Carros de Foc – Ildvognen – kan hamle op med Europas smukkeste højruter, men har langt færre vandrere på stierne. Det finder Kaare Meldgaard ud af, da han vandrer den 65 kilometer lange rundtur i Pyrenæerne.
I de centrale, spanske Pyrenæer finder man en af Europas fineste højruter. Aigüestortes i Estany de Sant Maurici National Park er hjem for ruten Carros de Foc, som betyder ’ildvognen’ og hentyder til en mytologisk fortælling om en jæger med en ildvogn, som i dag også udgør symbolet for ruten.
Navnets oprindelse er ukendt, men ruten opstod i 1987, da nogle nationalparkvagter kastede sig over noget af en udfordring og vandrede mellem parkens ni refugier på en enkelt dag – ca. 65 km og mere end 5.000 højdemeter. I dag er der et årligt ultraløb, som gentager bedriften, men de fleste vandrere bruger typisk mellem fem og syv dage på turen. Ruten er relativt populær, men ikke nær det samme som f.eks. GR20 på Korsika eller Tour de Mont Blanc i Alperne, som den ellers kan sammenlignes med i kvalitet, hvilket jeg opdager på min tur sidst i juni.
Inden jeg når helt frem til ruten, er det dog lidt op ad bakke. Helt bogstaveligt. Jeg er ankommet til Barcelona søndag og har taget en 6-timers bustur til Espot mandag morgen. Det er her, de fleste vandrere starter turen. Nu skal jeg så bare op til ruten, og man kan vælge at lade en firhjulstrækker tackle de syv kilometer og cirka 1.000 højdemeter op til Marie Blanc-refugiet, hvor selve ruten begynder – alternativt til refugierne Amitges eller Mallagfree, som gør starten lidt lettere.
Jeg er dog i vandrehumør og sætter ud op gennem dalen fra Espot. Floden bruser konstant tæt på, inden jeg når op i mere åbne bjerge med køer, der græsser, og op over de 2.000 meter, hvor ruten slynger sig forude. Her når jeg til mit første overnatningssted. JM Blanc-refugiet er en del af den sammenslutning af ni bjergrefugier, som udgør Carros de Foc. Det er en smuk træhytte med plads til 60 overnattende i mindre sovesale. Hytten ligger idyllisk ned til en større bjergsø. Bjergene rejser sig i baggrunden. I hytten indtager jeg aftenens fire-retters menu, der sammen med mulighed for såvel morgenmad som en picnic til den næste dags vandretur sørger for, at jeg ikke behøver pakke det store i rygsækken. Med de mange højdemeter forude er det en klar fordel. Aftenmenuerne finder jeg snart ud af typisk består af suppe, salat, en hovedret – ofte kylling – og dessert. Man skal nok blive mæt i den hyggelige stemning sammen med de andre vandrere.
