Det var sidst i 90’erne. Og toget førte os op gennem Sverige og ind i vildmarken, hvor midnatssol og storslåede fjelde blev kulissen for vores første tur sammen. Kasper havde snakket sig til en form for sponsorat, hvor et firma lånte os et letvægtstelt, der lige nøjagtigt kunne rumme to unge mænd med ambitioner og drømme helt uden på de lidt for tunge goretexjakker med skulderforstærkninger, mesh-for og ekstra lommer til alting.
Turen til Lapland var en del af strategien. Vi skulle vandre en uge, inden vi påmønstrede Kebnekaiseguidernes højalpine klatrekursus. Med andre ord havde vi fundet en indgang til en verden med bjergbestigning, og det kunne ikke gå hurtigt nok. For allerede året efter ville vi bestige Mont Blanc.
Et lille år senere havde Kasper brugt foråret på at skaffe os flere sponsorater. Så nu med nye klæder i goretex, denne gang den grove 3-lags. Og nu med multifuel-brænder, pandelygter, reb og et gult alpintelt fra en leverandør, der gerne ville hjælpe os på vej op ad Mont Blanc. Det var sådan, Kasper forklarede mig om tingene.
Hjemmefra havde vi hyret en kompetent og certificeret guide, og sammen med ham brugte vi en uge i bjergene omkring Chamonix på træning og højdetilvænning. Sidst på ugen skulle vi så gøre vores topforsøg sammen med guiden.
Kasper var meget imod, at vi kaldte det et topforsøg, for havde man sat sig noget for, så skulle det ikke kun være et forsøg. I øvrigt havde han også lovet sponsorerne, at deres udstyr kom på toppen af Europa.
Natten var den mest barske, jeg nogensinde havde oplevet i naturen. Vi forlod Du Goûter-hytten nogle timer efter midnat og fik med det samme store udfordringer i vinden, der på én gang både rev i os og tilførte vores tøj og reb et groft lag glaseret is. Kasper startede med at jokke sin ene crampon af støvlerne, fordi han ikke havde fået den ordentlig på. Guiden så bekymret til og sagde, at vejret gjorde et topforsøg tvivlsomt. Men Kasper sagde, at det ikke kunne blive noget problem.
500 meter under toppen søgte guiderne fra de forskellige reblag sammen for at diskutere sikkerheden, og kort efter kom vores guide tilbage, slog ud med armene, som for at fange vores forståelse.
”Det er ikke sikkert at fortsætte, så nu vender vi om,” forklarede han.
Jeg tænkte, at sådan måtte det være.
Kasper, derimod, fløj nærmest truende op i hovedet på guiden og forklarede, at han ikke havde tænkt sig, at en smule blæst skulle forhindre ham i at nå toppen.
”Og i øvrigt har jeg betalt dig for at lede hele vejen. Så nu går vi op!” sluttede han med at sige.
Det gjorde vi naturligvis ikke. Og samme aften fortalte jeg Kasper, henover trangiaer med pasta og kødsovs, at ham og jeg ikke længere skulle bestige bjerge sammen, eller for den sags skyld lave andet, der krævede dømmekraft.
Nogle uger efter var jeg hjemme hos ham for at aflevere noget af det sponsorerede grej. Og da jeg kom ind i hans stue, blev jeg tilfældigt vidne til telefonsamtalen mellem Kasper og den sponsor, der havde givet os det gule alpintelt.
”Det er verdens bedste telt,” sagde Kasper i telefonen.
”Vi slog det op midt på Mont Blanc og havde det derefter med på toppen.”
Alt sammen var det løgn.
”Hvorfor fortalte du ham ikke sandheden,” spurgte jeg Kasper.
”Det’ da lige meget,” svarede han.
Men det kan aldrig være lige meget, hvordan vi færdes i naturen, hvordan vi samarbejder med udstyrsforretningerne, og hvordan vi agerer over for guider og vores turkammerater. Faktisk giver oplevelserne i naturen vel kun mening, hvis vi bagefter kan holde ud at se os selv i øjnene.
Af STEFFEN KJÆR
Steffen Kjær er forfatter, bjergbestiger, passioneret skiløber og kanoentusiast.
Han er aktuel med bøgerne Vildmarken og
Den Ultimative Skiferie.
www.steffenkjaer.com
