december til januar.

Herfra blev vi otte fløjet videre til vores lejr, der lå godt 700 kilometer fra kysten og 700 kilometer fra Sydpolen. Vi var blot 40 kilometer fra, hvor Scott og Amundsen passerede for 100 år siden.

Om aftenen mødtes vi alle otte i fællesteltet, og min teltmakker læste højt fra Scotts dagbog, så det passede med datoen for 100 år siden. Man kunne næsten forestille sig, hvordan de passerede forbi lige på den anden side af gletsjeren.

Hvordan var lejren, I boede i?

Vi var fem amerikanere, to briter og jeg, der boede i fire telte, der var stillet op med åbningen væk fra vindretningen. Vinden kommer altid fra syd dernede. Der var et fællestelt, hvor vi talte, spillede spil, læste og brugte en del tid de dage, hvor det stormede.

Og derudover var der et toilettelt, hvilket var stor luksus. I gamle dage skulle man ud og hugge et hul i isen. I vores telt havde vi hver en soveplads i hver vores side af teltet. Midt i var der en kasse med mad, en dobbeltbrænder, en kasse med køkkengrej og en kasse med andre fornødenheder. Uden for teltet havde vi også madbokse.

Min soveplads bestod af en træplade, der havde folie forneden til at reflektere kulden. Oven på det var der to skumunderlag, et ThermaRest og en fleecesovepose som lagen. Jeg kunne fint holde varmen i min ekspeditionssovepose, der kunne klare temperaturer ned til minus 40 grader.

Nogle gange skulle jeg tisse om natten, og da man ikke ligefrem har lyst til at skulle uden for i den kulde, havde vi tisseflasker. Sådan en fyldt tisseflaske varmede godt i bunden af soveposen. Og var den ikke dernede, ville den jo fryse til is i løbet af natten. Det kunne blive noget værre rod.

Hvad spiser man i en teltlejr midt i Antarktis?

Jeg havde forestillet mig frysetørret mad i seks uger, men vi havde indbagte chilier, hakkebøffer, frosne rejer, kammuslinger og selvfølgelig poser med frosne grøntsager.

Maden er vigtig, da man skal have mange kalorier - 4000 til 5000 om dagen for at holde kroppen kørende under de kolde forhold. Mange af kalorierne kom fra chokolade- og myslibarer, der er nem frokost, når man er ude på isen. De havde 1000 kalorier per bar. Jeg tog otte kilo på i løbet af de to måneder.

Hvad var det for nogle vejrforhold, du oplevede dernede?

Dagen efter vi ankom i felten, begyndte det at sne. Antarktis bliver normalt betegnet som en ørken, da der er meget lidt nedbør, men det varede i en uge, og sneen dækkede meteoritterne til.

Vi havde regnet med, at hvis vi ikke kunne arbejde, ville det være forbi. Men nu var der for meget sne. Jeg prøvede at holde gejsten oppe og være taknemmelig over at være der, men man bliver rastløs, selvom man spiller spil, og vi lavede en golfbane, hvor vi brugte isøkser som køller.

Lidt paradoksalt, så ventede vi på en storm, der kunne blæse sneen væk. Den kom henover nytår og varede i fire dage med vindstyrker på op til 30 sekundmeter. Det var meget barskt. Teltdugen buldrede konstant.

Hvordan føles så ekstreme minusgrader, som dem du oplevede?

Nogle gange skulle jeg ud til madboksen, og selvom det kun tog 30 sekunder, var jeg helt smadret, når jeg kom ind igen. Stakåndet af adrenalinen.

Med chillfaktoren var der minus 50 grader, og man skal ikke have det mindste stykke hud blottet. Det er som at blive sandblæst af sneen, der fyger. Når himmel og jord står i ét, og der ikke kan komme fly ind til lejren, er man nødt til at stole på teltet, og det gjorde jeg.

Teltene var i samme stil, som dem Scott brugte. I hvert hjørne er der en stålstang på cirka fem centimeter i diameter, der bliver hugget ned i isen, hvor den fryser fast. De siger, teltene kan klare 120 knob (61,68 sekundmeter, red.), så det var fint. Desuden sagde nogle af veteranerne, at det ikke var noget problem.

Hvordan undgår man at blive vanvittig, når det stormer uden for, og man ikke kan komme ud?

Noget af det værste, var den der buldren, der bare aldrig stoppede. Den var konstant. Jeg havde ørepropper, men den monotone buldren gik lige igennem dem. Der gik meget tid i fællesteltet med at hygge, og så havde jeg en Kindle med, som var guld værd.

Jeg fik vel læst 10 til 15 bøger, da vi havde så meget lejrtid. ’The Worst Journey in the World’ var rigtig god, og fedt skrevet af en af Scotts mænd. Meget af den handler om en vinterrejse, hvor de alle sammnen endte med at være halvdøde.

Hvordan forløb en ’almindelig’ dag under ekspeditionen, da I kunne komme i gang med at søge efter meteoritterne?

Vi stod op klokken syv. Der var iskoldt i teltet, så vi rakte hånden ud og startede brænderen som det første. Så rejste vi os op, da der er varmest i toppen af teltet, fik varmen, greb en spand med is lige uden for teltet, smeltede vand til havregrød og en stor kop kakao. Kakaoen var nok en af grundene til, at jeg tog på.

Så fik vi udstyret klar, mødtes klokken 9, kørte i enkeltkolonne ud på snescooterne med den mest erfarne forrest, da der er gletsjersprækker. Vi ankom til området, hvor vi skulle søge, og kørte så ved siden af hinanden ned i isfeltet. Frem og tilbage. Afsøgte systematisk og kørte kun 10 km/t. Hvis man ser en sten herude, så er det en meteorit.

Sådan gik dagen indtil klokken 17. Det afhang meget af vinden, om det var behageligt at køre rundt. Jeg havde en ansigtmaske på, men blæste det meget, kunne man mærke det i huden.

Hvordan var det at finde den første meteorit?

Jeg kan tydeligt huske den første meteorit, vi fandt. Det var stort og meget uvirkeligt at finde en sten, der har været ude i rummet i millioner af år, og så måske ligget hundredtusindvis af år på isen, inden jeg kom og samlede den op.

Jeg arbejder jo med det og er ret nørdet omkring det, og jeg følte nærmest, jeg forulempede meteoritten. At jeg forstyrrede den. Vi havde meget dårligt vejr, og normalt finder de omkring 700. Vi havde kun 15 ud af 42 dage, hvor vi kunne arbejde, men fandt alligevel 302 meteoritter i alt.

Jeg havde tidligere prøvet at holde en museumsprøve, der var poleret og fin, men på isen er de meget grove og rå. De ser helt anderledes ud. Vi rørte ikke ved dem med bare hænder, da de skal bruges til videnskab, men kom dem i poser, så vi ikke forurenede dem.

Hvad var det vigtigste udstyr, du havde med?

Det allerbedste var mine to par Arc’teryx uldunderbukser. De var det inderste lag, der virkelig skulle tage imod. Jeg havde kun to par med til de seks uger og har aldrig før haft ét par underbukser på i tre uger, men de klarede det.

Hvad var det hårdeste ved at være af sted?

Det var nok, at der var så lidt kontakt hjem til. Vi havde en satelittelefon og kunne ringe hjem 10 til 15 minutter om ugen. Det var lidt hårdt hen over julen. Men det tager man med.

Hvad var det bedste ved at være af sted?

Det allerbedste var de nye bekendtskaber. Jeg har lært nogle fantastiske mennesker at kende, og jeg taler stadig meget med dem. En vild oplevelse var, at min teltmakker og jeg var de sidste, der forlod lejren.

Flyet var taget af sted med de andre, og da vi stod alene tilbage på isen, gik vi i hver vores retning i to timer. At være alene inde midt på Antarktis og i komplet stilhed at kigge på bjergene på den anden side af en gletsjer, det var en stor oplevelse.

Nu har du jo vundet Årets Eventyr, så du skal have det irriterende spørgsmål om, hvad et rigtigt eventyr er for dig?

Det er meget subjektivt, og det kan man jo også se på konkurrencen. Jeg synes, at uanset hvor man starter, så skal et rigtigt eventyr rykke nogle grænser.

Man skal have den tanke, når man kommer hjem, at det der, dét havde jeg ikke oplevet derhjemme. Uanset om man har været polarfarer i 30 år eller er helt ny, så skal man have rykket nogle grænser inde i én selv. For mig er det et rigtigt eventyr.

Og et sidste spørgsmål: Min kone kunne godt tænke sig en meteorit til et smykke. Er det noget, du kan hjælpe med?

Ha ha ha, nej desværre. Vi måtte ikke tage nogle med hjem i lommen. Det bliver der holdt øje med, og det er fint nok. Det er jo værdifulde prøver. Men man kan købe dem på museer, og jeg har faktisk en, jeg har fået i julegave.

Jesper Holst om sig selv

Jeg er 27 år, bor sammen med min kone i Høje Tåstrup og er til daglig ph.d.-studerende i geologi ved Københavns Universitet. Min interesse for eventyr startede tidligt, da jeg trådte mine barnesko i fjeldene omkring Sønder Strømfjord i Grønland, hvor mine forældre var ansat i lufthavnen. Siden da har jeg rejst rigtig meget, ikke mindst som en del af mit studie, som indeholder en masse feltture til steder som Spanien, Norge, USA, Grønland og Argentina. Det var blandt andet min rejseerfaring, der gjorde mig egnet til at jagte meteoritter på Antarktis.

Jesper Holst om sit ph.d.-projekt

Mit arbejde omhandler studiet af meteoritter for at afkode deres kemiske sammensætning. Dette kan gøre os klogere på, hvordan vores solsystem blev dannet for mere end 4500 millioner år siden. Senest har jeg ved hjælp af detaljerede kemiske analyser fastlagt, hvordan og hvornår de allertidligste støvkorn i vores solsystem dannedes. Disse støvkorn blev senere kittet sammen til større og større klumper, som i sidste ende blev til de planeter, der i dag kredser om Solen.