En sjat irriterende saltvand er atter løbet ind i snorklen. Endnu engang skyder jeg vandet væk ved at ånde kraftigt ud. Jeg begynder at tænke på at svømme ind mod stranden igen – uden at se det, jeg havde håbet på.
Pludselig får jeg øje på en sort skygge helt ude i kanten af det synsfelt, dykkermasken tillader mig. Jeg drejer overrasket hovedet og følger skyggen. Hurtigt genkender jeg den lille levende torpedo med en læderagtig finne under mig.
”Det er den. En sæl,” tænker jeg jublende og kan registrere, at den er ret ung at dømme ud fra størrelsen. Og nysgerrig, kan jeg tilføje nogle sekunder senere.
Øjenkontakt med Kattegats schæferhund
Sælen svømmer ind under mig i de omkring to meter vand, der er ned til bunden. Så bremser den op. Og vender sit søde ansigt op mod den neoprenklædte hval, der plasker rundt på kanten af sælreservatet Totten, hvor en koloni på flere hundrede spættede sæler holder til. Faktisk er reservatet på Anholts østspids et af de spættede sælers største og vigtigste tilholdssteder i Europa.
I et kort, magisk øjeblik får jeg øjenkontakt. Sælen drejer lidt på hovedet, som en schæferhund, der vil spille bold. Ansigtsbevægelsen er dog ingen opfordring til leg, for straks efter piler den af sted – og ud af mit synsfelt – mod sine forældre, fætre, kusiner og andre artsfæller på stranden midt i reservatet.
Smil og sand under fødderne
Lykkefølelsen pumper rundt i blodet, da jeg sidder og tager svømmefødderne af på lavt vand, mens de lette dønninger skvulpende skyller ind over mine ben. Tænk sig at få nær- og øjenkontakt med et stort, vildtlevende havdyr i sit rette element her i Danmark.
Med det fine sand under fødderne og et bredt smil på læberne trasker jeg op til mine venner Thorkild og Denise. De har siddet med kaffen på en klittop og betragtet min snorkletur i udkanten af de spættede sælers storby.
Mens jeg har dykket, har de set og fotograferet, hvordan den ene sæl efter den anden har stukket hovedet op af vandet og kigget efter neopren-hvalen på kanten af reservatet. Flere af dem har været blot 10-12 meter fra mig, fortæller de to ivrigt.
Jeg kunne dog ikke se de andre sæler, da sigtbarheden næppe er mere end fire-fem meter på denne solstrålende julidag med en østlig brise, der gør vandet lidt uklart.
Tilbage gennem Ørkenen
Vi pakker rygsækkene og gør klar til den cirka to timer lange gåtur tilbage til campingpladsen et stykke nord for Anholts havn. Foran os bugter en sti sig ind i en anden af Anholt store naturattraktioner. Et stort, totalt motortrafikløst, fredet og øde område med navnet Ørkenen.
For flere hundrede år siden var her faktisk fyrreskov, og Ørkenen blev langt op i 1800-tallet stadig kaldt for Skoven. Ørkenen opstod som en konsekvens af ø-befolkningens skovhugst, hvor der var hårdt brug for tømmer og brænde til opvarmning, tjærekogning og drift af øens vippefyr.
Det vildmarksagtige landskab er i dag en blanding af moseområder, birkelunde, klitter, sletter og stenrevler. Sletterne er mange steder delvist dækket af revling og sandskæg, og vi passerer et sted, hvor havbrisen skubber til en velvoksen koloni af gederams i lilla blomst. Et flot farvestrejf i et forblæst landskab præget af grå og grønne klitter med sælsomme navne som Sælhøje, Ostebakke, Indien, Bassen og Bagstikkeren.
Ø spækket med naturens lyde
Naturen synes ganske enkelt at være i godt humør på Anholt, hvor befolkningen på cirka 160 personer værner om et fristed for en rolig natur.
De har en meget bevidst filosofi: En ø uden skingre sensationer i form af skrigende legelande, speedbåd-safarier eller andre støjende koncepter. Hvis man dog ser bort fra de bands, der hver aften i juli spiller i barerne ved havnen samt de propelfly, der af og til lander og letter på flyvepladsen.
Det er ganske enkelt roen og naturens lyde, øboerne sælger øen på. Vindens lyse åndedræt i marehalmen, bølgerne, der slikker stranden ren, kvækkende frøer i mosen, de sprøde, glidende sug, når man går med bare fødder i det kridhvide strandsand.
Anholt-beboernes strategi sætter vi stor pris på, mens vi nyder en stille øl og gør klar til aftensmaden tilbage på campingpladsen – stadig med vådt hår efter en hurtig dukkert i det rene vand.
Fysisk sultne, og mentalt mætte af Ørkenen, strande og rå natur. Dog ikke mere mætte, end det da vist også kan blive til en ørken-tur igen i morgen.
Et vindue til sælerne
Anholt er det eneste sted i Danmark, hvor du let kan observere de spættede sæler fra land. Du kan også være heldig at se de langt større gråsæler.
Tæt på Anholts Østfyr står en lille hytte med en udstilling om blandt andet sælerne og en stor, fastmonteret kikkert, så du kan studere flokken, der ofte raster ude på Totten cirka 600 meter fra dig.
Totten er en lang sandodde, hvor mennesker ikke har adgang. Du må heller ikke sejle tæt forbi – reservatets ydre grænse er markeret af gule bøjer, som jeg holdt mig bag under min snorkletur.
Udstillingshytten blev til under Danmarks Miljøundersøgelsers forsknings- og formidlingsprojekt, der kørte fra 2005-2009 og hed ”Et vindue til sælerne”.
Tidligere var sælerne i øvrigt en vigtig ressource for Anholts beboere. De udvandt tran til lamper og opvarmning og spækket kunne sælges i Grenå eller byttes til korn.
