Mountainbike i Atlasbjergene

Fransk kys
Vi sætter alle sadlerne ned efter instruks fra Redouan. Jo lavere du sidder på cyklen, jo lettere er det at navigere og kontrollere cyklen, og jo hurtigere kan du også tage fra, hvis du er ved at falde. Det grusede underlag gør det djævelsk glat.

Den stejle hældning kræver, at man så godt som konstant bremser hårdt, men presser du få millimeter for meget ind på bremsegrebet, risikerer du at bremse så hårdt, at dækket skrider væk under dig. Som en labyrint af store grønne hække, ligger der skarpe sten med spidse takker ned ad skråningen.

30 meter inde i passagen, og jeg er nede og give en sten et fransk kys. Kend dine begrænsninger. Jeg sluger min stolthed i en dyb vejrtrækning og trækker cyklen ned igennem det næste stykke. Det er på et svært teknisk niveau med op mod 180 grader skarpe sving med enormt lidt plads. De forreste i vores 12 mand høje felt klarer det dog i flot stil, ser det ud til fra min plads i bagsmækken.

”Når du falder af hesten, så handler det om at komme op på den igen hurtigst muligt.”
Jeg mindes, at min læge gjorde mig opmærksom på det for nyligt i en i øvrigt fortrolig samtale.

Ordene kommer op i mig, og et stykke længere nede svinger jeg benet over og sætter mig på den lavt siddende saddel igen. Efter nogle første usikre meter, føler jeg igen, at jeg har overtaget på min galopperende adrenalin. Frygt vender til tro. Som en marokkansk ged i sit rette element besejrer jeg de takkede sten, læner skiftevis vægten ud mod højre og venstre, som jeg kanter mig ned.

Bremser, slipper bremsen, og mærker min cykel mose hen over stenunderlaget. Der er jubelbrøl og høje femmere i gruppen, da vi alle er nået helskindet igennem. Jeg overlever, jeg lever – det her er fedt!

I fremmede elementer
Vi befinder os dybt inde i Atlas-bjergene i Marokko. En bjergkæde, der strækker sig over ca. 2000 kilometer fra Agadir i Marokko over Algeriet og til Tunesien – som en skillelinje mellem Middelhavet og Atlanterhavet på den ene side og Sahara-ørkenen på den anden side.

Marokko opleves rent kulturelt, kulinarisk og naturmæssigt som en helt anden verden, men de tørre fakta er, at rejsetiden er sammenlignelig med den tid, det tager mig at køre fra min bopæl i København og ned over grænsen til Tyskland.

Turen er kort og komprimeret – vi har kun 4 hele dage – men hvor er det en øjenåbner for, at man ind imellem kan nøjes med at pille et par dage ud af kalenderen og alligevel få en stærk smag af noget fremmed.

Jeg må erkende, at vi kun er flygtige og utålmodige besøgende på de golde bjergtoppe og i de grønne dale her i Berbernes land – efterkommerne af de folk, der boede i Nordafrika, da araberne i 700-tallet nåede til egnen med islam.

Her i bjergene har berbere igennem mange generationer været bosat i primitive landsbyer – flere steder kun med sparsomme stykker af frodig jord. Mellem de rødlige jordhuse står verden stille i mine øjne. En ældre berber sidder på hug på en skråning og spejder ud over ingenting. Spejder vi længe nok, når vi gør holdt, sidder der et barn under et træ og tygger på en lille gren.

Indrømmet, det er som om, at stjernerne gør noget særligt ud af sig selv hernede.

Meditativt tråd
Dag ét på mountainbike starter omkring de første bjergkamme ved landsbyen Tahnnaout i 1880 meters højde. Cykelcomputeren viser 30,2 grader, og i løbet af den halve time, hvor vi strammer pedaler til og ifører os knæ- og albuebeskyttere, klatrer temperaturen konstant op.

Alligevel er vejret behageligt her i oktober, for den tørre varme er blandet op med en frisk vind. Der går ikke mere end 30 sekunder, før første mand er i jorden, efter han lige skal lære sin klikpedal at kende. Der sker ingenting – denne gang.

Oven på en ilddåb på det første stykke nedad, hvor vi alle må trække os ud af kampen mod de store løse sten og trække cyklen flere steder, skal vi om eftermiddagen op ad en marokkansk version af Alpe D’Huez.

Vi bliver sat af i 1300 meters højde ved indgangen til en stigning, der skal føre os på et plateau, hvor vi skal overnatte i telt. Foran os venter cirka 800 højdemeter spredt over 8 kilometer, en gennemsnitsstigning på 10 pct. Det syrer hurtigt til i benene, men langsomt finder jeg ind i trådet.

Den høje puls fra start finder et bæredygtigt leje. Stilheden omkring mig gør det let at finde en nærmest meditativ rytme. Enkelte gange bliver stilheden afbrudt af et fårs brægen. Jeg får endda øjenkontakt med et får på et tidspunkt, som sender mig et blik af forundring.

Den arabiske nattehimmel
Jo højere vi kommer, jo goldere og mere stenet bliver landskabet. I bunden er stien omkranset af træer, men da vi når plateauet ved tidlig aften er det åbne vidder. Vores guider har lavet klassisk marokkansk anis-te til os.

Og vi får en variant over den slags billige vafler, man fik som lille til is på karton. De smager bedre end nogensinde før. Som solen går ned over bjergene, sidder vi på kanten af plateauet og deler gode historier i fællesteltets varme. Til middag har guiderne forberedt berbernes obligatoriske spise, tagine, opkaldt efter et karismatisk lerfad med et kegleformet låg, som maden bliver serveret i.

Retten består af kogte kartofler, løg, peberfrugt og lammekød i en krydret sovs. Det bliver ikke sidste gang, vi får den. Kl. 21.00 har mørket lagt sig. Jeg har hørt så mange tale om den så smukke arabiske stjernehimmel, og tænkt, at jeg da også kan se stjernerne fra min baghave. Men indrømmet, det er som om, at stjernerne gør noget særligt ud af sig selv hernede. Skarpe og lysende viser de sig frem for vores drømmende blikke.

Det magiske tæppe
På sidstedagen er vi blevet lovet, at det kun kommer til at gå ned. ’Magic carpet’ hedder et af turens absolutte højdepunkter. Terrænet har foldet sig i bølger, som vi rider op og ned af, og der er hele tiden små muligheder for at tage afstikkere i det konstant skiftende terræn.

Luften er ren og fuld af friskhed, underlaget er mørkt som et månelandskab, men småbuske giver tegn på liv. Som uregerlige bolde i pinball leger vi os ned forbi forhindringerne og ned i dalen. Godt to kilometer efter vi er krydset en landsby, sker ulykken.

Sporet deler sig i flere veje. Der er en mild vej rundt, og en barsk fugleflugtsvej ned, som byder på en cirka 20 meter lang stejl nedkørsel med et par store, grimme sten og løst grus for neden.

De forreste i feltet har klaret den svære vej og er nu hoppet af cyklen for at tage billeder. På skarp opfordring fra drengene i bunden vælger jeg den svære løsning. Jeg læner alt vægten bagover, mens jeg snegler mig ned med bremserne i.

”Slip bremsen!,” bliver der råbt nede fra.
Jeg adlyder med det samme og mærker straks cyklen få fart, men holder mig på cyklen med nød og næppe.

Uheldet rammer os
Værre går det dog for Peter, som kommer lige efter mig. Halvvejs nede, kan vi se, at det vil ende galt. Et lidt for hårdt tryk på bremserne får dækkene til at skride, og han er ved at tabe balancen. Han klikker den ene fod ud af pedalen i forsøg på at redde faldet, men styrter ud over cyklen og lander direkte på en stor rektangulær sten med venstre hofte.
Lokaliteten er kritisk.

Vi er to kilometer fra landsbyen og ligeledes små to kilometer fra den nærmeste grussvej. Peter kan ikke støtte på venstre ben og er i stor smerte. En mand på hver side tager fat og bærer Peter i en kongestol op ad den stejle bjergsti og hen til nærmeste grusvej.
Senere på dagen får Peter foretaget en MR-scanning på et hospital i Marrakech, som viser, at hoften er brækket.

Det er aldrig sjovt, når konsekvensernes grimme ansigt viser sig. Men vi må alligevel stå ved, at en stor del af spændingen, adrenalinsuset og ud-af-kroppen-oplevelsen ved at køre mountainbike ligger i visheden om, at vi sætter noget på spil.

Om at vi bryder ud af tryghedens jerngreb og jager os selv derud, hvor pulsrytmen skærer sig ind i knoglerne. At cykle i Atlasbjergene var i billedlig forstand som at gå på line. Hylende sjovt, dramatisk og angstprovokerende. Som en dans mellem storhed og fald.

Sådan cykler du nedad

Det kan være grænseoverskridende at køre downhill på en mountainbike, hvor man kommer op i høj fart, men fortsat skal navigere igennem smalle stier og forhindringer. En af Danmarks ypperste MTB-ryttere, Benjamin Justesen, giver her de vigtigste huskeregler.

1. Hold altid fokus frem på det sted, du gerne vil ende. Kig frem, det øger kontrollen.
2. Kør aldrig noget, du ikke er tryg ved.
3. Hold lidt fart i cyklen, det gør det lettere at holde balancen. Cyklen har desuden lettere ved at forcere forhindringer med lidt fart på.
4. Hold altid din vægt bag sadlen, når det er stejlt, og stræk armene og sænk hælene ved at slappe af i anklen.
5. Bloker ikke hjulene, det nedsætter kontrollen over cyklen. Doser dine bremser som ABS´en i bilen.
6. Sæt sadlen ned hvis muligt – to til tre centimeter gør en kæmpe forskel.
7. Dæktrykket er ekstremt vigtigt. Trykket skal sjældent være over 2 bar, og de fleste har omkring 1.6 til 1.8 bar.
8. Husk: Kør aldrig alene, og hav altid mindst en mobiltelefon med på turen.

FAKTA

Hvordan kommer jeg til Atlasbjergene?
Flyv retur til Marrakesh for helt ned 1000 kroner. Her fra er der en lille times kørsel til bjergene.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Forår eller efterår. Medmindre du er varmeresistent, kan det ikke anbefales at tage af sted i juli og august, hvor temperaturerne let når over 40 grader. Vintermånederne er kolde og våde, og bjergene bliver sneklædte.

Hvor overnatter jeg?
I Marrakech findes mange lækre hoteller til overkommelige priser. I Atlasbjergene kan du indlogere dig på hoteller/vandrehjem i adskillige byer omkring bjergene.

Hvem kan mountainbike i Atlasbjergene?
Alle motionister med grundlæggende færdigheder på en mountainbike kan klare udfordringen. Cykelturene kan være en større eller mindre udfordring rent fysisk alt efter, hvordan man vælger at lægge cykelruterne.

Hvordan kommer jeg ud at cykle?
Det er en god idé at have en lokal kendt guide. Du kan få et dansk rejsebureau til at hjælpe dig, eller du kan leje cykler hos Maroc Nature I Marrakech, der arrangerer ture, hvor trænede cykelguider fører an. Tjek www.maroc-nature.com.