Fredrik spænder fiskestangen på rygsækken og går med sin kammerat, Jesper, ud i fjeldet, som hans far og farfar har gjort før ham. Men kan chokolade bruges som valuta på fjeldet? Deler man hemmelige fiskevande med telt-naboer? Og hvorfor er Hardangervidda et perfekt sted at dumme sig?
Proppen går under. Jeg giver modhug, og snart begynder bremsen at synge højlydt – ssshhiii! Den lyd er der ikke meget, der slår. Det her er en stor fisk. Måske så stor, at den kan få mig over den famøse kilogrænse. Måske endda i nærheden af min fars rekord. Jesper kommer springende fra sten til sten som en gal, satser liv og lemmer med nettet i hånden: ”Er den stor!?” råber han.
Fiskestangens dybe kurve og den smukke bremsesang er svar nok: ”Hold kæft, den er stor!” får jeg alligevel råbt seks-syv gange med lige dele panik og begejstring i stemmen. Det lykkes. Den kommer i nettet. Vi går amok. Det er fisk som denne, vi jagter, men da jeg efter turen viser min far et billede af den, er “tillykke” ikke det første, han siger.
Han vil bare vide, hvad den vejer. ”1,2 kilo,” siger jeg, og selvom han forsøger at skjule det, er det tydeligt, at han ånder lettet op. Han har stadig rekorden på Hardangervidda. Han er en garvet nordmand, min far, med livslang trang til fiskeri og friluftsliv samt utallige ture på Hardangervidda. Præcis som han tog mig og min bror med derop, da vi var små, kom han der selv med sin far, da han var lille – og når han en dag skal fra denne verden, vil han strøs ud deroppe på ”Vidda”, som det hedder i folkemunde.
